Føreren og Forføreren (Führer und Verführer)

På nederste plan befinder sig kendskab og interesse, på næste plan viden og forståelse, og så skulle alle gerne være stået af før det øverste, sidste: Accept! De to første planer er så rigeligt dækket ind af utallige (gen)udsendelser på samtlige tv-og stream-kanaler, af doku- og spillefilm om Anden Verdenskrig, dens opståen, forløb, afslutning og dens aktører. Jo bedre, jo mere ægte og medrivende disse skildringer er, desto farligere. For skønt salig Bruno Ganz ikke havde den mindste ydre lighed med Adolf Hitler, genskabte han førerens sidste tid i bunkeren under Berlin så ætsende ægte og intenst, at man, frivilligt eller ej, blev suget med derned (“Der Untergang”).

Noget sådant kommer ikke til at ske med med dette problematiske værk om føreren og forføreren, Adolf Hitler og hans propagandaminister og -mester, Joseph Goebbels. Robert Stadlober kæmper og knokler så hårdt for at gøre sin frastødende, usympatiske titelrolle troværdig, at det både imponerer, irriterer og frastøder, hvilket også gør sig gældende for selve filmen. Han får yderst begrænset hjælp og støtte fra Fritz Karl i den anden titelrolle: Adolf Hitler. Ingen af de to har den mindste ydre lighed med deres rollefigurer, men Karls store, tunge fysisk som psykisk udynamiske fører, som ikke engang formår at ramme forbilledets kendte stemmeføring korrekt, er simpelthen for utroværdig. Ingen vil nok kunne gentage Ganzs pragtpræstation, men et lille, mørkt overskæg rækker altså ikke.

Skrupelløse Goebbels er genial til sit arbejde: Lyver, forvansker og bedrager med det ene formål at manipulere folket, at få det til at dele sine og førerens ønsker om en total krig og et jøde-frit stor-Tyskland. Med den valgkamp, der raser i USA, med Under-dog-Ukraines krig mod overmagts-Rusland og Israels og Palæstinas hadske kampe kunne denne film ikke fremstå mere aktuel.

Filmens egen ‘fake news’ falder allerede under de mange, lange fortekster, som lover dokumentarfilm-klip, “der aldrig er set før!” Jeg spottede ét kort og uklart sådant: En civil mand i cottoncoat får hatten slået af, en knytnæve i maven og bliver hængt uden mindste forklaring. Det er så lidt nyt, at påstanden nærmest er “fake news”. Men helt usædvanligt lægger filmen megen vægt på både Magdas og Joseph Goebbels utroskab, især hans åbenlyse forhold til den unge, tjekkiske skuespillerinde, Lida Baarová, og helt nyt for mig var det, at Magda Goebbels havde været gift før, og at Joseph G. ikke var far til det ældste af de børn, de dræber i bunkeren. Friske facts, der ændrer dynamikken i det ofte skildrede ‘besættelses-forhold’ mellem Hitler, Magda og Joseph.

Filmens form er problematisk: Ingen véd, hvad der blev sagt bag lukkede døre, men filmen består af dokumentar-bidder, som klippes sammen med såkaldt ‘re-enactment’, altså opdigtede replikker fremført af skuespillere, som om… Havde skuespillerne haft større lighed med deres rollefigurer kunne dette have været rigtig farlig manipulation. For at skærpe aktualiteten nævner skuespiller-Hitler bl.a. at han ville ønske, der blev trykt dødningehoveder på cigaretpakkerne, og at folk ville høre op med at spise kød, og et klip viser en bunke klager fra unge kvinder om sex-chikane i netop…propaganda-ministeriet.

Filmen starter med det grusomme doku-klip fra marts 1945, hvor Goebbels-parret har dræbt deres børn og sig selv, og den hopper så tilbage til 1938, hvor Goebbels er på sin magts tinde, opruller hans position i Det tredje Rige og forholdet til føreren. De ægte doku-klip er for det meste(!) i sort/hvid, mens de opdigtede og ny-indspillede ‘re-enactments’ alle er i farve, hvorved de fysiske og psykiske forskelle på hovedpersonerne gøres ekstra tydelige.

Logisk nok er der en del film-i-filmen: geniale Leni Riefenstahls optagelser af enorme folkemængder, der fanatisk hylder føreren. Helteskikkelsen, hun bogstaveligt fremkalder, kender de fleste, men skuespille-instruktøren Veit Harlan, der her viser sig helt enormt og ukorrekt fed, hans svenske hustru, Kristina Söderbaum, og hans film, “Jøden Süss” (1940) og den hyper-patriotiske storfilm “Kolberg”, der skulle få tyskerne til at kæmpe en sidste, heroisk kamp mod overmagten, men som med sin premiere først i 1945 kommer for sent er nok mest for feinschmecker-filmnørder.

Så, efter at have set dette problematiske blandingsprodukt af dokumentarisme og ‘re-enactment’ melder der sig et retorisk spørgsmål: Er det ikke netop to timers manipuleret, manipulerende propaganda, vi lige har set?

Links
ekko ~ epd ~ Cine Phil

P.S.
Oliver Hirschbiegels “Der Untergang” (2004) er stadig den definitive film, en ren spillefilm, om Hitler og nazismens undergang, jf. vor anmeldelse ~ Kirke og Film har desuden udgivet en introduktion til fire nyere tyske film om nazismen
_ _ _