Mugge og Super Happy

Overdreven brug af skærme, hvad enten det er på computer, telefon eller i brille-form er af det onde og bør bekæmpes. I vores samfund er der pt. mest fokus på børn og unges overdrevne forbrug af disse skærme, men, selvfølgelig: Den nye, tredje Mugge-film: “Mugge og Super Happy” giver også dette faktum et gevaldigt twist, så det her er de voksne, der, helt bogstaveligt skal be- og udfries fra dette bevidstheds- og opmærksomheds-stjælende fænomen.

Et par helt konkrete og ærgerlige flops overstås heldigvis ret tidligt i filmen, ja, det første er faktisk…titlen: “Mugge og Super Happy”, for super happy er ikke noget, man er, ikke en sindstilstand, men noget, man køber, en håndgribelig genstand.

En virkelig vanvittig start-sekvens viser tydeligt, hvor virkelig vanvittigt voldsomt, Mugge har behov for at komme ud af forældrenes bil og hjem, komme op på sit værelse i tide til at kaste sig over det, han holder allermest af: At ‘game’ med vennerne, fordybe sig og forsvinde helt ind i spillet “Construction”, et virtuelt byggeklods-spil. Mugge taler med sin højtelskede og beundrede veninde, den moderigtige, super-slanke og smarte, højtbegavede, brune Sofia, om, hvor fantastisk det ville være at kunne krybe helt ind i og blive en del af, spillet, og vups, så har Sofia konstrueret en VR-brille, som kan afstedkomme netop det!

Her falder den næste deciderede fejl, ekstra ærgerligt, da filmen jo gerne skulle gøre både sin unge målgruppe og alle andre lidt klogere: For geniale, brune Sofia har en endnu mere genial, afro-sort mor, og da hun bekymret vil lokke sin travlt optagede datter til at spise en sund og lækker steak, altså en bøf på engelsk, udtaler hun det “stiiik”, ikke det korrekte “stæjk” – en helt usandsynlig fejl, den sorte kvindes geni taget i betragtning.

Sofias geniale brille-opfindelse bliver stjålet af onde svindlere, som udelukkende ønsker at tjene penge, og snart har de ændret brillen, som de giver navnet “Super Happy”, til at få voksne til at forsvinde ind i en virtuel verden, så vidunderlig og drømme-opfyldende, at de voksne aldrig ønsker at tage brillen af igen. Snart duver og sejler de fleste af lillebyen Basserups voksne indbyggere rundt i en salig drømme-døs bag brillerne – uden mindste kontakt til omverdenen, deres medmennesker eller deres børn.

Her begynder handlingens andet ligeså humoristisk twistede og præcist aktuelt rammende spor: Mugges far, Thorbjørn, har en ualmindeligt modbydelig far, som har gjort Thorbjørns barndom til et helvede, og som i voksenlivet ufortrødent fortsætter med dette, bl.a. ved at håne Thorbjørn for at lade Mugge bruge ALT for megen tid på at sidde foran skærmen og ‘game’ i stedet for at tag ham ud til aktiviteter i den friske luft og frie natur. Thorbjørn, der stadig vil gøre alt for at ‘please’ sin modbydelige far, trækker i sit gamle, nu alt for “småtte” spejderoutfit, og samler Mugge og hans lige så modstræbende venner til en overlevelsestur i den barske, vilde natur, hvor alt, der kan gå galt, selvfølgelig gør det, og det er igen-igen er ungerne, der må træde til og redde far hjem til civilisationen igen.

Selvfølgelig er her masser af mening med morskaben: Det er da sjovt at opleve Mugges modbydelige farfar alt-nedrakkende, hånende og ydmygende, men det giver samtidig anledning til at afsløre, hvor voldsomt denne negative adfærd har påvirket Thorbjørns liv og stadig gør det.

Under flokkens natur-tur har skærm-apatien bredt sig med skræmmende hast: Flere og flere voksne lader de forførende briller klæbe sig til deres ansigter og sende dem passive ind i deres lykkelige fantasi-verden, så nu ma Mugge og Sofia gå sammen om en ny form for opfindelse, der kan bryde brillens eskapistiske magt og få de voksne tilbage til familielivet, til kontakt og leg med deres børn.

Humor er glimrende til at få både vild vold og håndfaste budskaber til at glide ned, og denne tredje Mugge-film rummer masser af alle tre ingredienser. Men da dette altså er tredje film, Wulff-Morgenthaler-holdet har lavet om Mugge og hans vanvittige univers, er den overrumplede begejstring over alle de vilde, vanvittige påfund selvfølgelig efterhånden fordampet: Vi kender den sorte pige med kyklop-øjet midt i panden, kammeraten der aldrig kommer ud af sin beskyttende pap-kasse, og de helt ens femlinger der alle hedder Allan. Men den vanvittige animationsvold er igen afvæbnende morsom, forholdet forældre/børn rørende og velfungerende, og skærm-problematikken højaktuel, så trods gentagelser og genkendelser, er dette tredje Mugge-eventyr meningsfuldt underholdende.

Links
ekko ~ Kulturinformation