Dune

Først en bekendelse: Jeg har aldrig fået set David Lynchs version af Dune til ende. Igen og igen har jeg forsøgt at kæmpe mig igennem, men uden held. Den er simpelthen for tung og kitschet på den ikke så gode måde. Så det var med et forholdsvis rent sind jeg gik ind til Denis Villeneuves tolkning af Frank Herberts roman fra 1965. En bog, som har fået ry for at være umulig at filmatisere tilfredsstillende. Flere har ellers forsøgt. Lynch, som ovenfor nævnt, og Alexandro Jodorowsky formåede det ikke. Andre har haft projektet på tegnebrættet, men har måttet droppe det igen. Andre igen har stjålet med arme og ben fra den, så de kunne skabe deres egne fantastiske universer (ja, jeg kigger på dig George Lucas!). Men nu lykkedes det! Fransk-canadiske Villeneuve, der med både Bladerunner 2049 og især den geniale Arrival har vist, at han er den nok eneste nulevende instruktør, der formår at gentænke sci-fi-genren uden at sælge ud af arvesølvet, har taget opgaven på sig og formået at løfte den.

Historien er lige så kompleks som den egentlig er simpel. Vi er cirka 8000 år ude i fremtiden. Mennesket har bosat sig på andre planeter med hver deres særpræg, og på bedste feudale vis styres de af hver sin slægt. På ørkenplaneten Arrakis findes et krydderi, der muliggør de rumrejser, der er nødvendige for at styre og kontrollere universet, og det gør naturligvis den ellers håbløse planet yderst attraktiv.

Kejseren bestemmer, hvem der må stå for udvindingen af krydderiet og dermed også kan score den enorme rigdom, der følger med. Indtil videre har den barbariske Harkonnen-slægt haft privilegiet, men nu har Kejseren besluttet, at den mere sofistikerede slægt Atreides skal tage over. Det viser sig naturligvis, at Kejseren har en skummel plan med skiftet, og rænker smedes i bedste Game of Thrones-stil.

Men bagved de brutalistiske rumskibe, enorme sandorme og drabelige stjernekrige er der en anden fortælling kørende, der tager mere og mere fokus efterhånden, som fortællingen skrider frem.

Atreides-slægtens kronprins, Paul (Timothée Chalamet), er resultatet af en affære mellem Grev Leto Atreides (Oscar Isaac) og hans konkubine Lady Jessica (Rebecca Ferguson), der er en del af den religiøse Bene Gesserit-sekt. Spørgsmålet er nu, om han er den mytiske Kwisatz Haderach, som Fremen-folket på Arrakis har ventet på i årtusinder? Og er den mytologi i virkeligheden blevet plantet hos det stakkels, undertrykte folk af Bene Gesserit-sekten selv for at styre masserne? Fortællingen understøttes af mystiske drømmesyn, indre stemmer og okkulte ritualer. Der er meget på spil for både Paul og Fremen-folket: Kolonialistisk udbytning, økologisk krise og ultra-kapitalisme skal stoppes, så der venter en stor opgave for messias-figuren Kwisatz Haderach.

Villeneuve har mange bolde og rumskibe i luften samtidig, og læsere af Dune har da også betroet mig, at han har fravalgt mange karakterer og plots fra murstensromanen. Valg, der er nødvendige, hvis en spillefilm skal holdes på den rigtige side af tre timer. Men de valg, som Villeneuve har truffet, fungerer. Filmen holder biografgængeren (for Dune skal ses i biografen) i et jerngreb i samtlige 2½ time. Alt det, som George Lucas sikkert har fravalgt for at gøre Star Wars-universet børnevenligt, rendyrker Villeneuve. De forskellige planeter og slægter giver mulighed for både fascistisk renhedsæstetik, østblok-brutalisme og mellemøstlig-arabisk kultur. Og der skiftes mellem kølig distance, når vi observerer rumskibe på størrelse med mindre provinsbyer svæver majestætisk gennem universet, og fysisk nærvær, når vi er på Arrakis og nærmest kan mærke ørkensandet knase mellem tænderne,

Det mellemøstlig-arabiske dyrkes også i den frelsermyte, der åbner sig gennem historien om Paul Atreides. Der lånes naturligvis fra den kristne messias-myte med henvisninger til, at frelseren kommer udenjordisk, men der lægges også op til, at han skal fungere som lederen af et fysisk oprør – en krig, der minder mere om et korstog eller en jihad.

Denis Villeneuve kan som ingen anden filmskaber i øjeblikket arbejde med lyd. Han beviste allerede i Arrival, at hans brug af soniske virkemidler er i en helt anden liga end alle andre. Og i Dune får den alt, hvad den kan trække. Hvor andre sci-fi-film bare skruer op på volumeknappen, behersker Villeneuve hele det soniske spekter, så lyden bliver en fysisk medspiller. Og alene af den grund, har jeg svært ved at forestille mig at se Dune hjemme foran tv’et eller computerskærmen.

At anmelde Dune som et samlet og færdigt værk er umuligt. Villeneuve har da også valgt at skrive ordene Dune: Part One som det første, når filmen begynder. Og derfor kan Dune også ses som én lang optakt til de endelige slag og afklaringer i næste akt, som dog endnu ikke er planlagt. Men mon ikke, Villeneuve får lov til at færdiggøre sit imponerende værk? For hans udlægning af Dune-sagaen har allerede potentiale til at blive en klassiker på linje med de største filmiske universer som fx Star Wars, Ringenes Herre og Game of Thrones, og det er i sig selv en præstation, der er en tur i biografen værd.