Little Women

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, er grunden til, at jeg aldrig har læst Little Women, at jeg synes, at titlen er så utroligt irriterende. Selvom den amerikanske klassiker fra 1868 har skrevet sig ind i rækken af uomgængelige fortællinger om kvindeliv, havde jeg ud fra titlen fået det indtryk, at den handlede om, at unge kvinder skulle skynde sig at blive gift og blive ”rigtige kvinder”. Derfor var jeg i første omgang heller ikke helt på, da Little Women dukkede op i danske biografer lige før coronanedlukningen. Men så opdagede jeg, at forfatteren Louisa May Alcott var både suffragette og aktiv i bevægelsen for afskaffelse af slaveri og blev alligevel lidt nysgerrig. Og da det forleden for første gang siden genåbningen lykkedes mig at komme i biografen igen, faldt valget derfor også på Little Women: fortællingen om Jo, der sammen med sine tre søstre og moderen Marmee klarer sig gennem svære tider med afsavn, tab og stor kærlighed i en familie, der er tæt sammentømret, men ikke lukket om sig selv.

Jeg fandt hurtigt ud af, at filmen ikke er svær at holde af. Den er fyldt af charme, varme og utroligt lækre billeder. Og hvis man, som jeg, er vild med victoriansk æstetik, er der det ene skønne scenarie efter det andet at glæde sig over. Desværre er filmen klippet så hurtigt, at man ikke rigtigt kan dvæle ved billederne og studere tøj og interiør. Og det gælder ikke bare æstetikken. Gennem hele filmen er dens hæsblæsende tempo en udfordring, og når de fire søstre i begejstring eller vrede taler i munden på hinanden, fik jeg det indimellem, som sad jeg i en karrusel, der kørte hurtigere og hurtigere.

Manuskriptforfatter og instruktør Greta Gerwig har i det hele taget udfordret sig selv med denne film. Hun lader historien skifte frem og tilbage mellem nutid og fortid og fletter på den måde romanens to dele sammen til én samtidig fortælling. Det er nok ikke en let opgave at filmatisere en bog på over 500 sider, men det, der er filmens svaghed er på samme tid dens styrke: der er mange emner på spil, og den vil simpelthen for meget på for kort tid, men trods det høje tempo og en lidt for let berøring af emnerne, er det en film, der taler til følelserne og kan sætte vigtige tanker i gang, ikke mindste i et ungdomsliv:

Kærlighed i familien – både de gode, nære bånd, men også de svære sider som fx søskenderivalisering og en fraværende far.

Kærester – fx hovedpersonen Jo, den næstældste af søstrene, der kæmper med at finde ud af, hvad der er forelskelse, og hvad der er venskab.

Karriere og ægteskab – hvordan så forholdet mellem de to størrelser ud for en ung kvinde dengang? Og hvad er vigtigt for unge kvinder i dag?

Rig/fattig – hvad har det af betydning for vores liv og vores måde at se verden på? Hvilke valg træffer vi selv i forhold til den tematik? Og hvad har et menneske af forpligtelser over for dem, der ikke har lige så meget som det selv?

Døden – en meget fin påmindelse om, at vi ganske vist ikke altid kan forhindre døden, men at døden ikke kan stoppe vores kærlighed.

Da jeg var inde at se Little Women, var flere i biografen tydeligvis mødre med deres teenagedøtre. Og det er en helt oplagt idé, at voksne og unge ser den sammen, og at man lader den være anledning til samtaler på tværs af generationer – med unge i ens familie, eller med elever eller konfirmander.