Den lille havfrue

Een kendsgerning beviser uimodsigeligt, at Disney har begået en fejl ved, i sin nye “live-action”-udgave af H. C. Andersens eventyr om den lille havfrue, at lade titel-figuren spille af en sort afro-skuespiller: nemlig Andersens egen beskrivelse af sin rebelske havfrue-heltinde: “-hendes hud var klar og skær som et rosenblad, – hendes arme og hænder hvide, – hendes øjne så blå som den dybeste sø..”, og sådan så hun da også ud i den animerede 1989-udgave, Men nu har Disney valgt at score point på woke-isme og politisk korrekthed, med de voldsomme shit-storme, der, logisk nok, er fulgt i kølvandet på “farve-skiftet”, og de store omkostninger, de har haft, – ikke mindst for den purunge, smukke og talentfulde sanger og skuespiller, Halle Bailey, der agerer havfruen Ariel. Så måske Disney herefter vil filmatisere Karen Blixens “Babettes gæstebud” med den legendariske menu erstattet af plantebaserede veganer-retter?

Efter et voldsomt skibsforlis kommer havfruen Ariel i kontakt med den flotte menneske-prins, Erik, redder hans liv og forelsker sig så voldsomt i ham, at hun indgår en pagt med den onde havheks, Ursula. Ursula skal skaffe Ariel “menneske-ben” i stedet for havfruehalen, – og i bytte for benene få Ariels vidunderligt smukke stemme. Det går selvfølgelig frygteligt galt, for nok er Ariel prinsesse, men fra en anden Verden end menneskeprinsens, og overskrides disse grænser vil det medføre ufattelige smerter, sorger og pinsler. Dette er forløbet i Andersens menings- og sorgfulde eventyr fra 1837 med det tydelige budskab: Flyv ikke højere end vingerne kan bære, -indgå aldrig ubrydelige aftaler med onde magter, og overskrid aldrig de af Naturen selv fastsatte grænser mellem Verdener, arter og racer. Ariel gør netop alt dette, og derfor indledes denne film da også med Andersen-citatet: “Havfruer har ingen tårer, men Ariel led så meget desto voldsommere,,,”  – totalt misvisende, da denne lille havfrue stort set ikke udsættes for hverken pinsler eller problemer her, og det eneste besvær ved de nye ben er at holde balancen på de uvante, højhælede snørestøvler!

Formodentlig var H. C. Andersen selv klar over, hvilken dyster tragedie, han var i færd med at skrive, og gav derfor sit eventyr en dobbelt slutning: Den rigtig grusomme, hvor Ariel blot bliver til havskum, og den lidt blidere, hvor hun svæver op til himmel-ånderne, med mulighed for engang at genvinde sin sjæl. Ufatteligt fjernt fra Disneys pastel-farvede, calypso-klingende verdens- og menneskehedsfrelsende Jamaica-apoteose, men til gengæld helt opfyldende tidsåndens krav til politisk korrekthed.

En anden måde, filmen også er aktuel på, er den alt for lange spilletid: Hvor den animerede 1989-udgave holdt sig til blot 83 koncentrerede minutter, er dette fotograferede, billedskønne sanse-orgie trukket ud til hele 135 minutter, hvilket denne smertefri lykke-omdigtning slet ikke kan udfylde.

Denne “lille Havfrue” er, efter “Skønheden og Udyret” og “Løvernes konge” endnu en Disney-animationsfilm genindspillet i “Live-action”, altså med rigtige menneske-skuespillere foran rigtige filmkameraer. Men det siger sig selv, at der skal en mængde Computeranimation til at få disse skuespillere til at agere naturligt og troværdigt dybt under havets overflade og samspille tæt, sødt og ægte med måger og krabber. Alt dette tekniske klarer det topprofessionelle Disney-team selvfølgelig perfekt, medrivende og ægte, men netop derfor må begrebet “Live-action” sættes i kraftige citationstegn!

Ja, Ariel har skiftet farve og race, og Andersens morale fuldstændig ændret, men det ændrer ikke ved, at denne udgave med sin visuelle overdådighed, smukke sange og store talentmængde er aktuelt meningsfuld underholdning; og så er det muligt at opleve både den danske version og originaludgaven i de danske biografer.

Links
https://www.kino.dk/film/d/de/den-lille-havfrue
https://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/den-lille-havfrue/
https://soundvenue.com/film/2023/05/den-lille-havfrue-anmeldelse-523412