Joker 2: Folie à deux

Jokeren er “født” som Batmans onde modpol i tegneserier som på TV og film – hans nok mest spændende modstander – i hver fald en så markant superskurk, at han nu har fået sin anden, helt personlige spillefilm.
Da filmen er bygget op af stort set alle de filmgenrer, der findes, er én af dens adskillige genialiteter, at den starter som en klassisk tegnefilm, præcis så ultravoldelig og blodsejlende, som en sådan kan være, og da alt jo ubesværet kan vises via animation, forklares enkelt og letfatteligt den personlighedssplittede Jokers to forskellige liv og “karrierer”: Den middelmådige, fanden-i-voldske entertainer-klovn, som lever af at croone store, gamle hits og fortælle elendige jokes, og den generte underdrejede Arthur Fleck, ødelagt og psykopatiseret af en grufuld barndom, misbrugt og mishandlet af både mor og stedfar. Og så glider animationen ubesværet umærkeligt over i rigtig spillefilm.

Efter fem, måske seks mord, ét på en populær TV-vært for åben skærm, sidder Arthur Joker nu i et topsikret fængsel, så skelet-rad-mager, at Joachim Phoenixs vægttab til rollen kun overgås af Christopher Bales til “The Machinist” i 2004. I fængslet træffer Arthur en medfange, en fascinerende, langt yngre kvinde som er besat af, ja, vildt forelsket i Joker. Endnu en genialitet: Hun spilles af Lady Gaga, som allerede beviste sit store skuespil-talent i det musikalske samspil med Bradley Cooper i “A star is Born”, men det, hun og Phoenix opnår sammen her er så stærkt, sært og sygt at det netop gennem den psykopate vinkel, når sublime højder: “A match made in Heaven”, den himmel, som befinder sig så uendeligt fjernt fra dette følelsesforstyrrede, umage rolle-par. Gaga og Phoenix er blændende – både når de synger, danser, elsker og samtaler, for denne film er både en love-story, en musical, en fængselsthriller og et retssalsdrama.

For Jokers ihærdige, kvindelige advokat har omsider skaffet den splittede galning for retten, selvfølgelig med al vægt på at optræde som Arthur og med Joker som fortrængt fortid. Men da Arthur insisterer på at forsvare sig selv, og både dette og at klæde og sminke sig præcis som det passer ham, er muligt ifølge Gotham Citys love, melder endnu en konflikt sig for den splittede personlighed: For kammeraterne i fængslet og ikke mindst Harley vil have en “bad boy”, en spændende, morderisk kriminel, mens dommeren, retssystemet, samfundet vil have en angrende Arthur. Og så udfolder der sig det vildeste drama inde i salen, mens hoben af tilskuere, der enten vil se Arthur frigivet til behandling eller Joker henrettet, stadig vokser udenfor.

Når spændingen er udløst, og chokkene har fortaget sig, er tilbage en dyb respekt og beundring for dem, der har skabt dette skræmmende voldsomme værk – deres filmiske opfindsomhed, som er så loyal mod Jokers oprindelige tegneserieformat. En sjælden multi-genre-film, som med sin fascinerende form, sin rystende handling og sit formidable skuespil både er frygtelig god og frygtlig ond.

Links
ekko ~ Arkaden ~ The Guardian ~ Moovy

PS
Vi anmeldte Todd Phillips’ første Joker-film her