I walk

”En fader siger til sin søn, inden denne drager ud på sin første udenlandsrejse: Husk nu at bruge dine øjne, søn.” Sådan begynder Jørgen Leths erindringsværk Det Uperfekte Menneske (2005). Et værk, som skabte ham mange problemer, men som også blev den rige aske, han igen rejste sig fra. Og Jørgen Leth gjorde, som hans far sagde. Han har brugt sine øjne, og han har beskrevet, hvad han har set. Hvad enten det har været som filminstruktør, kommentator eller digter, så har han i en imponerende årrække, som en folkefænomenolog, udlagt det, der sker lige foran vores øjne. Sproget har han gjort til sit eget, og nøgternt og blottet for unødvendig svulstig metaforik, men aldrig uden det poetiske blik, har han fundet skønheden i det umiddelbare, det, som sker lige foran os. Men Jørgen Leth har ikke bare beskrevet den verden, han så – han har også set indad og sat ord på sin egen eksistens. Det er den vej, hans blik igen er rettet i I Walk. Han lader erindringen vandre tilbage igennem en tæt urskov af minder og traumer. Og skoven rammer han ind, både i overført betydning og helt konkret. Han oversætter og formidler. Dette er skoven, sådan ser den ud. Og her er livet! Se, hvordan livet går.

Filmen er som en feberdrøm. Den er et digterisk essay over menneskets forfald. Den holder sig ikke inde for gængse regler og rammer. Den flyder ligesom bare afsted, på samme måde som tanker og erindringer flyder afsted. Man falder rundt mellem scener, som man falder ud og ind af drømme, til man til sidst har mistet overblikket over, hvad der er virkeligt. Med flere sekvenser filmet med iPhone er vi helt tæt på. Vi er med om natten, hvor drømme om fortiden afbrydes af mareridt og angst, og vi er ved hans side om morgenen, hvor depressionen er værst. I ruinerne af hans hjem efter jordskælvet i Haiti i 2010 står Leth paralyseret. Manden, som har gjort en levevej ud af at beskrive det, han ser, er løbet tør for ord. Her blandt murbrokker og lig i gaderne tager filmen sit afsæt, ligesom tragedien også synes som et personligt afsæt for Jørgen Leth. For sjælens hylster er begyndt at knirke. Han går ikke længere godt. Han hører dårligt, og det tager ham forfærdeligt lang tid at få sko på om morgenen. Og ligesom et hus ikke står til evig tid, ligeså skal vi alle styrte i grus. Og hvordan forholder man sig så til den kendsgerning. Jo, man går kendsgerningen i møde.

Der løber nogle fantastiske spor i I Walk. Spor, som følger Jørgens Leths liv og værk. Spor, som på fineste vis viser, hvordan tid er noget, som både kommer og går, og som forandrer alt. ”Al forandring er uhyggelig”, siger Jørgen, da han sidder på sin sengekant midt om natten og forsøger at tæmme angsten. Men tidens forandring kan også være bevægende smuk. For drømme er ikke nødvendigvis altid ondsindede, og lykkelige minder kan sætte lige så dybe spor som traumer. Og pludselig daser vi sammen med Jørgen ind i en søvn, hvor cykelrytteren Ole Ritter er gået i udbrud. Med smerten malet i ansigtet forsøger han at lukke hullet op til halvguden Eddy Merckx. Billederne er velkendte. De er fra filmen Stjernerne og vandbærerne (1974), en i dag legendarisk cykelfilm, som en ung Jørgen Leth var manden bag, da han fulgte Giro d’Italia i 1973. Ritter skærer tænder og bukker sig længere ned over styret for at gemme sig for modvinden. Billedet klipper i samme sekund, og nu ser vi en gammel mand, som stiv og uden rytme træder sin racercykel henover den regnvåde asfalt. Ansigtet er velkendt. Det er Ritter igen. Tiden og livet har sat sig i hans krop, men ikke i hans blik, der stråler af varme. Så ser vi Jørgen igen, gående i et målområde måske i Italien i 1973. Folk hilser på ham. Han smiler, han ser lykkelig ud. Dernæst ser vi Jørgen i Frankrig under en af de seneste udgaver af Touren. Endnu et målområde. Den aldrende Jørgen går rundt og iagttager postyret. Alle hilser på ham, han er respekteret og vellidt. Han smiler, han ser lykkelig ud. Drømmene og erindringerne væver sig ud og ind ad hinanden. Torben Ulrich i Motion Picture (1970) flettes ind, og dernæst den nu 90-årige Torben Ulrich. Vi ser, hvor han er i dag. Vi ser, at tiden er gået, og at den har forandret ham. Så kollapser drømmen, og Jørgen falder ind i et nyt mareridt.

I Walk er en fremragende film. Den er skrøbelig og dybt bevægende. Den er mesterligt klippet, så man fuldstændigt fortaber sig i filmen, uden at man føler sig tabt.

Man fristes let til at kalde filmen for en slags testamente, eller en form for festskrift til Jørgen Leth selv. Men det ville være at gøre filmen uret. For én af dens stærkeste pointer er, at Jørgen Leth stadig går. Og skønt kroppen aldrig har været dårligere, så har Jørgen Leth måske aldrig været bedre. Som kunstner har han altid sat virkeligheden i rammer. Han har fortalt os, hvor vi skal kigge hen, og hvad vi skal lægge mærke til. Det gør han også I Walk. Han rammer sig selv ind, og alt hvad han har skabt som kunstner. Og Jørgen Leths oeuvre er en vidunderlig kringlet og tæt urskov. Den urskov sætter han ramme omkring. Han formidler og oversætter den – helt konkret – i filmens dybt rørende slutning. Ikke siden Michael Hanekes Amour (2012) kan jeg huske alderdommens skrøbelighed så smukt portrætteret. I Walk efterlader én med lige dele melankoli og livsmod. For vi skal alle gå døden i møde, men heldigvis går den tur igennem livet.