Lee
"Mislykket film om autentisk og interessant krigsfotograf"
Suspension of disbelief: Det er den gængse term for ét af de mest fundamentale principper inden for konventionel filmkunst. Vi skal som biografpublikum helst glemme, at det er skuespillere, vi ser på, og at der er en mikrofonstang lige uden for billedets kant. Hvis vi begynder at sidde og tænke på, hvilket loppemarked filmfolkene mon har fundet rekvisitterne, eller hvilket produkt de har brugt til at lave Kate Winslets makeup, så er der et eller andet helt galt.
Det er desværre det, der er tilfældet i den mislykkede ”Lee”, instruktør Ellen Kuras’ debut som instruktør af spillefilm. Kuras er kendt som kinematograf på store produktioner som ”Eternal Sunshine Of The Spotless Mind” og ”Blow”, men forsøger sig her som filmskaber. I ”Lee” følger vi i meget traditionel (læs: skabelonagtig) stil historien om Lee Miller, den først miskendte og sidenhen anerkendte krigsfotograf, fra hendes bekymringsfri bohemetilværelse i mellemkrigstidens Frankrig, og henover Anden Verdenskrigs turbulente år.
På trods (eller måske hjulpet på vej af) patos og en følelse af egen vigtighed er man fra starten af alt for bevidst om filmens temmelig klodsede virkemidler, og der er en stemning af skoleteater over hele forestillingen. Dette sidste nåede jeg simpelthen lige at tænke, inden Andy Samberg, hovedsageligt kendt fra den fjollede komikgruppe Lonely Island såvel som den populære 10’er serie “Brooklyn Nine-Nine”, dukkede frem på skærmen og viste sig at have en vigtig rolle i resten af filmen. Det virkede desværre på mig, som om filmen understregede sin egen uheldige tendens til at være ufrivilligt komisk.
Filmen er bygget op af trætte klicheer og doven tænkning. I starten af filmen, da Lee basker sig i den søde franske livsstil, sidder kvinderne topløse til middag, og mændene har baretter på og gnasker baguettes. Bare hvis vi som tilskuer skulle være i tvivl om, hvor vi befandt os. De feministiske pointer bliver hele tiden klodset fremført, som da hovedpersonen i en barak finder et område hvor et skilt fortæller ”No Men Allowed”, og sirupstrygere straks indfinder sig. Eller som da Lee og hendes kompagnon Scherman i filmens klimaks ankommer til Auschwitz, og det er overskyet og blå-gråt color coded. Vi har set det tusind gange før, og her kunne instruktør Kuras have lært noget af en anden Holocaust film, den glimrende ”Zone Of Interest”, også fra 2023, hvor dette tema bliver behandlet på en anderledes kreativ og intelligent måde.
”Lee” er måske ikke, betragtet som ren underholdning, helt så elendig som jeg her har fået den til at lyde. Men den er bare så utrolig ligegyldig og frustrerende generisk, og det kommer endda fra én, der er fan af den såkaldte biopic-genre. Den bidrager med intet nyt, hverken filmisk eller historisk. Ydermere formår den at gøre skuespillere, som man véd er hamrende dygtige, kedelige og kluntede.
Jeg véd så godt som intet om Lee Miller, men jeg føler mig ret sikker på, at hun var en mere interessant person end denne film giver udtryk for, så denne gang er man nok bedre tjent med at læse en biografi om kvinden.
