Megalopolis

Parallellerne er klokkeklare: Om ca. 100 år hedder New York New Rome med en enorm, kondemneret bymidte. Den genialt innovative Nobelprisvindende opfinder og byrums-arkitekt Cesar Catilina ligger i uafbrudt strid med byens bagstræberiske borgmester: Franklin Cicero. Begge bejler tiggende til den styrtrige bankejer Cassius.
Modstanderne har beskyldt Cesar Catilina for at have myrdet sin elskede hustru og skaffet liget af vejen, men Cesar kæmper indædt for sin drøm: at omskabe New Rome til et utopisk paradis, bl.a. ved hjælp sin geniale opfindelse, stoffet megalon, som kan alt: Fra at holde skyskrabere sammen til at gendanne afskudte ansigtsdele og udstukne øjne.

Når Cesar er på toppen kan han stoppe tiden, hvilket dog kun udnyttes til flotte showeffekter. Som en anden Albert Speer har han præsenteret tegninger og modeller af sin drømmeby, og den dag konstruktionen af Megalopolis sættes i gang står Cesar på et enormt stillads og citerer Shakespeare; egentlig OK al den stund mange af os har det største kendskab til Caesar fra Shakespeares “Julius Caesar”. Problemet er bare, at Cesar citerer hele den verdensberømte “to be or not to be…”-monolog fra “Hamlet”, og sådan er det hele filmen igennem!

Glem alt, hvad der minder om stormen på kongressen i Washington efter Trumps tabte valg; glem alt, hvad der minder om Fritz Langs mesterværk “Metropolis ” fra 1927. Coppola har puslet med ideen til denne film i ca. et halvt århundrede. Inspirationen til handlingen kommer fra Lucius Catilinas oprør mod konsul Cicero i Rom år 63 f. K., altså samtidig med Julius Caesar, og til filmformen fra “Things to Come”, Alexander Kordas 1930-filmatisering af H, G. Wells´ roman, en film Coppola så som dreng.

Men når der er så stor forskel på, hvad skaberen har villet med værket, og hvordan publikum oplever det, hvordan skal det så bedømmes? Ingen kan forlange, at publikum skal sætte sig ind i Coppolas årti-gamle ideer før filmen ses?

To begreber er væsentlige: Tiden og døden. som der ustandseligt refereres til, og selvfølgelig det gamle Rom, hvor citatet: “Falder Forum, så falder Rom” levendegøres så bogstaveligt, at voldsomme gladiatorkampe og vilde stridsvognsræs med forspændt firspand à la “Ben Hur” opføres i New Romes cirkus, og alle disse Rom-referencer må vel afspejle Coppolas egne, italienske rødder.

Når Cesar stopper tiden er det blot toppen af det orgie af computerteknik og filmeffekter, Coppola opruller filmen igennem i glødende krydderi-farver med det klasssike Rom afspejlet i kostumer og frisurer, og så har han valgt et yderst specielt “cast”: Adam Driver er Cesar Catilina med korrekt fremadredt frisure, men Driver plejer at spille meget bedre end her! Copolas søster, Talia Shire, som også var med i Godfather-trilogien, er Cesars mor, og så har Coppola fremfisket og afstøvet to veteraner: Dustin Hoffman og Jon Voight, hvilket nok giver opmærksomhed, men ellers intet positivt tilføjer filmen.

Ingen tvivl om at “Megalopolis” fortæller en masse om Coppolas liv og karriere, hans ubrudte kamp for at få magt til at gennemføre sine planer og ideer, men filmen vil både alt for meget og alt for lidt, og ender i uoverskueligt kaos. Er det så umagen værd at kæmpe sig gennem 135 minutters koncentrations- og forudsætningskrævende fortænkthed? Med tanke på, at dette nok bliver den nu 85-årige enkemands (filmen er tilegnet Coppolas nyligt afdøde hustru) sidste storfilm, er det vel nærmest … en pligt.

Links
ekko ~  The Guardian  ~ The Hollywood Reporter