Filmfestivalen Belief on Screen åbnede i København

Der findes aftener, hvor et kirkerum pludselig viser sig fra en anden side. Onsdag den 23. september var Vor Frue Kirke i København ikke alene domkirke. Den var også biograf, koncertsal og mødested for filmfolk, kirkefolk og mennesker fra en lang række europæiske lande, da den internationale festival Belief on Screen åbnede i København.

Jeg deltog i åbningen som formand for Foreningen Kirke og Film, og det var svært ikke at opleve aftenen som en meget konkret bekræftelse af noget, vi i foreningen længe har arbejdet for, nemlig at kirkefolk og filmfolk har langt mere at tale med hinanden om, end de måske selv er klar over. For de arbejder begge med menneskets store fortællinger. Med skyld og håb. Kærlighed og tab. Tro og tvivl. Det, vi kan forklare – og alt det, der unddrager sig forklaringen.

Belief on Screen er en europæisk festival for tv-, film- og onlineproduktioner om religion, tro og etik. Festivalen har en historie, der går tilbage til 1969, og i 2026 kom den for første gang til Danmark. Bag festivalen står blandt andre SIGNIS Europe og WACC Europe i samarbejde med danske partnere som DR, Det Danske Filminstitut og Københavns Stift.

Ved åbningen bød festivalens direktør, DR’s trosredaktør Christoffer Emil Bruun, velkommen. Han satte med sin tale festivalen ind i en større europæisk sammenhæng. I en tid præget af uro og polarisering er det, som han formulerede det, afgørende, at Europa fortsat forsøger at forstå sine egne værdier og sin tro, og at vi bevarer steder, hvor religion og etik kan undersøges, diskuteres og fortælles gennem medierne. Det er måske netop dér, en festival som Belief on Screen bliver interessant. Ikke fordi film skal forkynde – og heller ikke fordi kirken skal bruge kunsten som illustration til noget, den allerede ved. Tværtimod! Kunsten bliver for alvor interessant, når den får lov til at stille sine egne spørgsmål. Når den forstyrrer vores sikre svar og viser menneskelivet i al dets tvetydighed. Og troen bliver interessant i mødet med kunsten, når den tør opholde sig netop dér – i det uafklarede.

Efter åbningstalen tog Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen ordet og introducerede aftenens film: Carl Th. Dreyers legendariske stumfilm “La passion de Jeanne d’Arc” fra 1928. Det var et på én gang oplagt og dristigt valg til en festival om tro på lærredet. For Dreyers film giver os ingen let kristendom. Kameraet går helt tæt på Jeanne d’Arcs ansigt, på frygten, smerten og overbevisningen. Tro bliver ikke pynt eller from staffage, men et eksistentielt spørgsmål med konsekvenser. Hvad vil det sige at tro på noget, når andre kalder én vanvittig? Hvad sker der, når religiøs magt møder det enkelte menneskes samvittighed? Og hvor går grænsen mellem overbevisning, fanatisme og sandhed?

At se filmen i Vor Frue Kirke gjorde disse spørgsmål næsten fysisk nærværende. Og oplevelsen blev løftet yderligere af Frederikke Hoffmeier, som spillede nykomponeret musik til filmen live. Musikken og Dreyers næsten hundrede år gamle billeder mødtes i kirkerummet, så filmen på mærkelig vis både virkede gammel og helt nutidig. Det var en smuk åbning på en festival, der i de følgende dage samlede europæiske film- og tv-folk omkring produktioner om tro, religion, etik og eksistens.

Men for mig blev aftenen også en påmindelse om, hvorfor Kirke og Film overhovedet findes. Kirken behøver kunsten, fordi kunsten kan åbne sprækker i vores vante blik og vise os sider af menneskelivet, som vores eget sprog ikke altid kan nå. Med andre ord, filmkunsten kan noget ganske særligt. Den kan føre os ind i et andet menneskes blik, lade os opholde os et fremmed sted og mærke et liv, vi aldrig selv har levet. Den kan gøre spørgsmål om tro, skyld, håb, ondskab og kærlighed konkrete uden nødvendigvis at lukke dem med et svar.

Derfor er mødet mellem kirke og film ikke en niche for særligt interesserede. Det handler om noget så grundlæggende som spørgsmålet om, hvem der fortæller mennesket, hvem det er. På den måde kunne Belief on Screen næsten ikke have fået en bedre begyndelse i København: En kirke blev til biograf – en film fra 1928 blev levende igen & filmfolk og kirkefolk sad i det samme rum. Måske var det netop dét, aftenen viste: Vi kirkefolk har brug for filmkunsten, fordi den kan udfordre vores forestillinger om mennesket, skærpe vores blik og stille spørgsmål, vi ikke selv havde fået øje på. Derfor er samtalen mellem kirke og film ikke bare interessant. Den er nødvendig.

Af Mia Lund Rao, formand Kirke og Film,