Smoke Sauna Sisterhood

“Savvusanna Sosarad” eller “Smoke Sauna Sisterhood”, som er den engelske titel, filmen har fået også her hos os er en meget poetisk og klog film om liv og død og alt hvad der er imellem – ikke mindst kærlighed. Dokumentarfilmen er som en smuk bog med stemningsbilleder, der er blevet levende. Man nyder billederne, røres og ler og græder med de skønne, betroende, favnende kvinder. Vi lærer om fødsel, død, sygdom, seksualitet, menstruation, familie, mænd, kvinder, tradition, overgreb…

Det vægtigste tema i filmen er fællesskab. Den er en hyldest til fællesskab og sammenhold mellem kvinder, og viser, hvor betydningsfuldt det kan være. Hvordan man kan spejle sig i hinanden og dele sine erfaringer – også de grummeste af dem – og rumme hinanden, opleve sig selv rummet og støttet og inkluderet med al den smerte, al den grimhed, man har båret med sig og troet sig ene med. Men man var ikke alene; man havde bare ikke fundet sit fællesskab endnu – sit “sauna-søsterskab.”

Fællesskabet læger. Delt smerte bliver som bekendt lettere at bære. Helt centralt er også saunaritualet – ild, røg, vand, salt. Varme og kulde. Det er jo velkendt, at ritualer hjælper mod smerte og sorg. Kvinderne messer rytmisk og synger med en urkraft: “Vi sveder al denne smerte ud, vi sveder al denne frygt ud”. De skrubber alt det onde af sig med salt, som jo er et helligt remedie gennem umindelige tider. Ritualet forløser.

Mandekønnet er repræsenteret i kvindernes fortællinger som typer, næsten alle kvinder af en vis alder vel nok har oplevet. Der er manden, der sender “dick pics” ud af det blå, den pornoskadede mand, der vil have sin partner til at tigge om at blive penetreret (Jeg grinede højt, da kvinden i filmen fortalte, hvordan hun tålmodigt var gået med på at udleve mandens fantasi og havde sagt: “Må jeg bede om penisen?” i en tone, der lød som om hun bad ham række hende rugbrødet.) Der er den voldelige ægtemand, manden, der presser sin kæreste til abort, voldtægtsmanden og manden, der udnytter en rystet 16-årig pige, som lige er blevet voldtaget.

Stærkt i filmen står beretningen fra kvinden, der føder sit døde barn og skriger sorgen ud. Smukt og naturligt og forfærdeligt. Kvinden fortæller .”Jeg var glad for, at jeg fødte hende selv, for på den måde gik jeg igennem en proces, og noget af smerten kom ud sammen med hende, og var allerede forsvundet igen kort efter.”

Betroelsen om voldtægten er hjerteskærende. Som offer for seksualforbrydelser kan man let komme til at adoptere det udbredte syn, der er på misbrugte piger/kvinder som værende “ødelagte”. Gør man det blik til sit eget, kommer man til at dele den opfattelse, som mændene, der samler den chokerede pige op, udtrykker. De ser sådan på det, at nu det er overstået, er der ikke længere noget hun behøver passe på (den famøse mødom) og det kan man(d) jo så passende nyde godt af med det samme. Kvinden fortæller selv, at hun tænkte “nu er der ingenting tilbage” så nu kan jeg ligesågodt… Og det er en typisk reaktion efter overgreb. Nu kan det hele være ligemeget. Men man er jo ikke ødelagt; man er lige så meget værd som før! Men sådan føles det ikke.

Dér er det ekstra vigtigt at have fællesskabet med andre kvinder – hvilket man i den situation desværre sjældent har, fordi man skammer sig, og ikke tør dele den slags erfaringer. Medsøstrene i saunaen forstår, at det, kvinden har brug for, er stilhed, solidarisk nærvær, at blive strøget over håret. Her får filmens nærbilleder en kraftig effekt, man vil bare række ud efter den grædende kvinde og trøste hende. Hun bliver rummet med sin fortælling, og det heler.

Det er en meget varm film, og det er ikke bare fordi den foregår i en sauna.

Jeg må beklage mine manglende skrivekundskaber på estisk, men det, der lød i mit hoved, da jeg var gået ud fra biografsalen var det rytmiske “Aityyma, aityyma, aityyma ait”.

Tak, Anna Hints for en fantastisk smuk film, et sandt kunstværk. Den anbefales varmt til alle.

Links
ekko ~  Film Review Daily