Knives out
"Stjernespækket hyldest til Agatha Christie-krimien"
En gammel krimiforfatter bliver fundet død på sit arbejdsværelse i et stort, dystert palæ i gotisk stil, langt ude på landet. Aftenen før har huset været fyldt med mennesker; de eneste, der kan tænkes at have været i palæet på gerningstidspunktet. En privatdetektiv bliver hyret til at hjælpe politiet med sagen, og snart viser det sig, at alle, der var i huset på gerningstidspunktet, har et motiv for at begå mordet.
Alle er mistænkte, og jagten begynder.
Det er det perfekte krimi-plot. Faktisk så perfekt, at klichéerne bogstavelig talt står i kø i Knives out. Men allerede fra start gør filmen det klart, at dette er en krimi, der har tænkt sig at svælge i alle sine helte. Uden skam.
En betjent bemærker i efterforskningens første minutter, at palæet ligner noget fra et spil Cluedo og en anden påpeger umiddelbart efter, at mysteriet minder om noget, den afdøde krimiforfatter selv kunne have fundet på. Filmen vælter sig i elementer fra alskens legendariske kriminalserier og bøger, lige fra en karakterliste, hvor alle er ualmindeligt mistænkelige, til et par uduelige politibetjente, der igen får den ukuelige off-the-rails-privatdetektiv til at fremstå endnu mere genial, observant og ikke mindst excentrisk, end han allerede er.
For ikke at nævne detektivens modvillige site-kick, der stiller alle de spørgsmål, som seeren måtte sidde med. Nogle af referencerne er grinagtigt indlysende, nogle er subtile og langt de fleste er de rene easter eggs.
Men for hver gang filmen byder på en kliché så åbenlys (eller diskret), at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet over, hvor meta det er, byder den også på sære spor og mistænkelige detaljer, og man ikke kan undgå at gætte med og danne sine egne teorier. For filmen er, til trods for et betydeligt lag selvironi, også en opslugende kriminal gåde, en begavet og begejstrende tour de force i mysterier og plot twists, og man kan ikke undgå at føle, at svaret hele tiden må være lige om hjørnet.
Denne effekt bliver hjulpet kraftigt på vej af et cast, der hver især leverer varen. Jamie Lee Jones, Don Johnson, Ana de Armas, Christopher Plummer og Chris Evans er alle i deres es og leverer figurer, der på den ene side er så perfekte, firkantede stereotyper, at det næsten er morsomt, og på den anden så tilpas troværdige og irriterende, at man med det samme mistænker dem for de mest intrigante forbrydelser.
På toppen af krimikransekagen finder vi valget om at caste selveste James Bond (Daniel Craig) som privatdetektiv og udstyre ham med tyk sydstatsaccent. Om Craigs tid i hendes majestæts hemmelige tjeneste gør ham mere eller mindre troværdig som den trivelige privatdetektiv fra Kentucky kan diskuteres i det endeløse, men valget er modigt ikke desto mindre.
At gå dybere ind i, hvad der egentlig sker i de dunkle palæ, ville være en decideret skam, for som i en ægte kriminal gåde, er alle detaljer et spor, og ethvert spor er et plot twist. I stedet lyder anbefalingen at trodse vinterkulden, gå i biografen og nyde en ægte krimi, der gør det, en krimi bør gøre: Underholde til sidste minut, og ikke så meget andet.
