Lamb

“Vi skal ikke snakke om det her”. Ordene kommer fra Ingvar, den mandlige hovedperson I Valdimar Johanssons debutfilm Lamb, og falder ca. halvvejs inde i filmen. Det, der ikke skal snakkes om, er det mutantvæsen, Ingvar og hans kone Maria har taget til sig, og hvis stille eksistens Ingvars bror, der er på besøg, er blevet vidne til.

Ordene fungerer som et slags motto for filmen, hvis tema synes at være det komplicerede og anspændte forhold mellem menneske og natur. Parret Maria og Ingvar lever fuldkomment isoleret langt ude i det islandske kerneland, og har tilsyneladende selv en forestilling om, at de lever i en slags harmoni med naturen. Denne idé sættes på en alvorlig prøve, primært symboliseret gennem det lille hybridvæsen, der døbes Ada, efter parrets afdøde barn. Fyldt af gode og menneskelige (alt for menneskelige…) intentioner, gør Marie og Ingvar alt, hvad de kan for at skabe idyl for den lille nye og lykkelige familie. Og det går også rigtig godt, indtil det langsomt, men sikkert begynder ikke at gå så godt længere. Naturens rytme og logik kræver at blive hørt.

”Miraklet” sker i juletiden, og filmens første, stemningsfulde billeder veksler mellem uhygge og mystik, idet vi føres ind i den mennesketomme stald, hvor dyrene kigger på os, mens en transistorradio spiller gudstjenestens kormusik. Forskellige dyr; får, hund, kat. Forskellige dyr og forskellige øjne. Således spiller filmen på menneskets tendens til antropomorf projektion. Vi kan ikke undgå at undre os over, hvad dyret mon tænker på, om de runde hundeøjne ikke er lidt mere søde end kattens udspekulerede etc. Vi (forsøger at) spejle os selv i dyrets andethed. Og fejler gang på gang. Dette emne er evigt fascinerende, og jeg var derfor optimistisk og spændt. Men…

For nu at skære ind til benet, så var det for mig ned ad bakke herfra. Lamb er på mange måder en flot og interessant film, men jeg endte med at sidde med en følelse af uforløst potentiale. Efter temaerne er nogenlunde elegant slået an, venter man som tilskuer på, at instruktøren, og hans sammensvorne manuskriptforfatter, Sjón, bruger dem til noget. Jeg synes desværre, man venter forgæves. Derfor ender Lamb med at være den mest frustrerende af alle typer film. For den er ikke dårlig. Den er bare heller ikke rigtig god.

Billederne af den islandske natur er utroligt smukke, men når man har set dem gentaget over en time, begynder man at overveje, om ikke Lamb havde fungeret bedre som kortfilm. I parentes bemærket er jeg særdeles glad for langsomme film. Men Lamb lader til at falde i den klassiske fælde at forveksle langsomhed med kunstnerisk højt niveau. Af og til er der ansatser til, at filmen løfter sig, som i en herlig scene, hvor parret og den besøgende bror drikker sig fulde og ser gamle VHS-bånd, men filmen dumper hver gang tilbage i sin trummerum igen.

Alt i alt en svær film at anmelde; jeg er sikker på at nogle vil elske filmen, og vil derfor ikke fraråde den. Jeg er også ret sikker på, at andre vil føle den samme (modvillige) skuffelse som mig.