One Life

Da den store, dyre, krævende produktion af den tidshoppende Anden Verdenskrig-film “One Life” er påbegyndt længe før krigen i Gaza/Palæstina brød ud, har denne drama-dokumentariske film ubevidst og uplanlagt fået tilføjet en grusom aktualitet, for den handler om de mest uskyldige – de de mest sårbare ofre i enhver krig: børnene.

Filmens nutid er årene 1987-88: Adskillige af de involveredes og endnu flere af deres efterkommere lever endnu med stort kenskab til hændelserne; handlingens mest følelsesladede øjeblikke er registreret og gemt på TV, og efter filmen vises film- og TV-optagelser, af de virkelige personer i de virkelige miljøer og begivenheder. Med tanke på alt dette og med bevidstheden om britiske dramadokumentarers enorme omhu med at gengive de virkelige begivenheder korrekt kan man trygt stole på, at filmen “One Life” ligger endog meget tæt på virkeligheden.

Man må undervejs hyppigt overgive sig til filmens skamløse vriden tårer og gråd ud af sit publikum, for den skildrer jo blot en bid historisk virkelighed, så giv slip på kontrolforsøgene, og lad tårerne trille, for det vil de gøre. Giv efter og nyd den minutiøst omhyggelige genskabelse af både 40’er og 80’er livet og miljøet, og det på alle poster sublime skuespil.

Filmen hopper mellem sin nutid 1987-1988 og Anden Verdenskrigs start 1938-1939: Efter at have annekteret Sudeterland og Østrig invaderer Hitler Polen 1. september 1939 og begynder dermed krigen. En tusindtallig skare forfulgte – hovedsageligt jøder – er flygtet til Prag, hvor der hverken er sikkerhed, mad eller opholdssteder nok. Situationen er katastrofal, de yngste og svageste børn dør, resten må simpelthen ud! I London sidder den den unge bankmand, Nicky Winton, selv af jødisk afstamning og derfor voldsomt påvirket af begivenhederne i Europa, med sin ven Trevor Chadwick og føler, at de bare må agere, så godt de nu formår, for at redde så mange børn som overhovedet muligt til pleje- eller fosterfamilier i England. Med et magtfuldt, potent miks af snarrådighed, frækhed, viljestyrke, snyd og dyb, medmenneskelig omsorg gennemfører de det utænkelige og (næsten) umulige: Med tog gennem det nu krigsramte Europa at redde livet på 669 børn, som de får frem til England og nye, omsorgsfulde familier.

Sidst i 1980’erne er Nicky gift med danske Grete, har fået børn og børnebørn, og netop for at skaffe plads til den voksende familie skal der ryddes op og ud i parrets store, elegante villa. Så er det, at Nicky finder den gamle, solide, men slidte lædermappe med alle de reddede børns pas og identitetspapirer – mappen, der i et halvt århundrede har ligget i skrivebordsskuffen under mottoet “gem eller glem” – og på loftet kassevis af gulnet melankolsk memorabilia om det enorme arbejde bag de mange redningsaktioner. Nu må alt dette omsider frem i lyset, og i sin iver efter at få den gribende fortælling udbredt og kendt går Nicky til medierne, hvor BBC spotter en oplagt mulighed for – – til deres populære live-program,”That’s Life” – – at gøre et scoop af de allerstørste med den voldsomst tænkelige overraskelseseffekt og størst mulige følelsesvoldtægt. Så følger et par af filmhistoriens nok stærkeste scener: ægte, og uimodståeligt tåretrækkende rørende, for de implicerede i 1987 og for os i dag, hvor de selvfølgelig yderligere forstærkes og underbygges af tidens truede, trængte, lidende og døende børn i det krigende Mellemøsten.

Ja, Nicky og hans hjælpere får mirakuløst reddet 669 børn fra døden, men i overensstemmelse med sit altruistiske sind og varme hjerte føler han større sorg ovre alle dem, han ikke fik reddet, end glæde over de 669 frelste – noget, som TV-showene måske får rettet en anelse op på. Anthony Hopkins er formidabel som gamle Nicky, men næsten mere imponerende er det, at Johnny Flynn formår at portrættere unge Nicky så indlevet og præcist, at det føles som at betragte samme person i to forskellige aldre – imponerende. “One Life” er blevet et dybt gribende, velspillet, spændende, rørende og desuden skræmmende sørgeligt også aktuelt dokudrama til tiden.

Links
ekko ~ Filmdienst ~ The Guardian ~ The Prague Reporter