Jojo Rabbit

Det kan forekomme lidt absurd at gå i biografen og se denne film på dagen for de store mindehøjtideligheder i forbindelse med 75 årsdagen for befrielsen af fangerne i Auschwitz. Symbolet på nazisternes udslettelse af 6 millioner jøder.

De korte klip fra filmen, der i længere tid har været tilgængelige, har da også givet en del debat – selvom det har været fremhævet, at dette er en “anti-hade satire”!

Da jeg fortalte nogle venner, at jeg skulle se den, var reaktionen, at det skulle de ikke – for sådanne rædsler kan man ikke gøre grin med!

Nu er filmen så kommet her til lands, og jeg har set den.

Jojo Rabbit er ikke en kanin. Han er en tysk dreng på 10 år, og ikke bare en lille dreng, men et glødende medlem af Hitler jugend. Som så mange andre drenge i den alder har han en fantasiven, men hans er en excentrisk en af slagsen: Adolf Hitler. Filmen er umiddelbart en komedie, indtil den bestemt ikke er det længere. Rammen er en navnløs tysk by i tiden op til nazi-regimets fald. Synsvinklen er Jojos – kælenavn for Johannes – hvilket giver denne særligt barokke til tider slapstick-agtige fortællingstil.

Dette for at sige, at ens reaktion på denne nye film af den ekstremt talentfulde newzealandske instruktør Taika Waititi (der er halv jøde og halv maori) helt sikkert vil være meget personlig og ikke til at forudse. Reaktionerne bl.a. fra diverse festivaler har da også været lige dele “mesterværk” og “malplaceret satire”.

Men uanset hvor man selv vil lægge vægten, så er det absolut en film, man skal se, også selvom man helst ikke vil se den.

Jojo beundrer det spektakulære ved nazisystemet og Hitler med en ærbødig entusiasme som den enspænder dreng, han er. Han bliver på en måde medlem af en klub, som han ikke forstår, men som giver spænding og – kortvarigt – fællesskab. Jojo’s far er væk, i kamp et ukendt sted, hans ældre søster en død, og bortset fra en enkelt ægte ven, så er der kun ham og hans mor, Rosie (Scarlett Johannesson stråler også her med en tyst underspillet varme). Ja, og så er der den usynlige ven, Adolf (spillet af Waititi selv), der er helt tosset men dybt loyal, og som kun en gang imellem hidser sig op over jøderne.

Moderen, viser det sig, har en helt anden dagsorden, som Jojo lærer at kende, da han finder en jødisk pige skjult i et aflukke på 1 sal i huset. Vil han nu sladre? Hvis han gør det, bringer han moderens liv i fare. Vil han og denne pige, Elsa, bliver venner? Eller?

Waititi har et fast og sikkert greb om den historiske ramme helt ned i de små periodiske detaljer. Personinstruktionen er også imponerende. Særligt er den 11 årige Roman Griffin Davis ubegribelig professionel som Jojo. Og så kan Waititi få os til at grine uhæmmet og umiddelbart derefter gribe ud efter en kleenex.

Faren ved at ville så meget er naturligvis at det bliver alt for meget. Fx har både Chaplin og Mel Brooks givet os groteske portrætter af Hitler, men Waititi formår i den Hitler-klovn, han selv spiller, at fange monsteret bag fjolleriet. Og det at fastholde barneperspektivet giver jo også mulighed for at jonglere med de store kontraster.

Som filmen skrider frem, bliver den mere og mere mørk – særlig en scene er rystende – og der klippes “rigtige” filmstumper af ægte blodsudgydelser og masseudryddelser ind i historien – så latteren bliver stikkende i halsen.

Hvordan man end vender og drejer det, så har vi at gøre med en ustyrlig talentfuld instruktør, der uden tøven går i clinch med et tema, der ikke bare sådan kan fortælles.

At han så også indleder filmen med Beatles’ tidlige tyske udgave af “I want to hold your hand” til billeder af hujende hitler-jugend, og lader filmen klinge håbefuldt ud med en diskret dansescene til David Bowies “Heroes” kan sikkert også hos nogle opfattes som unødig kitsch og af andre som spot on.