Margrete d. 1

Den danske film Margrete d. 1 er et værk, hvis fortælling har tråde ud til de islandske sagaer, Saxo-krøniken og Shakespeares univers.

Det er en historie om svigt, mod og viljen til at gøre det nødvendige, og på den måde er den også en universel tilgang til menneskets tilgang til magten og de valg som følger med, når man først har opnået den.

Vi føres fra begyndelsen ind i Margrete d. 1, dronning af Danmarks rige, som er en sammenslutning af de nordiske lande. Vi får fortalt hvorledes denne union af lande er sammensat og bliver med det samme bragt ind i en sammenhæng, hvor datidens aftaler minder om nutidens storpolitik og alliancer, som vi kender dem.

Langsomt, men sikkert får vi også et indblik i, at Dronning Margrete d. 1, regerer med hård hånd, og ser enhver form for svaghed, som en mulig trussel mod den nordiske union, og derfor slår hun også hårdt ned på enhver form for modstand.

Filmen beskriver meget nøgternt, hvor sårbart et instrument magten er, og vi får hurtigt en fornemmelse af, at Margrethe d.1 også er en dronning, som må skjule sin egen skrøbelighed for at bevare magten.

Kongen af Danmark, som er dronningens adoptivsøn, spiller i begyndelsen af filmen en mere sekundær rolle, men som handlingen skrider frem kommer han mere og mere i fokus og det egentlige drama begynder at tage form.

Det er vanskeligt at fortælle mere om handlingen uden at afsløre for meget, men som historien skrider frem bliver dens paralleller til nutidens magtbalance mellem nationer og deres konflikter bliver mere og mere tydelig.

Margrethe d.1 bliver således en film, som i sidste ende stiller spørgsmålet, hvor langt er magthaverne villige til at gå for at gøre det nødvendige.

Hvor langt er Margrete d. 1 parat til at udvide sine beføjelser for at beholde det, som hun allerede har opnået?

Og sidst, men ikke mindst, hvor langt er mennesket bagved magten indstillet på at gå på kompromis med sine egne følelser og værdier, for at bevare idéen om, at tjene et højere formål.

Margrethe d. 1 giver ikke noget svar på dette spørgsmål, men den udstiller det magtfulde menneskes præmisser på fornemmeste vis, og er ikke bange for at stille de sværeste eksistentielle modsætninger overfor hinanden.

På denne måde kommer filmen måske også mere med en kommentar, end en egentlig løsning på et af menneskets største dilemmaer – nemlig det, at miste det umistelige.

For hvad stiller man op med den sorg man bærer, hvis det viser sig, at den sorg bliver forløst i en mulighed for afvikling?

Hvad gør man, hvis man først én gang har mistet noget, og så pludselig får muligheden for at få det igen. Vil man være villig til at give afkald på det hele for at få det mistede tilbage igen, eller bliver man nødt til, at forlige sig med det grundlæggende tab, og miste det igen, som man allerede havde mistet engang?

Vi kender denne dimension fra H.C Andersens Historien om en moder, og det er også en problematik som går igen i en del andre værker gennem tiden.

I Margrethe d. 1 kommer betydningen af denne form tab til syne gennem Dronning Margrethes eget valg, og på denne måde kan man sige, at hun tager sin egen skæbne på sig og ender med at kaste det bort, som hun allerede havde tabt.

Lad mig sige det med det samme: Margrete d. 1 er en fremragende film, som på fornem vis forløser en historisk fortælling, så den bliver nutidig og vedkommende.

Vi tror på karaktererne og den virkelighed, som de befinder sig i, og hele det scenografiske set-up har en realisme, så vi næsten kan smage og lugte de stegte svin og den mødding, som vi passerer undervejs i filmen. Der er en sanselighed i beskrivelsen af miljøet, som bidrager til, at fortællingen bliver levende og instruktøren Charlotte Sielling skaber et overbevisende tempo med en fortællekunst, som skaber en perfekt blanding af spænding, intensitet og intimitet omkring karakterernes liv og valg.

Man kan ikke komme udenom Trine Dyrholms præstation som Dronning Margrethe. Den er gennemsyret af personlig integritet, sjælden grad af indføling og et nærvær, som grænser til det intimiderende, når man sidder nede i den mørke biografsal.

Hun formår i den grad at forme og udtrykke magtmennesket Margrete, men på samme tid yder hun en fabelagtig præstation, når hun prøver at undertrykke mennesket Margrethe, så vi føler helt ind knoglerne hendes konflikt mellem hendes funktion som dronning og hendes følelser som menneske.

Filmens øvrige roller er stærkt besat, og også dette faktum gør den til en helstøbt oplevelse og yderst seværdig film, som ikke alene skal ses som en levende fortælling, men også som en kommentar til nutidens verden og Danmarks historie.