Sterben
"Sterben er en stærk film, der viser vore begrænsninger i kærlighed"
I den tyske film “Sterben” tages døden alvorligt. Kunstnerisk som eksistentielt. Over fem afsnit kommer vi ind på familien Lunies. Det ældre ægtepar er Gerd og Lissy (Hans-Uwe Bauer og Corinna Harfouch), hvor faren er senil og moren kræftsyg og ikke i stand til at passe sin mand. Deres to børn, Tom (Lars Eidinger), som er dirigent for et ungdomsorkester i Berlin og er i gang med at indøve vennen Bernards (Robert Gwisdek) store værk “Sterben”, og Ellen (Lilith Stangenberg), som arbejder som tandtekniker i en tandlægeklinik i Hamborg og har indledt en affære med sin arbejdsgiver, tandlægen Sebastian (Ronald Zehrfeld), som er gift og har to børn.
Dette lyder måske ikke af så voldsomt meget, men der skal ikke ridses meget på lakken, før det vælter ud med dårligdomme. Moren, der ser sin demente mand stå udenfor i regnen, men ikke lukker ham ind. Sønnen, der har været med til sin ex-kærestes fødsel og anser sig selv som en slags far til barnet, hvilket barnets mor ikke er enig med ham i. Datteren, der er dybt afhængig af alkohol. Mor Lissy, der bedyrer, at hun er så glad for at tale med sin søn og i samme åndedræt fortæller ham, at hun aldrig har elsket ham. Børnenes forhold til deres forældre, som de meget sjældent besøger. Og deres indbyrdes forhold som er næsten ikke-eksisterende.
Filmen “Sterben” er ikke en let og liflig film. Der sættes lys på forhold og følelser, som er ekstreme og så alligevel ikke mere, end at man kan være med personerne og føle med og til en vis grad forstå dem. Eksistentielle forhold tages alvorligt i biografernes verden.
Døden kommer først til den senile far. Dernæst til den entusiastiske komponist Toms ven Bernard. Han skriver sin musik med hele sit liv som indsats. Da han i frustration over ikke at ramme den fine linje, spørger de udøvende unge musikere, hvad de synes om hans værk, mødes han af tavshed. Han tvinger dem til at sige noget, og da siger én, at stykket er godt, men for langt. En anden synes, der mangler håb! Bernard eksploderer og siger, at håbet er i selve det at udføre musikken, at spille noderne og opføre stykket. Deri ligger et håb. At der gøres noget. Der handles.
Bernard dør ved egen hånd. Han har fuldført sit værk og kan ikke leve mere. Sterben er fuldendt. Tom skal vogte over hans dødstime, så kæresten ikke bliver den, der finder ham. Tom vil og vil ikke gribe ind. Denne nat sker der noget i Tom. En erkendelse af at døden ikke er en afslutning. Ud af død kan der komme liv. Det er denne erkendelse han gribes af, da han uropfører vennens værk: “Sterben”. Ved morens urnenedsættelse er der kommet endnu et liv til verden. Tom og hans veninde har fået et barn. Slægten er ført videre.
“Sterben” er en lang film, tre timer, men den kan bære tiden. Jeg er fanget af personerne. Skuespillernes underspillede karakterer overbeviser mig om, at her har jeg med ægte eksistentielle forhold at gøre. Glæden, frustrationen, ensomheden, drømmen alle disse menneskelige følelser, der vækker vore håb, kommer til udtryk i filmen. Vi dømmer og tilgiver, fordømmer men forstår. “Sterben” er en stærk film, der tør vise vore begrænsninger, når det kommer til kærlighed. Men vi efterlades ikke i håbløshed.
