Nordischer Filmtage 62 – rapport fra en corana-ramt filmfestival
Nu skal det hele ikke blive til corona-klynk og selvmedlidenhed, men jeg havde altså glædet mig til den tyske filmfestival Nordischer Filmtage i Lübeck i over et år! I 2019 måtte jeg desværre melde afbud fra juryen på grund af en kombination af småbørnsfamilie og arbejdspres, som desværre ikke var kompatibelt med at være bortrejst en uge til Tyskland. Men i år skulle det være! … og så kom der lige en pandemi i vejen.
Indtil det sidste blev der både sendt bønner afsted og krydset fingre for, at festivalen kunne gennemføres fysisk, men efterhånden som smittetallene steg og både rejser til og fra Tyskland blev stort set umulige, valgte Nordischer Filmtage at gå 100% online. Det afstedkom, at den jury, jeg var en del af, Interfilm Church Prize, måtte tage diskussioner og samtaler på online videomøder. Det var naturligvis ikke optimalt, men fungerede på sammen måde, som de fleste af os nok har oplevet siden Danmark og det meste af omverdenen lukkede mere eller mindre ned i marts.
Som alle ved, skal film jo helst ses i biografen. Ikke et ondt ord om fjernsyn og computerskærme, men der er nu noget særligt ved at sætte sig til rette i et biografsæde og så ellers bare lade alle sanser overvælde af lyd og billede – og det bliver jo ikke dårligere af at være i selskab med popcorn og cola eller kaffe og chokolade. Og denne oplevelse forsvinder desværre, når alle 16 film, der var med i hovedkonkurrencen skulle streames fra en ustabil server på min lille 13 tommer computerskærm. Men sådan er corona-tiden, og stor cadeau til festivalen for lynhurtigt at sadle om og gøre alle film tilgængelige for ganske få penge.
Der var i juryen enighed om, at vi ville honorere en film, der satte håbet højt. Filmen skulle efterlade seeren med en følelse af, at det hele nok skal gå – at selvom hovedpersonerne skal grueligt meget igennem, er der lys på den anden side. Vi endte med enstemmigt at vælge den danske film En Helt Almindelig Familie af instruktøren Malou Reymann. Vi var enige om, at filmen på fornemmeste vis formår at beskrive, hvordan det er at være en del af en familie på godt og ondt. Der er ingen helte eller skurke – kun mennesker, der elsker hinanden, men til stadighed kommer i karambolage med hinanden, fordi vi alle er mennesker med forskellige behov, håb og drømme. Og så undersøger den, hvad det egentlig vil sige at være såkaldt almindelig.
Vi valgte desuden at give en special mention (et andet ord for andenplads) til den svensk-danske film Tigrar af Ronnie Sandahl. Glæd jer til at se den!
Desuden vil jeg personligt fremhæve den lettiske The Pit (som også vandt hovedprisen), norske Håp og de to finske film Games People Play og Den Længste Dag (ikke den gamle krigsfilm), som gav mig de største filmoplevelser.
Nu sidder jeg så tilbage her med firkantede øjne og sender flere bønner afsted, mens jeg krydser mine fingre for, at det bliver i 2021, at det lykkes mig at komme til Lübeck og hjælpe med at uddele Interfilm Church Prize til Nordischer Filmtage.