Oppenheimer
"Prometheus’ ild brænder, men slukkes i anden akt "
At sommerens store blockbuster-duel skulle stå mellem en pastelfarvet feberdrøm af en film om Barbiedukken og en megalomanisk panderynke af en portrætfilm om atombombens fader, må siges at være det perfekte sindbillede på vores tid. Vi vil glemme alt og huske alt på samme tid.
Christopher Nolans ”Oppenheimer” om den legendariske fysiker J. Robert Oppenheimer, der stod i spidsen for USA’s atombombeprogram under Anden Verdenskrig, har alt det, en storfilm skal have. Filmen bæres frem af stjerner som Cillian Murphy, Matt Damon og Robert Downey Jr., samt en lang række af lige så store stjerner i mindre betydningsfulde roller. Lydsiden er uovertruffen. Billederne fanger 1940- og 50’ernes Amerika til perfektion.
Fra filmens begyndelse kastes vi frem og tilbage i flashbacks og flashforwards, fra farve til sort-hvid og tilbage til farve igen. Det er klassisk Nolan at lade tiden være alt andet end lineær. Fragmenter af tidslinjer og fortællinger i fortællingen afløser hinanden i, hvad der i momenter kan synes som en næsten vilkårlig rækkefølge. Vi følger den unge Oppenheimers vej op mod forskningsverdenens tinder. Vi sidder med ved bordet i et klaustrofobisk lokale, hvor den ældre Oppenheimer lader til at være genstand for et ubehagelig krydsforhør. Vi præsenteres for en sidefortælling om forretningsmanden og politikeren Lewis Strauss, og det fornemmes hurtigt,at der i den fortælling findes en konflikt med Oppenheimer, som vi endnu ikke har fået udfoldet. Nolans tempo er som vanligt højt. Men i en biografisk film, som ikke kan undgås at være langt tungere læsset med historiske informationer end film om superhelte og rumrejser, synes tempoet næsten at være for højt. Filmens rytme og klipning leder tidligt tankerne hen på Oliver Stones hurtigtsnakkende ”JFK” fra 1991, hvor man også må side på sædets kant, og med alle sanser rettet mod biograflærredet for ikke at misse en sætning.
Filmen kan deles op i to akter, som mere eller mindre også flugter med en lige opdeling af filmens spilletid. Første halvdel handler om tilblivelsen af atombomben. Anden halvdel om hvilket efterspil det gav, da paddehatteskyerne havde lagt sig over Nagasaki og Hiroshima. Hvor første akt har sit naturlige forløb og klimaks, så bliver anden akt mere et klassisk courtroom-drama, der pisker afsted med samme hastighed som bombens trykbølge. For Robert Oppenheimer bliver en stjerne efter krigen, og han bruger sin nyfundne status og indflydelse på at modarbejde en acceleration af kernevåbenkapløbet. Med succes følger der mange venner, og mindst lige så mange uvenner, og i en altædende og langsomskridende proces forsøges Robert Oppenheimer at blive gjort inhabil i kernevåbensdebatten.
Ved siden af alt dette forsøger Nolan også at udfolde en fortælling om Robert Oppenheimers komplicerede kærlighedsliv, og ikke mindst en fortælling om de moralske sår som atombombens fader må pleje og hele. Heri ligger der nogle fantastiske spændende temaer, men de drukner desværre lidt i anden akts væld af grå jakkesæt og ordstrømme. Kvinderne i Robert Oppenheimers liv spilles sublimt af Florence Pugh og Emily Blunt, og særligt sidstnævnte formår at levere en sitrende præstation på trods af relativt få replikker.
Det er lidt ærgerligt, at man aldrig rigtigt lærer Robert Oppenheimer at kende. Til det er Nolans form simpelthen for stringent og hans tempo for hurtigt. Men det er et vilkår, som man må leve med i Nolans film. Det er næsten ironisk, at den Nolan-film, som i nyere tid er lykkedes bedst med at skabe den tætteste relation mellem karakterer og publikum, var mesterværket ”Dunkirk”, hvor alle karakterer forblev navnløse. Men Nolans film er ikke karakterdramaer. De er thrillere og hæsblæsende sansebombardementer, som i sin helhed altid fremstår som håndværksmæssige storværker.
”Oppenheimer” er ingen undtagelse. Lyd og billeder dvæler aldrig ved subtilitetens skønhed. More is more i Nolans univers. Det tjener til Nolans ære, at hans film har blockbuster-status. Han har selv skabt den mainstream, han er en del af, og det er til stadighed dybt imponerende, at Nolan i al sin storhed kan skabe så komplekse film til så stort et publikum. Derfor ville det også være forkert at kalde ”Oppenheimer” for en mislykket film. Til det lykkes den ret beset med for meget. Men det er ikke forkert at sige, at filmen efterlader én med fornemmelsen af, at filmens potentiale aldrig rigtig bliver forløst. Det kunne have været en film om menneskets iboende ondskab, det ender desværre med at blive en film om menneskets iboende bitterhed.
Hvis man ikke allerede var fascineret af Robert Oppenheimer, så etableres en sådan fascination med stor sandsynlighed, når man er færdig med Nolans tre timer lange ode. Men man er nok tilbøjelig til at kaste sig over Kai Bird og Martin J. Sherwins biografi ”American Prometheus”, som er grundlaget for filmen, frem for at gense ”Oppenheimer” lige med det samme.
Andre skriver
https://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/oppenheimer/
