Kød og blod

På et kønsløst og nærmest klinisk socialkontor sidder den 14-årige pige Ida over for sin sagsbehandler, Omar. På en kommode bag ham står en plastikudgave af en japansk vinkekat. Dens arm svinger rytmisk frem og tilbage, op og ned. Intet andet i scenen bevæger sig. Ida og Omars ansigter er udtryksløse, ingen af dem rører en muskel, verden er tilsyneladende gået i stå. Idas mor er død i en bilulykke, som Ida efter al tydelighed også har været impliceret i. Hendes arm er i gips, og hun har skrammer over det ene øje. Din moster og hendes familie vil rigtig gerne hjælpe dig, siger Omar. Jeg kender dem jo ikke, svarer Ida prompte. Det kan du jo komme til, siger Omar, og det skal han da godt nok få ret i.

Den selvproklamerede danske mafiafilm Kød & Blod begynder i den grad in medias res. Man kastes på hovedet ind i en fortælling om den unge pige Ida, som skal finde sig til rette hos sin nye familie. Desværre, og det må være filmens store svaghed, lander man aldrig rigtig i fortællingen. Filmen kommer alt for hurtigt i gang, og derfor føler man paradokssalt nok, at den aldrig rigtigt begynder. Og det er faktisk en skam, for Kød og blod har ellers mange forudsætninger for at kunne være blevet en rigtig fin film.

Filmen, som er instrueret af Jeanette Nordahl efter manuskript af Ingeborg Topsøe, formår heldigvis at drible uden om mange af de gængse mafia-klicheer. Kød og blod prøver ikke at være noget, den ikke er, og den er tættere beslægtet med Nicolas Winding-Refns Pusher-trilogi end Francis Ford Coppolas mafiaopus God Father, når den portrætterer den dybt kriminelle og dysfunktionelle familie. Jakkesæt, hemmelige møder på lukkede restauranter og automatvåben er byttet ud med forvaskede undertrøjer, tomme pizzabakker og en god gammeldags røvfuld. Metropolen er udskiftet med oplandets uendelige rækker af marker og faldefærdige nedlagte landbrug. Billedskøn idyl flyder sammen med den ubarmhjertige realitet, at herude er alting altid på tvangsaktion, også moralen.

Idas moster, Bodil, som spilles af Sidse Babett Knudsen, tager imod hende i døråbningen med åbne arme. Bodils øjne skinner venligt, da hun viser Ida rundt. I kælderen sidder Mads, Bodils yngste søn. Han spiller playstation og ryger joints. Du er alt for basket, griner Bodil og stryger ham over håret, da hun introducerer ham for hans nye søster. Kort efter har Ida også mødt de to ældre brødre og deres respektive underkuede kærester, og så er vi ellers i gang. Ingen i familien gør noget som helst for at skjule, hvad de er. Alt er fremme i lyset, hvor intet overlades til hverken Ida eller publikums fantasi. Der er fart på – lidt for meget fart på.

Det er uden tvivl et valg fra Nordahl og Topsøes side, at vi som publikum ikke skal trækkes med en langsom begyndelse, hvor familiens skyggeside langsomt kommer til syne og lige så stille opsluger hovedpersonen Ida. Men tempoet ender desværre med at gøre fortællingen en anelse utroværdig. Filmens præmis falmer simpelthen, så snart at kriminaliteten bliver så åbenlys.

Der er enkelte rigtig gode scener i Kød og blod. Køreturen hjem fra en vild nat i byen er én af dem. Mellem mørkegrønne marker skærer storebror Jonas’ BMW igennem morgenens blå lys. Den bremser brat, og de tre brødre springer ud af bilen for at pisse i grøftekanten. Ida følger efter, trækker bukserne ned og sætter sig på huk ved siden af dem. Der står de så fint på række, Ida og hendes nye brødre, og nattens udskejelser har været et overgangsritual, som har indlemmet hende i flokken. Hun er nu helt bogstaveligt en del af banden.

Ellers bæres filmen først og fremmest af et par habile skuespilspræstationer. Sandra Guldberg Kampp løfter rollen som Ida flot, og skønt manuskriptet ikke lader karakteren udvikle sig synderligt, er der alligevel en lille rejse at spore i hendes spil. Joachim Fjelstrup gør det fortrinligt som storebroren, der på én gang formår at udstråle imødekommenhed og venlighed, samtidig med at vandviddet lurer lige under overfladen, og Elliott Crosset Hove er som altid fremragende – denne gang som familiens sorte får og forsømte mellembarn.

 

Desværre er det dog meget sigende, at filmens suverænt bedste sekvens er dens sidste ti minutter. En god slutning er altid rosværdig, og Kød og blod slutter faktisk virkelig godt. På trods af en til tider utilfredsstillende oplevelse, opstår der et stærkt nærvær i filmens sidste scener, som gør, at filmen sætter sig i én – også efter at man har forladt biografens mørke. Det skal først og fremmest tilskrives tempoet, som pludselig sænkes en anelse, og som blandt andet giver plads og tid til, at Sidse Babett Knudsen kan folde sig ud.

Kød og blod er en film om skæbnens jerngreb, der er så svær at undslippe. Det er en film om en ubegrundet loyalitet, som er hævet over al fornuft. Men det er også en film, som aldrig rigtig forløser potentialet. Den skynder sig så meget, at man aldrig når frem, og mellem udvidede propiller, bare overkroppe og dårlige tatoveringer kvæles fortællingen desværre, før den for alvor kommer i gang.