Killers Of The Flower Moon

Ingen kan tjene to herrer. Han vil hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene både Gud og Mammon.

I sin bjergprædiken viser Jesus vejen for de retfærdige. Parolen er klar. Jordiske rigdomme sløver hjertets kompas. Man må vælge; Mellem tid og evighed, mellem guld og retfærdighed, mellem selvkærlighed og næstekærlighed.

Da Ernest Burkhart vender hjem fra Første Verdenskrig, med et alvorligt mavesår og uden nogen rod i tilværelsen, søger han hjælp hos sin onkel William “King” Hale. Onklen ejer en stor kvæggård, og er, som kælenavnet antyder, lidt af en uofficiel konge af Fairfax i Oklahoma. Han ser et lys i sin kønne, men også lidt naive nevø, og forsikrer ham om at han nok skal komme til at tjene penge i Fairfax, og lyset stråler med det samme ud af Ernests øjne, som entusiastisk udbryder ”I really love money!”. Og penge er der nok af. Den flyder sort og tyk i undergrunden i Oklahoma. Problemet er bare at den ikke tilhøre onkel Hale, eller Ernest, eller en hvilken som helst anden hvid mand. For landet ejes af Osage-folket, som blev fordrevet fra deres oprindelige territorier og placeret i et reservat. Men reservatet viste sig at være en guldgrube, og lige så hurtigt som olien piblede op at den tørre jord, lige så hurtigt blev Osage-folket verdens rigeste befolkningsgruppe.

Martin Scorseses Killers of the Flower Moon er en filmatisering af David Granns roman om det virkelige folkemord, der fandt sted i 1920’ernes Oklahoma. Men hvor det litterære oplæg kredser mere om efterforskningen og konsekvenserne deraf (Det FBI vi kender i dag, blev skabt som en konsekvens af mordene på de olierige indfødte), lader Scorsese historien blive fortalt igennem forbryderne. Det er Ernest Burkhart vi følger, og derfor kommer helt ind under huden på i løbet af de godt tre og en halv time som filmen varer. Burkhart er en interessant hovedperson, for som filmen skrider frem bliver han sværere og sværere at holde ud. Burkhart bliver – med gamle onkel Hale som en subtil Kirsten Giftekniv – gift med Mollie Kyle, som er ud af en særligt rig Osage-familie. Mollie, som spilles fænomenalt af Lilly Gladstone, er en af filmens store åbenbaringer. Under et roligt, næsten statueagtigt ydre, ulmer hele tiden en ild, som i al sin afmålthed er enormt dragende. Det er også et godt stykke hen ad vejen Gladstones fortjeneste at filmens indledningsvise præmis holder vand. For Leonardo DiCaprio, som spiller Burkhart, er på en underlig måde både bedre end nogensinde og dårligere end nogensinde. I flere momenter er han direkte fremragende, og alligevel er det som om, at han – særligt i filmens første halvdel – skal kæmpe mere end sædvanligvis for at opretholde karakterens troværdighed. Burkhart er fra første færd en skidt karl. Sådan skal vi se ham, og derfor har den heller ikke fået for lidt med underbid, dårlige tænder og fedtet hår. Men Mollie falder alligevel for denne simple charlatan, også selvom han tidligt indrømmer at hendes penge er en betragtelig faktor i hans interesse i hende. Det virker underligt usandsynligt, men Gladstone formår at gøre relationen mellem Mollie og Burkhart til noget man lige akkurat tror på, og det er en stor præstation.

Hvis Burkharts intentioner med ægteskabet er slet fordækte, så er de anderledes godt skjult hos onkel Hale. Robert De Niro spiller den gamle patriark med en enorm sikkerhed, og flere gange løber det koldt ned ad ryggen på én når ”King” trækker i trådene og behandler sine Osage-venner som simple brikker i sit eget spil om olierettigheder. For Osagefolket dør. Én efter én. Den ene omstændighed mere tvivlsom end den anden. Hvide mænd gifter sig med enkerne, og enkerne dør. Onkel Hale står forrest til begravelserne med ansigtet i de rette folder. Han udtrykker sin sorg og kondolence på det oprindelige folks eget sprog. Og så går han ellers hjem, og planlægger det næste blodige træk. Burkhart bliver mere og mere viklet ind i sin onkels spil, og langsomt vækkes samvittigheden i ham. I den indre kamp stråler DiCaprio, som mesterligt afbalancerer den enfoldige og naive Burkhart, der adlyder onklens befalinger, og ægtemanden og faderen Burkhart, der har fået en familie han elsker og må tage sig af. Den rodløse er ved at slå rod. Filmens sidste halvdel bæres af den indre kamp som Burkhart kæmper, alt imens uhyrlighederne tager til, og det er lige før, at denne brydekamp med samvittigheden retfærdiggør filmens lange spilletid.

Der er noget dybt fascinerende over Burkhart, som får tankerne til at vandre hen på Hannah Arendts analyse af Nazi-embedsmanden og holocaust-logistikeren, Adolf Eichmann. Ud af Eichmann-analysen formede Arendt begrebet Ondskabens banalitet, som simpelt forklaret peger på, at selv den mest brutale ondskab, under de rette omstændigheder, kan komme til udtryk hos ordinære og jævne mennesker. Burkhart er i sandhed et jævnt menneske i udsagnets værst tænkelige betydning. Han er godtroende, uklog og vægelsindet. Han kommer direkte fra en krig hvor Gud døde sammen med soldaterne i skyttegraven, og hvor han ikke har andet med sig hjem end et mavesår og et moralsk kompas, der er skudt fuldstændigt i stykker. Men han er ikke ond. Ikke af natur i hvert fald. Han har bare ikke fundet en god nok grund til at være god. Det er det, som er så forfærdeligt ved ham.

Scorsese har lavet en rigtig god film. Der er hobevis af fantastiske filmiske øjeblikke, om det så er enestående billeder af Oklahomas natur, eller kameraet, der bevæger sig svævende rundt i et hus og lader spejlinger og diverse skæve vinkler sætte scenen. Der er musikken, som der altid er i Scorseses film. Men der er også modige og atypiske fravalg af musik på helt rigtige tidspunkter. Der er De Niro, DiCaprio og Gladstone som i sig selv er grund nok til at se filmen, og så er der fortællingen som fortjener at blive fortalt. Fortællingen om ondskab og moralens forfald. Og fortællingen om Osage-folket, der som så mange folk før dem, måtte lide under den hvide mands stræben efter land, mammon og magt.

 

Links
ekko   ~  The Los Angeles Times   ~  Martin Scorsese i The Hollywood Reporter