Madeleines Paris - Kirke og Film
Drama, Historisk, Romantik

Madeleines Paris

"En rejse gennem et langt liv "

Af: Bo Torp Pedersen

Nogle gange fungerer den enkle historie bare bedst. To mennesker i en taxi på vej rundt i og gennem Paris. To mennesker, som får fortalt hinanden om deres liv og kommer hinanden ganske nær: En kvinde i 90’erne, som nu skal på plejehjem, og en chauffør i 40’erne. Filmens originaltitel er Une belle course, og i engelsktalende lande kaldes Madeleines Paris for “Driving Madeleine” – en påmindelse om den beslægtede film Driving Miss Daisy (Bruce Beresford, 1989).

Det forekommer mig, at de kører rundt i det samme centrale Paris hele tiden, måske ikke helt realistisk, men dejligt at det findes endnu. Lad os ikke hænge os i den slags petitesser. Det er det rigtige Paris, det Paris som vækker så mange minder hos Madeleine Keller, og hendes livshistorie vækker nyt liv i den bekymrede og pressede taxachauffør Charles.

Nogle vil sikkert gætte cirka, hvordan historien slutter, men også det er en slags petitesse. Livshistorien er det centrale – betydningen af vore livshistorier og af at dele dem med hinanden.

I Frederik Nielsens mesterlige lille bog, Hvorfor læser vi?, prøver han at give nogle svar på sit eget spørgsmål, svar som er relevant for alle fortællende kunstarter såsom film, noveller og romaner. Når de lykkes, gør vi gennem livsfortællingerne nogle erfaringer om noget dybt menneskeligt i både os selv og i andre mennesker.

Det er for mig at se en afgørende kunstnerisk værdi, som hører med til den gode filmfortælling. Noget tyder på, at filmens instruktør Christian Carion (f. 1963) i flere film lever op til denne films kvaliteter. Nogle kender hans Første Verdenskrig-film En dag uden krig (2005), som Peter Skov-Jakobsen anmeldte her.  Carion har også lavet en film om mennesker på flugt under Anden Verdenskrig: Dengang i maj (2015). Hvis nyere fransk film også mere udbredt har forladt den åndløse postmodernisme og de formalistiske eksperimenter, er der grund til at glæde sig, men det er nok for meget at håbe på.

Line Renaud, som spiller Madeleine, og som passer også rent aldersmæssigt, er i Frankrig en kendt sangerrinde, mens Dany Boon, der spiller taxa-chauføren Charles, er en skuespiller og instruktør, som ikke mindst via denne film har opnået stor anerkendelse.

Madeleines Paris er en film, som er velegnet til seniorprægede kirkebioer og eftermiddags-arrangementer i sognene, men der skal søges om visningsret hos den danske distributør Angel Films. Filmen er primo oktober 2023 endnu ikke udkommet på DVD/Blu-ray med danske undertekster

Links

ekko

Film og tro


Del med venner og familie

Skriv et svar