Napoleon

Sir Ridley Scott slutter sin imponerende karriere-cirkel med et formidabelt velspillet portræt af Verdenshistoriens største krigsherre og hersker. Napoleon skabte sig Verdenshistoriens største, bedst huskede, mest veldokumenterede karriere ved selv-spinning og “fake news”. Han blev 51 år, og tilbragte de sidste seks af disse i pinefuldt fangenskab på en klippeknold af en ø, Sct. Helena langt udenfor Afrikas kyst, og brugte lediggangen der på at skabe sig et udødeligt eftermæle.

Han dropper den kvinde, han elsker til fordel for en, der kan føde ham en arving. Hans soldater elsker ham betingelsesløst, på trods af, at han forlader sig hær både i det brændende hede Ægypten og det isnende kolde Rusland, og styrter hjem til Frankrig for at tjekke op på sin hustru og pynte på sit image. Han erkender aldrig et nederlag: “Slaget er tabt, -tid til at vinde et nyt!” Hans energi er så enorm som hans kampgejst, -men han mærker selv, han er udbrændt som 45-årig. Hvor krigsherrer og generaler i vor tid vil få deres karrierer dokumenteret af (film)fotografer og medier, følges han altid af en flok videnskabsmænd, tegnere og skribenter, der registrerer akt, han foretager sig; derfor ved vi så meget så detaljeret om ham i dag.

Han gav Verden tandbørsten, konservesdåsen og margarinen, sit elskede Frankrig et jura- og uddannelsessystem, der stadig efterleves, hans endegyldige nederlag får ABBA til at vinde et Melodi-Grand-Prix, og hans selv-spin og myte-mageri er så intenst, at blot omridset af hans to-kantede hat vil minde os om ham den dag i dag.

Der er aldrig skrevet så mange hyldemeter litteratur, skabt så mange malerier og tegninger eller optaget så mange film eller TV-serier om nogen anden historisk person, og nu har veteranen sir Ridley Scott så skabt en 158 minutter lang storfilm om…Napoleon.

Da Scott er 85 år gammel, er det rimeligt at antage, at Napoleon bliver hans sidste storfilm, hvilket også understreges af, at han her slutter cirklen til sin første, store spillefilm efter en imponerende, ca, 70 film og 45 år lang karriere: Nemlig “Duellanterne” fra 1977, hvor to officerer i Napoleons hær , gennem 20 år, -med lange mellemrum, tørner sammen, og derved tegner et billede af Frankrig gennem de turbulente krigsår, og nu vender han så tilbage til udgangspunktet med dette storslåede portræt af officeren, krigsherren, kejseren, som navngav, skabte og styrede hele denne epoke: Napoleon.

Scott vælger mest af alt at fokusere på Napoleons forhold til Josephine, men får også antydet hans moderbinding, og han lader både geografi og politik henligge i tåget uklarhed: Hvor mødes kejserne efter tre-kejser-slaget? Hvor ligger Waterloo? Hvilket tilfrosset hav brister under hæren ved Austerlitz? Den kaotiske politiske situation efter den Franske revolution i 1789 føles ikke mindre kaotisk efter at have set filmen her! Men i det mindste oplyser tekster skrevet hen over filmbilledet tid og sted for de begivenheder, Scott skildrer.

Ridley Scott har tidligere – i “Gladiator” – instrueret Joaquin Phoenix til Oscar-højder, og her er han fuldstændig formidabel og totalt troværdig i den enorme og enormt krævende titelrolle: Hver facet af det sære, “skæve” råt upolerede, magtbegærlige, sygt jaloux og eksplosivt temperamentsfulde geni er med: fra den altoverskuende, sejrrige feltherre til den den hjælpeløst barnløse ægtemand – et genialt portræt af et geni. Scott hopper ind i Napoleons liv under den Den Franske Revolution i 1789, da de unge officer er 20 år, og forlader det først igen under det grusomme fangenskab på Sct. Helena. godt. 15 år senere.

Scott føjer intet nyt til skildringen af sin helt, men er hans “Napoleon” så historisk og faktuelt korrekt? Nej, men nok til at tegne et forståeligt portræt, og så er det i øvrigt helt ligegyldigt: For dette er et filmisk portræt af et magtbegærligt multi-geni, som elskede betingelsesløst, “spinnede” sig til verdensherredømmet via “fake news”, bevidst image-opbygning, stramt styrede medier og lodrette løgne, og som netop nu sidder oppe på den lykkestjerne, han troede så fuldt og fast på, og fryder sig over endnu et bad i bevågenhedens og berømmelsens stråleglans, mens han endnu engang kan høre de nulevendes råb: “Leve Kejseren!”

Links
ekko ~ The Guardian ~ Kino