Once Upon a Time… in Hollywood

Quentin Tarantino har udtalt, at ”Once Upon a Time… in Hollywood” er et slags eventyr – det er både virkelighedens Hollywood, og det Hollywood, han selv har inde i sit hoved. På den måde sætter han sig selv fri til at rette på de fejl og katastrofer, som gav drømmefabrikken ridser i lakken og det, der var meget, meget værre. Og den frihed udnytter Tarantino til det yderste. Han indsætter fiktive personer, opfinder film og tv-serier, vender virkeligheden på hovedet og leger kontrafaktuel ”hvad-nu-hvis”-leg med publikum.

Vi befinder os i 1969. Den vestlige verden står i en brydningstid i mødet mellem det gammeldags, hvor en mand var en mand, og det nye, hvor hippierne sætter spørgsmål ved det hele og blomster i geværløbene. Den let fallerede skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) forsøger at finde sin plads i den nye orden. I 50’erne havde han succes som tough dusørjæger i en cowboy-serie på TV, men det er længe siden, og nu ernærer han sig ved at spille skurk, der bliver skudt i af alle de nye upcoming stars. Ved sin side har han sin tro væbner, Cliff Booth (Brad Pitt), der følger Rick i tykt og tyndt. I storhedstiden var Cliff Ricks stuntman, men nu hvor det hele skranter, agerer han chauffør, altmuligmand og ven.

DiCaprio og Pitts samspil er intet mindre end formidabelt. Man bliver simpelthen aldrig træt af at se på de to. Jeg kan ikke umiddelbart komme på en anden skuespiller end Brad Pitt, der kan få en køretur gennem Los Angeles’ solbeskinnede gader til at blive stort skuespil – uden at sige et eneste ord. Han legemliggør med sin coolness det Hollywood, som Tarantino besynger.

Men ondskaben truer. Som selve personificeringen af det onde selv, kigger Charles Manson (Damon Herriman) forbi, og selvom hans fysiske tilstedeværelse på lærredet begrænser sig til sekunder, ved vi, at djævelen nu har taget bolig i Hollywood.

Gennem hele dette limbo af gammelt og nyt, det, der er ved at gå tabt, og det, der er ved at etablere sig, svæver Sharon Tate (Margot Robbie) som en uskyldsren fe. Tarantino har selv beskrevet figuren som et engleagtigt spøgelse, der på en måde ikke er i filmen, men i vores hjerter. Hendes figur kunne let afskrives som letbenet og i værste fald kvindefjendsk, men Robbies portræt af Tate er så nærværende og ægte, at man fuldstændig henføres af det. Hvilket gør det endnu mere ubærligt, at alle i biografen ved, at Mansons disciple dræbte hende, og hendes ufødte barn, i en blodrus.

På vej mod det uundgåelige klimaks bevæger Cliff sig i en af filmens bedste scener ind i ondskabens epicenter, når han som en anden Jesus, og iført hawaiiskjorte, bevæger sig ud i ørkenen, hvor han fristes af Mansons unge, smukke tilhængere. Men som alle andre af Tarantinos antihelte har han en noget anden og mere håndfast måde at håndtere ondskaben på.

Filmes slutning skal ikke spoiles, den skal opleves! For de bedste eventyr er dem, der til det sidste får os til at sidde på det yderste af stolesædet og gyse. Og Once Upon a Time in Hollywood er et eventyr – og et af de allerbedste af slagsen!