Gladiator II

Ingen krigsfilm er startet stærkere og mere medrivende end Steven Spielbergs “Saving Private Ryan” – med De Allieredes landgang på Normandiets kyst – og her åbnes med en tæt parallel, blot på godt 1740 års afstand:
De romerske, pansrede galejer hamrer ind i kysten ved én af de få endnu frie nordafrikanske byer, som romerne i år 200 endnu ikke har underlagt det enorme Romerrige. Blod farver vand og strand rødt, kroppe smadres i småstykker, et område skal både forsvares og indtages. En historisk krigsfilms stil og stemning er fastslået.

Den fredselskende, hvide bonde, Hanno (der er ikke altid lige logisk, men selvfølgelig politisk korrekt, mange farvede med i “Gladiator II”),  griber sammen med sin elskede, unge hustru til våben mod de indtrængende og ser hende blive gennemboret af en romersk pil. Hanno selv såres, fanges og føres til Rom, og her slår gamle Homer til med sin åbningsreplik til “Illiaden”: “Vreden, gudinde, besyng…” For det er Hannos glødende raseri mod den romerske hærfører, general Acasius, der holder ham i live gennem de efterfølgende utallige kampe. Acasius er gift med Hannos mor, og for sent opdager Hanno, at generalen faktisk er på hans side i kampen mod de to dybt psykopatiske, ja, faktisk bindegale kejser-brødre, og for at føre Rom fra et smuldrende diktatorisk og dekadent kejserdømme over til et ideelt demokrati: Så er det politisk korrekte også på den politiske front på plads! Hjemme i Rom mærker den sleske, homoseksuelle hofsnog, Macrinus, straks Hannos ubændige, indestængte raseri, og gør ham til den førende gladiator i sin stald.

Selvom der er gået 16 år mellem handlingerne i “Gladiator” I og II, er der gået næsten 1/4 århundrede siden premieren på den første, og den nu 86-årige Ridley Scott har stadig totalt styr på de mange, gigantiske kampscener – mest imponerende, da Colosseums enorme, ovale arena fyldes med haj-fyldt vand under rekonstruktionen af et blodigt søslag. Som det sig hør og bør i film af denne genre, er replikkerne simple og ofte højstemt følelsesladede: Det er det vildt voldsomme og overvældende visuelle, der er i højsædet her, og overvældende er det sandelig, men også gennem filmens 2,5 timer efterhånden noget ensformigt og udmattende. Denne “sværd-og-sandal-genre” stiller samme krav til skuespillet: Enkelt, tydeligt letfatteligt, forståeligt gennem alle de visuelle, ydre larm- og action-orgier.

Der skulle åbenbart hele to bindegale kejsere til for at erstatte Commodus, som Joachim Phoenix spillede karriereskabende uforglemmeligt i den første “Gladiator” film, og alle tre er faktisk autentiske, historiske personer, blot flyttet rundt i tid. Autentisk er også Gracchus, en genganger fra første film, som Scott lader spille af den jævnaldrende Derek Jacobi – imponerende! Denzel Washington boltrer sig veloplagt i rollen som den magtbegærlige opportunist, homoseksuelle Macrimus; danske Connie Nielsen, som spillede ex-kæreste til den oprindelige “Gladiator”, Maximus, og søster til Commodus er her smuk, moden og elegant som Hannos mor og general Acasius’ hustru Lucilla, udtrykkende alle de nødvendige følelser for begge disse forpinte mænd så stærkt og rent, at hun ubesværet brænder gennem al filmens bragende action. Irske Paul Mescal er da tungt toptrimmet og råt muskuløs som Hanno, den nye gladiator, men uden den oprindelige gladiator, Russel Crowes rørende sorg- og følelsesladede vrede og dampende erotiske udstråling. I filmens sidste klip glider endnu en barket gladiator-næves fingerspidser, måske levende, måske ikke, kærtegnende gennem de modne kornaks-toppe på vej mod den endelige fred og forløsning.

Links
ekko  ~  Filmmagasinet  ~ Filmpuls ~ Film og tro ¤