Lykketræf (Coup de chance)

Det er efterhånden en del år siden, at Woody Allen udtalte de sande ord: “Jeg laver måske ikke lige så gode film som Ingmar Bergman, men jeg laver flere!” Og, ja, han har overskredet sit idol med hensyn til antal film. Denne hans nyeste film er nummer 50 i rækken, og den nu 88 årige Allen annoncerer den som den sidste. Nu må vi se!

Allen har lavet flere film i Europa, men tidligere altid med engelsk talende skuespillere. Denne er fransk og udelukkende med franske skuespillere. Det er måske meget forståeligt, at han vælger en sådan europæisk produktion, når man tager i betragtning al den virak, der stadig er omkring hans person hjemme i USA. Jeg skal ikke her tage stilling til den sikkert aldrig afsluttede sag, men jeg kan i hver fald konstatere, at en del amerikanske aviser og tidsskrifter ikke anmelder denne film! Jeg nægter at tro, at det er fordi, de synes, den er så dårlig, at den ikke bør anmeldes.

For det er den bestemt ikke, det er én af hans rigtig gode film, og det siger ikke så lidt. Intelligent drejet, sprælsk og uforudsigelig, stoppet med Allen’ske specialiteter. Den legendariske fotograf, Vittorio Storaro, som Allen har brugt tidligere, sætter ikke en fod forkert i sin flydende, lette indfangning både af borgerskabets ikke spor diskrete “charme” og den parisiske efterårsstemning. Lydbåndet er som sædvanligt ren fryd. Jazz musik selvfølgelig: bl.a. Modern Jazz Quartet og ikke mindst Herbie Hancocks hypnotiske Cantaloupe Island er med til at drive historien frem. Her fornemmer vi den truende stemning bag al vellyden.

Endnu engang viser Allan sig som én af filmens mest begavede fortællere. Her fortæller han en historie, som han har beskrevet så mange gange før med vid og overskud, men med en særlig morbid drejning. Når det nu er på fransk grund, kan man ikke lade være med at tænke, om Allen sender en lille hilsen til en fransk instruktør, som han kender så godt: Claude Chabrol. Den lette ubekymrede begyndelse, der tager en drastisk drejning mod det alvorlige, ja livstruende!

Ægteparret Fanny og Jean er det absolutte midtpunkt i det parisiske bedre borgerskab. Smukke, rige og charmerende stråler de, hvor de kommer frem. Hun arbejder i et auktionshus, og han hjælper andre til at tjene penge, og det tjener han selv ganske godt på. Hvordan pengene kommer ned i hans lommer, er der ret megen tvivl om, ja der sladres til de utallige selskabelige sammenkomster (som er beskrevet med sædvanlig herlig uforskammethed), om han måske oven i købet har fået en tidligere kompagnon myrdet af økonomiske grunde.

Fanny er træt af dette indholdsløse liv, og så sker det en dag: hun løber ind i en gammel gymnasieven, kunstner naturligvis, og de forelsker sig stormende i hinanden. Så er vi jo der, vi skal være for Allen at se, i én af menneskehistoriens mest fortærskede konflikter. Allen elsker at udforske og udfordre dette drama, der her bliver tvistet og drejet, så vi ender i en tragedie, som ikke skal afsløres her, men som endnu engang får én til at spørge sig selv, om Allan er den store kyniker, der ironisk holder disse overfladiske mennesker ud i strakt arm, eller er han oprigtig interesseret i dem og holder af dem – midt i deres kaotiske tumlen rundt i livet? Jeg hælder nok til det sidste!

Som den jazz musiker, Allen også er, har han her lavet en herlig og dybsindig improvisation over den menneskelige komedie. Ikke mange gør det bedre end han gør.

Links
ekko ~ Moovy ~ Cinephil ~ The Guardian