Den sidste rejse (Den sista resan) - Kirke og Film
Dokumentar

Den sidste rejse (Den sista resan)

"Kan kærlighed være anstrengende?"

Af: Susanne Charlotte Knudstorp

Kan kærlighed være anstrengende? Åbenbart! I dokumentarfilmen ”Den sidste rejse” bliver vi taget med på en tur i en orange Renault 4 til Sydfrankrig. Instruktørens 80-årige far har tabt livsgnisten. Han stoppede som fransklærer på et gymnasium for 10 år siden for at udleve den tredje livsalder. Det er blevet til en tur ned i den dybe lænestol. Det piner sønnen, og han tager affære. Sammen med sin kæreste Fredrik sørger han for, at faren kommer på en rejse, der skal give ham glæden tilbage. Glæden ved livet, som han elskede, især når han var i Frankrig.

Nostalgien blomstrer, og skrønerne bliver bedre og bedre – ikke mindst i lyset af, at farens forhold til det franske er præget af tanker som: Enhver franskmand er en lille præsident; han lader sig ikke stoppe af rødt lys. Og friheden ligger i glæden ved at tisse i Middelhavet! Vi ser sønnen og kærestens anstrengelser for at give faren oplevelser, som han kan spejle sit frankofile sindelag i. Lidt tyndt ser vi også faren skrifte for en præst. Hans syndige adfærd overfor en taxichauffør for over 50 år siden piner ham stadig. Det bliver en smule useriøst!

Men alt i alt lykkes det instruktørerne at skabe en livsbekræftende film om en mand, der egentlig har givet op, men ikke må på grund af en søns kærlighed. Som faren så oprigtigt siger det: Det er anstrengende! Filmen er også proppet med skønne samtaler, der når dybere, end man umiddelbart skulle tro. Kan en søn tørre sin far efter et toiletbesøg? Er det ikke sønnens kæreste, der skal træde til? Tja, bliver de enige om dette?

Dokumentarfilmen ønsker at vise, at farens livsværk som elsket lærer er en booster, som selv en dyb lænestol ikke kan eller må konkurrere med.

Jeg må indrømme, at jeg stort set var solgt til stanglakrids og lod mig underholde og blev smittet af livsglæden ved at være til. Jeg er ikke ubetinget fan af dokumentarens tykke understregning af farens eminente virke i sit arbejdsliv og hvordan han har givet sin glæde videre til sine elever. Der tipper dokumentaren i mine øjne. Men jeg accepterer, at det er en vigtig pointe i ethvert menneskes liv. Vi ikke er noget i os selv, men vi kan være meget i forhold til andre mennesker. I den erkendelse ligger en livsglæde, som kan holde til kærligheden, også når den bliver anstrengende

Links
ekko ~ Film og tro ~ POV
_ _ _


Del med venner og familie

Skriv et svar