Drive My Car

Garageporten kører langsomt op, og der står den så: En knaldrød Saab Turbo 900. Omtrent så fri for replikker som det sagtmodige æsel i Bressons ”Au Hasard Balthazar” fra 1966, og lige så umiskendeligt filmens sande stjerne.

Man taler af og til om filmmagi. Det er selvfølgelig en slidt frase og en kliché, men heldigvis er det også af og til på sin plads at tale sådan. Jeg har lyst til at bruge udtrykket om Ryusuke Hamaguchis ”Drive My Car”. Det er en magisk film. Og en fuldstændigt vidunderlig film. Da jeg kom ud af biografen, havde jeg den besynderlige fornemmelse, at folk jeg passerede på gaden var statister, og at deres ord var replikker. ”Drive My Car” er en film, der får dig til at tænke over mange ting. En af dem er det porøse forhold mellem replikker og ”autentiske” sætninger. En stor del af filmens replikker er citater fra den russiske dramatiker Tjekhvovs ”Onkel Vanya”. Citaterne svæver elegant gennem filmen, henover lærredet og ind og ud af de smukke skuespilleres munde. Hovedpersonen øver sine replikker i sin elskede og trofaste bil, og hans kone har indtalt et bånd, hvor hun læser de andre karakterers replikker. Selv spinder hun sine egne historier, og lever af det, både økonomisk, åndeligt, og på alle mulige andre måder. Hurtigt mister man som tilskuer orienteringen, men på dejlig vis, og er også lidt ligeglad med, om replikkerne er autentiske eller ej. Det er en pointe i filmen, for det er en film, der handler om fortællinger. Hvordan vi lever i dem, igennem dem, hvordan kunsten former vores liv, og hvordan livet omvendt leverer stof til kunsten. Det er et frugtbart og udbytterigt forhold, hvor man aldrig er helt sikker på, hvem der tjener hvem. Og det kan også være et farligt forhold. ”Tjekhov er skræmmende”, som den ene hovedperson, dramatikeren, i en nøglescene siger til en af sine skuespillere. Hans skuespil overskrider skuespillerens og tilskuerens grænser, og spørger ikke om lov først, men ”trænger ind i ens krop”, som det siges et andet sted, og ændrer én.

”Drive My Car” er ikke en plotdrevet film, og det, der skal gå for et plot, er på én og samme tid enkelt og meget komplekst. Yusuke Kafuku er skuespiller og instruktør, og en dag kommer han hjem og opdager sin kone liggende livløs på gulvet, død af en hjerneblødning. Tidligere i filmen havde han opdaget, at hun var ham utro med en ung skuespiller. Han virkede ikke synderligt påvirket af det. Senere forstår vi (delvist) hvorfor. Da han kort efter konens død skal instruere et teaterstykke, dukker konens elskerinde op til audition og ender med at få en større rolle. Dette og andre hændelser fører til forskellige komplikationer, men som sagt er det ikke disse ”plot points”, der er det centrale i Hamaguchis film. Handlingen er på ingen måde ligegyldig, men det er mere den måde, de forskellige karakterer og elementer fletter sig ind i hinanden på, der er det væsentlige.

I et klassisk-cool og elegant filmsprog fører ”Drive My Car” os gennem en fortælling om menneskers forhold til de fortællinger, der skaber os, og som vi bliver viklet ind i, om vi bryder os om det eller ej. Filmen udforsker på raffineret vis den måde, hvorpå tekster skaber liv, i bogstavelig forstand, og selvom man nok skal være præst eller teolog for at lægge mærke til det, så er det faktisk oplagt også at overføre det til forholdet til de bibelske tekster (da de jo, blandt en del andet, også er litterære tekster). I en anden af de fine scener, hvor instruktøren og skuespilleren sidder på en bar og forsøger at nærme sig hinanden, roser Kafuku den yngre mandlige skuespiller for at have et særligt talent for at få det bedste frem i de mennesker, han spiller over for. Han mangler dog at gøre det samme med Tjekhovs mesterlige, men svære tekst. Kafuku råder sin unge skuespillet til at nærme sig teksten, som han ville nærme sig et levende menneske. Stil spørgsmål til teksten. Indled en dialog med den. Rådet gives også til publikummet, og det runger stadig behageligt i ens hoved, længe efter man har forladt biografen.