Presence

Tilstedeværelse. En lille smule kluntet lyder det måske på dansk, anderledes let og elegant på engelsk: Presence. Men det betyder det samme, og udover at være titlen på Steven Soderberghs seneste film, betegner ordet også det vel nok mest basale livsvilkår, man kan forestille sig. Vi er til stede. Alle sammen. Nogle af os er det endda på samme tid, og så kan vi glæde os over det, eller blive voldsomt irriterede. Det afhænger af omstændighederne og personen. Denne omstændighed, at vi er tilstede, kan jo virke så banal, at det er fjollet eller fornærmende overhovedet at gøre opmærksom på det. Men som visse filosoffer har bemærket er nogle ting så selvfølgelige, at vi fuldstændigt glemmer dem, overser dem. Og så er de jo pludselig ikke så selvfølgelige mere.

”Presence” bruger et simpelt, men effektivt filmgreb for at forsøge at give en frisk vinkel på dette tema. En familie, mor, far, datter og søn flytter ind i et nyt hus. I huset befinder sig i forvejen et gespenst. Hele filmen ses fra spøgelsets synsvinkel, og eftersom spøgelset (af grunde jeg ikke skal afsløre her) er bundet til huset, så forlader vi som tilskuere heller aldrig huset. Udover det benytter filmen sig af et greb hvor hver scene markeres ved at lærredet kort går i sort. Jeg talte ikke om scenerne var lige lange, men den stramme form har i hvert fald den effekt, at filmen virker ren, rolig og symmetrisk. Det fungerer, og det er sjovt at forsøge at få overblik over hvad der rører sig i den lille familie, gennem de fragmenter af samtaler, som spøgelset overhører. Selv om ”Presence” vist skal forestille at være en overnaturlig thriller, så er den virkelig ikke særlig skræmmende. Faktisk er det ikke spor uhyggeligt, men derimod ret hyggeligt at befinde sig i familiens hus i filmens veldrejede 85 min.

Filosofiske overvejelser om tilstedeværen er nok lidt malplaceret, for ”Presence” virker egentlig til at være ganske tilfreds med at underholde. Det er der som sådan ikke noget galt med, men jeg forlod alligevel biografen med en lidt sær fornemmelse. For hvad er egentlig meningen med ”Presence”? Jeg ved ikke, om det skyldes markedsføringen eller Soderberghs ry som ‚auteur‛, men jeg synes, det er lidt underligt, at filmen ikke vil mere end at underholde. Handlingen i ”Presence” viser sig at være temmelig banal, en helt almindelig krimi faktisk, det kunne have været et afsnit af ”Barnaby”, bare med et overnaturligt twist.

Der er ansatser til noget interessant hele vejen igennem, for man bliver effektivt inddraget i de små dramaer, der udspiller sig mellem de forskellige medlemmer af familien, men desværre bliver det ikke rigtig udviklet til noget rigtigt vedkommende. Koblingen mellem familiedrama og spøgelseshistorie er besnærende i filmens første halvdel, men ender med at virke akavet, fordi det ikke bliver brugt til noget. I sidste ende er ”Presence” temmelig overfladisk. Jeg må dog sige, at det er en ret flot overflade, og filmen skal have den ros, at den fastholder interessen. Alligevel føler man sig lidt snydt til sidst, for som andre anmeldere har bemærket, ender filmens hovedperson, spøgelset, med at være et ‚gimmick‛, og man sidder tilbage med en flad fornemmelse.

Links
ekko ~ Kulturkapellet