Miss Americana

Lad os allerførst starte med at få noget på det rene: En musikdokumentar er ikke en dokumentar. Selvom udsendelsen ganske rigtigt har ordet “dokumentar” i navnet, og selvom producerne har brugt alle virkemidlerne i bogen, både håndholdt kamera, floatings heads og dybsindigt opsummerende voice-overs, så er en musikdokumentar ikke nogen dokumentar. Det er nærmere en slags spillefilmslang pesudoreklame overklistret med de typiske virkemidler, man ser i seriøs journalistik, hvor fans taler til andre fans. Og af samme årsag bør den heller ikke bedømmes som en dokmentar, hvilket vil nok vil få det følgende til at fremstå mildt sagt selvmodsigende; men Netflix’ nye Taylor Swift-dokumentar, Miss Americana, er en rigtig, rigtig dårlig dokumentar – og en endnu værre musikdokumentar.

Lad os hernæst få noget andet på det rene: Denne anmeldelse er ikke Taylor Swift-bashing. Nuvel, man kan argumentere for, at hendes tekstunivers er omtrent så højtragende som en rødspætte, og at hendes sange typisk ikke rummer mere end 4 instrumenter (hvis man vel og mærke tæller alle syntheziser-effekter med som individuelle instrumenter), ligesom man også kan argumentere for, at hendes personlighed faktisk er ret anstrengende. Men denne anmeldelse vil her kun beskæftige sig med Miss Americana, der tilgengæld er rigeligt katastrofal i sig selv.

Filmen trækker de tungeste klichéer frem fra start og indledes næsten selvfølgeligt med en voksen Taylor Swift, der sidder i et vindue og læser nogle passager fra sine barndomsdagbøger. I dagbøgerne drømmer hun om at blive en succesfuld musiker, hvilket er en dårligt skjult morsomhed, eftersom alle, der kunne finde på at se en 96 minutter lang film om Taylor Swift, allerede ved, at hun har vundet 29 American Music Awards, 10 Grammyer og solgt over 50 millioner albums.

Og sådan bliver det faktisk ved hele vejen igennem. I den sædvanelige sammenblanding af private barndomsoptagelser og super-æstetiske klip fra koncerter med 75.000 tilskuere får vi historien om, hvordan Swift hele livet har kæmpet for at blive musiker og nu er blevet det, selvom det har været hårdt, og pressen har været efter hende, og det slet ikke er let at være berømt osv. osv. Klichéerne står både i kø og i stabler, og historien om den lille pige fra Tenesse, der på trods alverdens antagone skikkelser blev superstjerne, bliver fortalt på dannelsromanens så gennemslidte hjem-ud- hjem-form (forøvrigt krydret med musikerens eget soundtrack som underlæg), at det ville være en

underdrivelse af kosmiske dimensioner, at kalder Miss Americana forudsigelig. De 96 minutter, filmen varer, føltes bogstavelig talt som de første 6 minutter spillet 16 gange i træk.

Men dette gør faktisk, efter gældende standarter, Miss Americana til en udemærket musikdokumentar. Problemet er bare, at gældende standarter ikke rigtigt gælder for Taylor Alison Swift.

For selvom Miss Americana gør et stort nummer ud af Swifts kamp for kvinders rettigheder, fortæller den, i et forsøg på at gøre historierne let spiselige, kun den halve sandhed, hvilket havde været tilgiveligt for en musikdokumentar, hvis ikke det var fordi, det her er den væsentlige halvdel, den udelader.

Hvor Miss Americana ganske rigtigt fortæller, at Swift i 2017 vandt en retsag, hvori hun blev sagsøgt for, at en radiovært blev fyret for at befamle hende (ja, du læste rigtigt), fortæller den hverken, at Swift var så rasende i retten over sagens absurditet, at hendes vidneudsagn endte med at gå over i Colorados retshistorie for sin brutale tone, eller at hun efterfølgende mod-sagsøgte pågældende radiovært for $1 over “emotional damages” og vandt, bare for at vise en pointe.

På samme måde fortæller Miss Americana, hvordan Swift vandt over Apple Music i en strid om prisen på Swifts musik, men ikke firmaet skiftede politik for alle musikere, fordi Swift i et åbent brev nægtede at samarbejde med Apple Music, ligesom vi intet hører om, at Swift fra den ene dag til anden fjernede alle sine albums fra Spotify af principielle årsager.

I stedet fokuserer filmen til overmål på de dele af Swifts person, som harmonerer bedst med hendes musik, der – medgivet – er temmelig pastelfarvet, og ignorer på den måde fuldstændig hendes skarpsindige og hårdhudede kompromisløshed i kampen for bl.a. kvinders, musikeres og LGBT- personers rettigheder, såvel som hendes enorme succes som entrepenør og forretningskvinde, ligesom vi heller aldrig hører, hvordan med kun 13 tweets blev den mest indlfydelsesrige person på twitter i både 2018 og 2019.

Hvor filmen kunne have givet de fans, der har sat sig til at se dokumentaren, et dybsindigt, forfriskende og ikke mindst flatterende billede af en kvinde, der har skabt sig en omfattende karriere ved netop at bryde med normer og stereotyper i branchen, leverer samme brache i stedet et så stereotypisk portræt, at den faktisk giver et væsentligt mindre sympatisk billede af Taylor Swift, end der var mulighed for, og betoner i stedet en sær offermentalitet, der hverken klæder Swift, Miss Americana eller sandheden.

Om forbrydelsen så er størst mod seeren, Swift selv eller dokumentarens potentiale, må være op dem, der gider at se filmen til ende.