Kollisionen med det sorte hul

Først et lille, teknisk hjertesuk. Jeg ved godt, at jeg ikke er så ung, som jeg var engang, men min noget yngre ledsager gav mig ret: De to eneste centrale skikkelser, hvis diktion tillod mig at høre alle replikker, var Tommy Kenter og Henning Jensen. Nok udvikler talesproget sig sikkert mod mere og mere utydelig artikulation – men det kunne da være rart, hvis den kunstneriske frihed tillod, at man på det punkt var en smule mindre virkelighedsnær. Hjemme ville jeg nok have sat undertekster på.

Filmen er ellers absolut værd at se – og dialogen værd at høre. Nikolaj Lie Kaas spiller Leo, som kan se ud til at være stærk som den løve, han har navn efter. Desværre har hans liv gjort ham til det, Steffen Brandt malende har kaldt en “rejsende i brudte løfter”. Han kan for eksempel hverken holde sit løfte til sin svigerfar om at være en handlekraftig direktør for familievirksomheden – eller træffe beslutninger med integriteten i behold. Da det virkelig brænder på, og hans datter, hans eneste levende barn, er i livsfare på en boreplatform, lover han hende, at han nok skal komme tilbage til hende, på trods af, at enhver fornuft ville sige ham, at han skulle holde hende tæt til sig. Hun ved godt, at han ikke kommer tilbage, hun må selv ud i kaosset til ham.

Når der skal træffes afgørende beslutninger med konsekvenser for medarbejdernes liv og sikkerhed på platformene, tøver Leo, og hans kollega Frida må træde til. Leo har en affære med hende, som i deres samspil på arbejdet fremstår lidt utroværdig. I en enkelt scene, efter at Olivia er flygtet ud på sin rige fars gods, ser vi dem sammen hjemme hos Frida. Her er en kemi mellem dem, som er fuldstændigt fraværende i arbejdssammenhænge, hvor Leo nærmest ligner en pryglet hund hver gang, hun prøver at få ham til at tage en beslutning.

I filmens begyndelse minder en helikopterpilot Leo om løftet til sønnen Gustav om at tage ham med på en flyvetur. Leos karakteristiske svar er, at “Det når vi …” Det gør de ikke, og sønnens tragiske død sætter familien på en prøve, hvor alt det, de har talt for lidt om, kommer til at fylde det hele.

De eneste to karakterer i filmen, som formår at håndtere sorgen og tragedien, er lillesøster Liv, fremragende spillet af manuskriptforfatterens datter, Karla Avaz, og Leos far, enkemanden Bjarne, som Henning Jensen fremstiller som en livsklog og varm far og farfar. Sammen med Gustav er de vel også de eneste karakterer i filmen, der hele tiden har vores sympati.

Gennem hele filmen hører vi Liv fortælle, hvad hendes storebror har lært hende om de sorte huller, som findes i universet. Det sorte hul kommer på den ene side til at stå for sorgen – det sorte hul, den døde dreng efterlader, som kun Bjarne forstår, hvordan de kan komme til at leve med, ved at de bærer mindet om ham med sig. På den anden side peger det sorte hul på den død, vi alle skal møde: “Jo nærmere man kommer et sort hul,” fortæller Liv nogle gange i løbet af filmen med ord, som hun nok har lånt af Gustav, “des langsommere går tiden. Lige før du forsvinder ind i det, varer den evigt.” I en vis forstand er ethvert menneskes liv en evighed i dets egen bevidsthed: Vi ved godt, at der var tid før vi kom til, vi ved også, at tiden vil fortsætte, når vi dør; men den tid, vi lever i, er vores evighed, som vi ved, vi lever med døden som bagtæppe – på sin vis på kanten af et sort hul.

Et andet tilbagevendende motiv i filmen er glas. Det splintrede glas, som Olivia i afmægtig sorg har kastet i jorden, og som symboliserer det liv, hun ikke kan få tilbage i sin døde søn – og den familie, som ligesom det knuste glas ikke kan samles i sorgen og katastrofen. Hendes mor, i skikkelse af Bodil Jørgensen, forsøger sig på et tidspunkt med et moderligt råd, som viser en dybde i hendes karakter, man ellers ikke ser: “Mænd er som glas: du skal forme dem i varme, ellers knuser du dem og skærer dig.” Men de er nok ikke vant til at tale sådan sammen og måske forstår Olivia ikke rådet, måske kommer det for sent. Cecilie Stenspil giver fint liv til den kærlige, endnu nogenlunde lykkelige mor i filmens første del, men en pragtpræstation er det, da Olivia giver Leo skylden for Gustavs død – og samler al sorg og frustration fra sit liv i vrede. En vrede, der får Liv til på et tidspunkt at spørge: “Hvorfor hader du far?”

Tommy Kenter er fremragende og troværdig som virksomhedens patriark, der har trukket sig tilbage og alligevel hverken kan eller vil holde fingrene fra den daglige ledelse. “Du har ikke plads til følelser!” formaner han Leo, sine egne følelser forsøger han at få afløb for gennem penge og magtudøvelse.

Sebastian Jessen er også helt rigtig som onkel “Fredrik”, der får sit navn udtalt, så stavelsen “fred” får en særlig vægt; men det er ikke fred til bod for bittert savn, han er fyldt af, da han kommer hjem til sin familie og sin døde nevø. Han er en trøstende og god onkel for Liv, men han er selv blevet skudt i Afghanistan, han har været helt tæt på døden, og han har ikke den varme og empatiske baggrund, som Leo har i sin far. Vold er hans måde at håndtere de svære følelser. Det hjælper ikke ligefrem på situationen.

Vi forstår, da filmen er forbi, at den, der kan overvinde dødens og sorgens magt, er Liv: Hun indrammer filmen med en stjerne foldet i origami og på den måde er det ikke døden, der får det sidste ord, for Liv(et) omslutter den. Gustavs død fik det værste frem i den afmægtige mor og hendes familie, som måske for første gang stilles over for en situation, deres penge og magt ikke kan hjælpe dem ud af, men Liv insisterer på livet, hun savner ikke kun den døde bror, hun savner også de levende. Det bliver filmens meget sene vendepunkt – som vi forstår, da den voksne Liv i filmens sidste scene hyldes for sit arbejde – dybest set med at hylde Gustav og ære hans minde.

En film, der giver noget at tænke over, som er værd at tale om, også i flere dage efter, at rulleteksterne er løbet over skærmen.