Past Lives

I filmens slutscene tager sydkoreanske Hae Sung afsked med Na Young, der siden hun har levet i USA har taget navneforandring til Nora (måske en ikke-ekspliciteret hilsen til Henrik Ibsens Nora?). Det har de to gjort før, 24 år tidligere. Dengang stod de to børn som forstenede foran hinanden; Hae Sung med krænket mine, men der kom kun enstavelsesord ud af munden på ham. I den finale afsked følger kameraet i total Nora, der går hjem efter at have sagt farvel til Hae-Sung, og da hendes jødiske kæreste, Arthur, venter hende på trappen og giver hende en omfavnelse, kommer der endelig en kropslig reaktion hos Nora, der hulker.

Hvordan skal vi forstå kvindens tårer? Fortryder hun sit fravalg af barndommens ven og ’kæreste’? Beklager hun inderligt sit og familiens opbrud i sin tid fra Sydkorea? Er tårerne nostalgiske? Er Past Lives en lavmælt indietragedie, hvor titlen som direkte oversat betyder forgangne liv, men som også med pausering kan betyde fortid og liv – som Politikens Kim Skotte har pointeret.

Nej, vi har ikke at gøre med en tragedie, selv om den er fyldt med ikke realiseret kærlighed. Celine Songs film er netop ikke tragisk, melankolsk eller mærket af Weltschmerz. Noras tårer kommer, fordi hun selvsagt har tænkt meget på Hae-Sung, som hun som barn ville giftes med, fordi han ’var så mandig’. Men den Nora tilhører fortiden; hun er et andet sted i sit liv, mens det snarere er Hae-Sung, der hænger fast i minderne, eller i billedet af (meget unge) Na Yung. Noras tårer handler om, at man godt kan være glad for sit liv og sine valg, selv om éns liv også kunne være blevet helt anderledes, og at hun hele tiden har vidst, at hun er emotionelt knyttet til barndommens drengehelt. En umistelig del af Nora ligger i Sydkorea. Den erkendelse er immigrantens essentielle livsindsigt. Det er som sagt den mandlige hovedperson, der hænger fast i det ikke realiserede, men han forpassede sin chance. Kærlighed kan på den ene side være en tilfældighed; den kan på den anden side også været forbundet med timing (!).

Det fremgår af filmens korte, midterste del, der foregår 12 år efter Nora har forladt Sydkorea. Hae-Sung finder hende på internettet, og de to kommunikerer flittigt – uden at vi hører de store kærlighedserklæringer. Men nok så vigtigt: Nora siger, hun savner Hae-Sung og spørger, om ikke han vil besøge hende. Den ingeniørstuderende, der stadig er hjemmeboende, svarer, at det først kan blive om et år. Så længe vil Nora ikke vente, og hun erklærer, at hun har brug for en pause i deres fjerne-nære-digitale dialog for i stedet at satse på sit amerikanske liv. Hvis Hae-Sung havde kendt sig besøgelsestid, havde vi set og hørt en helt anden historie.

Filmens tredje protagonist er forfatteren Arthur, der ikke uventet spørger nervøst til Noras relation til barndommens og ungdommens Hae-Sung. Han har læst sig lidt koreansk for måske at kunne forstå, hvad Nora mumler, når hun drømmer, men han presser ikke på – af angst for at miste Nora, der giver ham meget mere, end han selv mener, han giver hende. I parentes bemærket har Hae-Sung også lært lidt engelsk for at kunne begå sig i USA og på den måde komme Nora i møde. Er denne udvidede sprogkompetence en lille hilsen til Love Actually?

En kvinde med overskud

Med andre ord er Nora den af de tre, som i kærlighed og intellektuel pondus har mest overskud. Bortset fra midterstykket, hvor hun på distance er nær Hae-Sung, er hun hele vejen igennem afklaret, fordi hun forstår sin tilværelses konditioner. Det fremgår af filmens bedste scene, hvor hun og Arthur ligger i sengen og snakker om Noras forhold til Hae-Sung. Vil hun droppe sin mand for at udleve drømmen om barndommens kærlighed? Nej da. Hun er ikke den pige, den prinsesse, der som 12-årig forlod Hae-Sung. Den samme erkendelse når Hae-Sung frem til, da han endelig genser Nora i New York, 24 år efter bruddet. Han kan på den ene side spørge forsigtigt til det koreanske begreb om in-jun, der angiver, at to mennesker engang i anden gestalt havde en tæt relation. Gælder det for ham og Nora? Måske. Men Hae-Sung kan på den anden side også se, at Arthur og Nora har en un-jun-relation. Den meget forsigtige mand har så meget selvindsigt, at han accepterer at hans og Noras liv er for forskellige til, at de to dele kan forenes. Han er netop koreansk-koreansk i sin tankegang, konstaterer Nora tørt, mens hun jo er koreansk-amerikansk. Kvinden lever med den dobbeltbevidsthed, mens Hae-Sung ikke magter at forlader sit kulturelle bagland. Dertil kommer at hun har ambitioner; Hae-Sung derimod er, som han selv siger det, en almindelig mand med en almindelig indtægt, hvorfor han øjensynlig ikke statusmæssigt matcher kæresten hjemme i Sydkorea, og hvorfor de to er på pause, mens Hae-Sung leger turist i New York, læs: vil se om der er en fremtid i hans forhold til Nora. Hvad der med al ønskelig tydelighed ikke er.

Sigende sangtitler

Dertil er asymmetrien mellem Nora og Hae-Sung alt for udtalt, hvad der også fremgår mere gelinde af lydsporet, hvor vi i filmens sidste del hører John Cales sang ”You Know More Than I Know”. En andet markant kommentar til historien fremgår også af Leonard Cohens sang ”Hey, That’s No Way To Say Goodbye” som vi hører i første del. Cohens sang er et ekko af Hae-Sungs indre kaos; Cales sang er her over for udtryk for hans (og filmens!) erkendelse af, at Nora er den klogeste karakter, vi møder i Past Lives. Det er derfor ikke tilfældigt, at der en del nærbilleder af Nora (spillet af Greta Lee), mens der er langt færre af Hae-Sung, som er mere sammenbidt og forkrampet, utilpas ved det hele. Vi forstår, at han hjemme i Sydkorea ynder at tage på massiv druktur med mandlige venner. At være fanget i teenager-tilværelsen er ikke godt for en mand i sine bedste år i 30’erne.

Man vil også kunne læse et tværkulturelt tema ud af filmen, men jeg deler Weekendavisens anmelder Lasse Winther Jensens udlægning i så henseende: Vi får for lidt at vide om karaktererne til, at immigrationstemaet for alvor påkalder sig opmærksomhed, og g det er lige før der går avancerede turistbilleder af New York i filmens sidste del, selv om der er hilsner til Woody Allens ikoniske Manhattan.

Det bærende er trekantshistorien, der faktisk ender mere eller mindre lykkeligt. Alle tre parter når frem til (selv)indsigt, de to mænd takket være kloge Nora. Det er derfor misvisende at udnævne filmen til at dreje sig om længsler – og længsler der ikke indfries. Jo, det passer for så vidt på Hae-Sungs karakter. Men han kommer jo omvendt frem til at forstå, at det der engang var potentielt, forbliver ikke realiseret, fordi tiden er gået, og der er kommet andre mennesker ind i ens liv. Nora og Hae-Sung er ikke de samme mennesker, som de to fremmelige børn, der tog afsked med hinanden for 24 år siden. Der er ingen grund til at være nostalgisk over noget, der aldrig har fundet sted.

Links
ekko ~ Moovy ~ Soundvenue