Indiana Jones And The Dial Of Destiny

Sidst i 1970’erne udtænker to fremstormende, unge film-genier en ret speciel personage: Steven Spielberg og George Lucas navngiver denne efter hans families hund. De udstyrer ham med fire håndgribelige kendetegn: Tyrepisk, Fedora-hat, skindjakke og tværrems-taske, samt et, for en eksotisk arkæolog, voldsomt generende psykisk: Slange-fobi. Indiana Jones er født og fremstår første gang i Harrison Fords behageligt charmerende, rå-maskuline, rolleperfekte skikkelse i 1981.

Så følger et usædvanligt forløb: For efter gigant-succesen “Indiana Jones og den forsvundne skat” forløber de følgende blot fire film over hele 42 år, hvor et trofast publikum har kunnet iagttage den eneste og eneste mulige titelrollespiller, Harrison Ford, ældes fra 38 til hele 80 år  – noget af en præstation!  Så, ikke mindst med tanke på det spand af år, der er gået mellem seriens sidste dele, tør man nok konkludere, at det er sidste gang, den charmerende slangefobier ifører sig pisk, hat, jakke og taske: heldigvis i en bådeoverdådig flot, spændende, værdig, rørende og vemodig afslutning!

Som hele filmserien indledtes med onde nazisters jagt på selve Pagtens Ark, startes også her med at en naturligt og troværdigt computer-forynget Harrison Ford som professor-mester-arkæologen Indiana Jones i starten af 1940’erne, sammen med sin gode ven og kollega, Baz  Smith, udkæmper endnu en drabelig kamp mod desperate nazister om at erobre endnu en uvurderlig og magtfuld artefakt: Archimedes’ hjul eller urskive ,”The Dial of Destiny”, som originaltitlen så lækkert mundret lyder: Et tallerkenstort hjul, der rummer så enorme kræfter, at Archimedes har splittet det op i to dele – for Verdens og menneskehedens sikkerheds skyld. Klip til et kogende kaotisk New York sommeren 1969, hvor de hjemvendte månelandings-astronauter hyldes med en gigantisk ticker-tape-parade, samtidig med at rasende pacifister demonstrerer voldsomt mod Vietnamkrigen. Her står en imponerende u-forfængelig, 80-årig Harrison Ford som en ældet Indiana op halvnøgen med uglet morgenhår for at klage over naboens bragende Beatles-sange.

Gamle Indie er i sit livs mest tragiske fase:  Hans søn er død i Vietnam, hans hustru vil skilles, og netop dette er dagen, hvor han pensioneres fra sit universitets-professorat. Så da hans gamle ven Bazs kloge, smukke datter Helena dukker op netop da, kan hun let lokke ham ud på endnu en vild skattejagt: nemlig efter den anden del af Archimedes’ hjul; og så tager dette umage par den antikke Verden rundt på jagt efter hjulet og på flugt fra nazisterne.

Med Indianas guddatter, hans gamle ven, Bazs datter, Helena, har filmen fået en interessant og anderledes kvinde-hovedrolle, forrygende facetteret spillet af britiske Phoebe Waller-Bridge. Hverken ond eller god, hverken skurkinde eller heltinde, kun og udelukkende drevet af pengebegær… eller er hun…? en spændende rolle fascinerende spillet! Og Mads Mikkelsen, der har den egentlige skurkerolle, som den klassiske, civile nazist med sygekassebriller, blød hat og sort læderfrakke, (præcis som ham, der uforglemmeligt fik smeltet hovedet af foran Pagtens Ark i den allerførste Indiana-film!) klarer at spille skarpt og bemærkelsesværdigt op imod både de altoverdøvende fantasy-action-effekter og helten over alle: Harrison Ford. Da en vigtig del af handlingen foregår på virkelig dybt vand, er det herligt opfindsomt at lade Indianas slangefobi transformeres til… åle-fobi! Et klart eksempel på, at denne femmer både respektfuldt overholder traditionerne og samtidig fornyer dem overraskende og underholdende. En ros, der skal deles mellem instruktør James Mangold og hans super-seje hovedskuespiller!

Så er man til den vildeste fantasy-action med en kerne af antikkens historie og artefakter sluttende med lidt fin, rørende sentimentalitet er denne 2 1/2 time lange femmer ren fryd!

Andre skriver:

https://filmogtro.dk/anmeldelse/indiana-jones-and-the-dial-of-destiny/

Slant Magazine

USA Today