Selvmordsturisten

Hvad gør man, når man får at vide at man er døende? Forsøger man at flygte fra virkeligheden, eller bliver man hos sine kære for at få det bedste ud af det?
Max, spillet af Nikolaj Coster-Waldau, er filmens hovedkarakter. Han har en tumor i hjernen og får at vide i filmens begyndelse, at denne er vokset, og at han nok skal forberede sig på at skulle sige farvel. Denne besked får Max til at sætte spørgsmålstegn ved hele sin eksistens.
Selvmordsturisten handler altså om Max, som lider af livstruende kræft og hans eksistentielle krise. Man oplever flere gange gennem filmen, at Max forsøger at begå selvmord, men han fortryder hver gang i sidste øjeblik. Han får et hint af en kunde om et Hotel Aurora, som specialiserer sig i selvmordstruede mennesker. Her kan de få lov at dø, eller begå selvmord vel og mærke, i de omgivelser, som de helt selv vælger. Det vigtige her er, at når man først har takket ja til behandlingen, og skrevet under, så kan man ikke fortryde, og Max vil så inderligt gerne skåne sin elskede for at være konfronteret med den smerte han lever i, og derfor lyder det rigtig godt i hans ører endelig at få lov at gennemføre sin planlagte død. Men fortryder han igen, eller kan han gennemføre det én gang for alle?
Max er gennem hele filmen en meget stille, sørgmodig og tænksom mand, hvilket giver hele filmen en noget melankolsk stemning. Nikolaj Coster-Waldau gør et fremragende stykke arbejde i rollen som melankolske Max. Han formår virkelig at hive os andre med ind i både sin smerte og hele den dystre stemning, der omringer ham. Desuden er der heller ikke en finger at sætte på de andre skuespillere, som spiller de store og små biroller.
Filmens åbenlyse temaer er selvmord og død, men et mere underspillet tema er aktiv dødshjælp. For hvis man virkelig gerne vil væk herfra, er det så i orden at hjælpe den lidende på vej, selvom den lidende stadig har livskvalitet tilbage den sidste tid?

Selvmordsturisten er en utrolig god film om sorg og død og det at føle, at man ikke er i stand til at være den for sin familie, som man gerne vil være. At fordi man lider eller er syg, så kan man skåne sine pårørende, hvis man ikke er her mere. Hvis man selv er alvorligt syg eller man kender nogen, som er det, så kan man relatere til de tanker, som skildres i filmen – at man måske mere er til besvær frem for gavn.
Selvmordsturisten får min stærkeste anbefaling, så skynd dig i biografen og se den før din nabo!