Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd

Harold (Jim Broadbent) og Maureen (Penelope Wilton) lever et stille liv i det sydlige England. De er begge pensionister med en hverdag uden mange udsving. Harold er den, der sætter havemøblerne frem. Maureen støvsuger og hænger vasketøjet op, men noget videre initiativ er der ikke noget af. Det er som om tiden og de begge er gået i stå. Vi får dog hurtigt fornemmelsen af, at der et eller andet sted ligger et drama, nogle hændelser, som de aldrig har kunnet tale om.

En dag modtager Harold et brev fra en tidligere kvindelig kollega, der nu ligger kræftsyg på hospice og ikke har langt igen. Brevet kommer som en overraskelse. Der har ikke været kontakt de sidste 20 år. Til Maureens store overraskelse sætter Harold sig til at skrive et håndskrevet brev til den tidligere kollega Queenie – næsten 800 km mod nord. Maureen undrer sig, for hvem skriver dog breve nu om dage. Kunne han ikke blot sende en mail? Men Harold holder fast ved sin beslutning, skriver brevet færdigt og går du for at poste det. Men det er som om han ikke rigtigt kan slippe det. Han lægger ikke brevet i postkassen, afleverer det heller ikke til postbuddet, der netop kommer forbi for at hente post. Det bliver heller ikke afleveret på posthuset.

På vejen hjem går Harold forbi tanken efter en flaske mælk. Den unge pige ved kassen spørger til brevet, han stadig har i sin hånd, og Harold fortæller, at det er til den kræftsyge Queenie. Pigen ved kassen fortæller nu, at hendes tante havde kræft. Pigen ved kassen begyndte at tro, at kræften kunne overvindes, og tanten overlevede. Denne lille beretning sætter Harold i gang. Han der aldrig går – allerhøjest ud til bilen – skriver bag på brevet: Jeg er på vej. Han poster det og så begynder han at gå mod nord.

På sin vandring møder han vidt forskellige skæbner, og en række minder og oplevelser fra hans og Maureens liv dukker op. Fra at være en banal hverdagshistorie udfolder der sig efterhånden en langt mere kompleks fortælling, der kan sætte en samtale i gang om de historier, vi hver især går og gemmer på.

Harolds vandring visualiserer sig snart som en pilgrimsvandring i nærmest religiøs forstand og rummer en stærk tillid og et håb om, at det nytter noget at sætte sig i bevægelse.

Filmen kan ses på Filmstriben.

Links
ekko ~ Film og Tro ~ Moovy