Druk
"Thomas Vinterberg har med Kierkegaard i bagagen skabt en herligt tvetydig film, der på elegant og tåkrummende vis tager en tår over tørsten med den danske folkesjæl."
I Thomas Vinterbergs seneste film Druk møder vi fire gymnasielærere, der har mistet gnisten i deres privatliv og på jobbet. De er ukoncentrerede og har svært ved at engagere sig i både familie og arbejde, der er blevet til hamsterhjul ugidelige elever, kedeligt pensum og utilfredse koner.
Som en løsning på problemet finder de inspiration i den norske filosof Finn Skårderuds teori om, at menneske et født med en halv promille for lidt. De begynder derfor at møde op på arbejde med en nøje tilrettelagt funktionspromille, i håbet om, at lidt alkohol i blodet kan give dem den rette ånd.
Ganske overraskende har eksperimentet faktisk et positivt udfald. De fire lærere er med ét mere frimodige, kreative og engagerede i både undervisning og privatliv, og både deres ægteskaber og arbejdsglæde oplever en sand renæssance. Hvad der til gengæld er knap så overraskende er, at de fire lærere hurtigt får smag for de våde varer, og inden længe er situationen på vej langt ud af kontrol. Både på godt og ondt.
Med en film om den danske alkoholkulturs lyse og mørke sider, er det Thomas Vinterbergs store fortjeneste, at han evner at behandle emnets kontroversielle natur med en exceptionel fintfølenhed og elegance. Han rå og minimalistiske filmstil leverer det ene indlevende billede efter det andet, både af det herlige, morsomme og mindeværdige ved en våd bytur, men også af de dystre og grufulde konsekvenser, som alkohol kan have, og som ofte negligeres i den gode stemnings navn.
Således lader Vinterberg også en pivfalsk nationalsang lyde, da hovedpersonernes brandert kammer over i det katastrofale, såvel som lader en karakter påpege, at Churcill var en drukkenbolt og Hitler var afholdsmand.
Men Vinterbergs Druk er også et lige dele kærligt og ligefremt portræt af det, der gør danskerne allermest danske: Både frisindet og foreningslivet, men også vores konfliktsky tilbøjelighed til at glatte ud og prøve at bevare den gode stemning, selvom filmen tydeligvis er knækket. Vinterberg fanger det enorme pres samtidens unge er under i gymnasiernes ekstreme karakterræs, og modernitetens generelle angst for at begå fejl.
Særligt sidstnævnte er et subtilt men allestedsnærværende tema, og Søren Kierkegaards Begrebet Angest, der flere gange refereres direkte, ligger som en diskret rød tråd hele filmen igennem. I bogen genfortæller Kierkegaard syndefaldet som et resultat af angst. Adam og Eva spiser den forbudne frugt, netop fordi presset over ikke at må synde er ubærligt, og moralsk forfald derfor kan virke hypnotisk befriende.
Ikke alene sætter denne inddragelse af en fædrelandsforfatter filmens nationale fokus endnu mere på spidsen, men at Kierkegaards pointer ligeledes demonstreres med meget genkendelige hverdagseksempler, hamrer kun denne oplevelse desto tydeligere hjem. Det kan kun anbefales, at læse (eller genlæse) Begrebet Angest før man ser filmen.
Men det bør for en god ordens skyld også præciseres, at alt dette også kun er muligt i lyset af det imponerende cast. Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe og Magnus Millang er skuespillere, der ikke alene er nærmest synonyme med dansk film (og dermed Danmark), det er også skuespillere, der kan gøre uendeligt meget med uendeligt lidt. Særligt Mads Mikkelsens rolle som en almindelig dansk mand, der er kørt en smule sur i det hele, er på én gang underspillet og exceptionelt nærværende, ligesom en fordrukken Thomas Bo Larsen er lige så sjov og genkendelig som ubehagelig og ildevarslende.
Druk er en fremragende film, der med sin konsekvente tvetydighed forunderlige humor tvinger seeren til at tage stilling til ting (og beslutninger), som man også i virkeligheden har det så ambivalent med, at man helst fejer det ind under gulvtæppet. Men samtidig er den også dybt underholdende og en sand masterclass i effektiv filmkunst og ressourcestærke skuespilpræstationer. Absolut seværdig.
