Fuld af kærlighed

Vi mennesker kan udvise kærlighed og omsorg på mange måder. Vi kan sige det med ordene ”Jeg elsker dig”. Vi kan gøre hinanden små eller store tjenester. Vi kan tage hinanden i hånden, lægge en arm om skulderen eller stryge hinanden over ryggen.

Da jeg tog min søster med ind for at se ”Fuld af kærlighed”, havde jeg ikke undersøgt filmen på forhånd, og jeg havde derfor ingen forventninger. Alligevel havde jeg bestemt ikke forventet det, jeg gik ind til, for på trods af filmens titel er det langtfra en hjertevarm film, fuld af kærlighed, men derimod en film, der skildrer en meget barsk virkelighed for rigtig mange familier – nemlig hvordan misbrug ikke bare er ødelæggende for misbrugeren, men også for alle éns livsvidner.

Vi følger en dansk familie, som på overfladen rummer en masse glæde, dans, musik og ikke mindst kærlighed til hinanden. Men vi skal ikke langt ind i filmen før det bliver klart, at der ligger noget og gemmer sig under denne overflade. Familiefaren, Peter (Lars Ranthe), drikker for meget, og efter en alkoholrelateret ulykke stiller hans hustru Helen (Stine Stengade) og deres tre børn et ultimatum op for ham ved en intervention: Tag på afvænning i dag, ellers vil vi ikke se dig mere. Han tager imod tilbuddet og bliver ædru ved hjælp af et fem-ugers afvænningsophold.

Mens Peter befinder sig på afvænningscenteret, går Helen og deres to ældste børn, Sofia (Viilbjørk Malling Agger) og Jenni (Ella Paaske), til familie-terapi. På fineste vis udspiller disse terapi-scener sig sådan, at terapeuten fortæller om mønstre i den ”typiske” misbrugsfamilie, og imens ruller scener fra Peters egen familie over skærmen – scener, der netop viser disse mønstre.

Hele filmen igennem er det tydeligt, hvem der er den voksne i familien. Den ældste datter Sofia på blot 20 år tager gang på gang ansvar. Lige som hun selv er på vej ud i livet som ung voksen med rejser, kærester og venner, må hun sætte det hele på pause for at være der for familien. Alt imens man som seer bliver mere og mere frustreret over Helen, jo længere ind i filmen man kommer. Hun gør sig selv til offer og tager fokus fra den sårede mand, der kæmper en brav kamp for at komme på benene igen. Det bliver for alvor gjort klart, da Peter afslutter sit afvænningsprogram og kommer hjem til familien som en ædru, mere reflekteret og mere taknemmelig version af sig selv. For nu opstår et nyt problem: der er jo ikke meget fest, når man skal til at leve sammen med en ædru alkoholiker. Med dén sætning sætter filmen også den danske alkoholkultur i perspektiv. For hvordan skal familien dog kunne hygge sig, danse, feste og more sig, når faren nu skal leve et ædru liv?

På mange måder kan det godt lyde, som om filmen ikke lever op til titlen ”Fuld af kærlighed” med sin barske og ikke mindst autentiske skildring af sådan som virkeligheden er for mange. Men når det kommer til stykket, skildrer den netop, hvordan man som en familie, der bliver splittet til atomer, forsøger at samle sig igen og genoprette tilliden, der engang var, og hvordan man – hvis man virkelig elsker hinanden og vil hinanden – kan gå langt for hinanden. Det er også kærlighed at stille et ultimatum, hvis hensigten er omsorg for hinanden

Med det meget dogmefilm-agtige udtryk, autentiske skuespil, meget veludførte manuskript og originale fortælling formår Christina Rosendahl at holde seerens opmærksomhed hele vejen igennem. Hvis man ikke er bange for at blive påvirket og sidde med tårer trillende ned ad kinderne i to timer i biografen, så kan jeg kun anbefale at få set ”Fuld af kærlighed”. Meget, meget stærk film.

Links
ekko ~ Film og tro
_ _ _