Holy Spider

”Er det bare mig der er paranoid?” spørger den allergiske kvindelige journalist og hovedperson Rahimi sin mandlige og bilkørende, tøvende men også hjælpsomme kollega. Han, der fra start af har ladet hende og publikum vide at han er begrænset af systemet ”oppefra”. Det er dette centrale spørgsmål og ikke mindst Rahimis tilkendegivelse, der er omdrejningspunktet i Ali Abbasis film Holy Spider og som filmen også rejser til sit publikum.

Som heltinde i en vanvittig paranoid verden er Rahimi den eneste der tør stille sig frem og åbenlyst tilkendegive og spørge om dette. Men idet selve spørgsmålet stilles, bliver det også tydeligt at Rahimi nu ikke længere selv er paranoid. Derimod kan hun nu for alvor handlekraftig, trods kollegaens tøven og systemets forkastelse af hendes berettigelse, tage fat i et kritisk og aktivistisk arbejde i forhold til det system hun er en del af.

Holy Spider er en universel film som skildrer de fundamentale sider af mennesket. Det at have en krop, at være sårbar og usikker på egen både kropslige og subjektive oplevelse og overlevelse i en kynisk og krigerisk verden. En verden der i ikke uvæsentlig grad drives af fantasmatiske forestillinger, som sidder i de samfundsmæssige strukturer og kroppe. I retssystemets, familiens og gadens krop. Filmens titel henviser til dette væv af strukturer.

Holy Spiders fortælling foregår omkring 2000-2001 i den hellige by Mashad i Iran, hvortil Rahimi ankommer for at undersøge forholdene omkring en ikke pågrebet seriemorder, der målrettet går efter at dræbe kvindelige sexarbejdere, herunder retssystemets forsøg på tilsløring af mordene og prostitutionen. Filmen følger også morderen tæt og vi forstår at han egentlig ikke er psykopat. Han er en almindelig hårdtarbejdende mand i entreprenørbranchen, og arbejder med nedrivning af huse.. Han er en for så vidt kærlig familiefar med almindelige undgåelser over for svigerfamilien og en almindelig uudtalt, men antydet splittelse mellem luderen og konen, der drejer sig om hans seksualitet. Han er maltrakteret af en krig, som ikke har bragt ham noget, fx helte/martyrstatus og han martres af en følelse af ikke at være blevet til noget, en metafysisk uro.

Det interessante bliver i denne sammenhæng, hvordan denne uro finder sin legitimitet i samfundets ideologi og strukturer. I vold. I Iran omkring årtusindeskiftet, hvor fantasmet viser sig i et totalitært præstestyre, med autoritære hyklere, magtmennesker og folkelig misogyni.

Holy Spider er en film noir, men hvor dens femme fatale imidlertid er blevet en skrivende kvinde, ikke alene med en krop, men også med journalistisk tæft og tankekraft. Rahimi kortlægger vilkår og kommenterer vedholdende og nådesløst de undertrykkende strukturer. Filmfotografisk understøttes det eminent i en dvælen ved disse. Fx filmens åbningsbillede i et spejl af den forslåede ludder (og mor), der står og sminker sig i køkkenet, hvor barnet sover. I scenen, hvor seriemorderen i en traveling-kamerabevægelse kører afsted på sin motorcykel med et kvindelig indhyllet i sin chador, spændt fast på hans ryg. Nærbilleder af kvindernes ansigt og øjne, når de kvæles og dør. Men også de strukturer som er helt fundamentale i menneskers liv: Scenen i en fast kameraindstilling hvor Rahimi spiser en sandwich er warholsk langstrakt og fremstiller den mest banale struktur af alle; at vi spiser. Og da Rahimi siger farvel til sin kollega og rejser tilbage til Teheran, dvæler kameraet ved kollegaens skulder og fremstiller afstanden og modsætningen mellem den stillestående tøvende mandlige kollega og Rahimi, der som kvinde og rejsende bevæger sig sårbar over mod natbussen. Også totalbilledet ovenfra af byen i mørkets natbelysning fremtræder som et spindelvæv og peger billedligt både på filmens titel og byens infrastrukturer. Filmens lydside af trafik og broer der skramler og gir’ sig fremtræder forvrængede og overstyrede og er formidabelt og velvalgt med til at underbygge fornemmelsen af frygt i en vanvittig by; som en forvredet organisk krop.

Især aktuelt hvor kvinder i Iran nægter at være statister i præstestyrets seksuelle dialektiske fantasi og i vrede både brænder deres tørklæder og afklipper deres hår i protest mod præstestyret og dets overgreb, er det naturligvis fortsat oplagt, men også umiddelbart og bekvemt for et traditionelt vestligt blik, at se Holy Spider og situationen i Iran, som et dialektisk spørgsmål om valget og opgøret mellem kvindekroppens seksualitet versus dyden i form af tørklædet. Men det er ikke filmens ærinde og heller ikke situationen, hverken dengang i 2001, eller i dag.

Snarere drejer filmen sig om et opgør med fantasmet som grundstruktur. Om sprogets forhold til billeddannelsen. Vice versa. Den kvindelige skrivende journalists Rahimi’s kamp mod et grotesk billeddannet forhold til kvinder. Ali Abbasis film tematiserer således det billedforbud der både er gældende for kristendom, jødedom og islam. Og som ustandseligt overskrides i alle tre religioners sammenhænge, men som afhængigt af de politiske og sociale strukturer, som de indgår i, afstedkommer forskellig intensitet og grader af vold. Det er filmens og Ali Abbasis styrke som instruktør, at han arbejder ud fra filmmediets egne præmisser.

For det er klart at vi i Vesten betakker os for et præstestyre og kan glædes over vores demokratier, men fantasmet viser sig vel også totalitært i vores sammenhæng? Med en totalt dundrende kapitalisme og dens medfølgende individualisme og nihilisme – hvor der skabes og kapitaliseres også på vestlige kroppe, ikke mindst i de ubønhørlige krav om at nyde og at kontrollere dem, samtidigt med at vores relationer fremmedgøres. Det mørke vi møder filmisk i Ali Abbasis film Holy Spider er også et vestligt mørke, ja det konstituerer selve det vestlige demokrati, og er frihedens og den kritiske tankes ophav: Hadet til demokratiet. Og til kvinder og mødre. Lad mig blot for en ordens skyld nævne partnerdrabene, såkaldte Incels på det mørke net, racisterne, de anti-demokratiske trumpister, kriminelle lobbyister, selskabstømmerne, bonuskongerne i finansverdenen etc. Så er jeg velsagtens ikke kommet for tæt på.

Også det vestlige mørke har Ali Abbasis blik for, netop med sin filmiske og universelle vinkling af Holy Spider og når han i en anden sammenhæng refererer og kobler sin film til Martin Scorsese’s amerikanske thriller Taxidriver. Den havde som bekendt den paranoide vietnamveteran Travis Bickle i hovedrollen, der i den ikoniske spejlscene paranoidt spørger, netop ikke sig selv eller nogen anden: ”You talkin’ to me?”. Nej, fantasmet lever i bedste velgående i Ali Abbasis velinstruerede film. Det er straks værre i virkeligheden.