Svære sandheder (Hard Truths)

London er blevet en kulsort by, ja, hele England måske et kulsort samfund, udelukkende befolket af sorte indvandrere med vestindisk Jamaica-accent. Eneste få, små, hvide pletter udgøres af nogle enkelte højtuddannede: En tandlæge, en advokat, en ernæringsekspert… Mike Leigh har altså skiftet farve, og lader sin film “Svære sandheder” udspille sig i et sort forstads-London, men helt uden indvandrings- eller raceproblematik, ja, faktisk uden at nævne dette race- og farveombyttede samfund med et eneste ord!

Der er også en hel del andet, der henligger i det uvisse, det usagte, f.eks. hvad der kunne være filmens nøglescene, dens vendepunkt: På Mors dag bryder den konstant frådende, rasende modbydelige, altdominerende hovedperson Pansy sammen, da hendes søn forærer hende en lille, prunkløs blomsterbuket. Der er slået en lille sprække i hendes modbydeligheds-panser. Hun sætter den lille buket i vand og forlader stuen, hvorefter hendes mand, Curtley, kommer ind, ser buketten i vasen, tager den op og kyler den ud i den minimale have; alt uden at der ytres ét ord! Hvorfor? Er Curtley jaloux på Pansys glæde over sønnens blomster? Sprækken i hustruens frådende modbydelighed ville jo også komme ham til gode?

Filmen kommer ikke med med nogen forklaringer eller forløsninger. Faktisk går dens forløb udelukkende fra slemt til værre på trods af, at filmskaber Mike Leigh har rykket dens persongalleri et par trin op fra sit sædvanlige underklasse-England. I centrum er Pansy, spillet med fuldstændig forrygende, kogende energi og lettere vanvittig rolle-indlevelse af Marianne Jean-Baptiste: Midaldrende, sort, hjemmegående, gift med håndværkeren Curtley, mor til Moses, som ikke bare er tyk, men gigantisk fed, arbejdsløs, henslæbende sine dage liggende på sin seng med høretelefoner på og med en søster, Chantelle, som er hendes diametrale modsætning.

Pansy er sygt negativ, kværner og sprutter ustandseligt rasende til alt og alle op om, hvad der er galt med alt og alle, mens hun hæmningsløst ynkende og klynkende forherliger sig selv. Hun har rengøringsvanvid og er psykopatisk angst for dyr af alle slags, hvorfor den minimale have bag rækkehuset er et sandt helvede for hende. Stik modsat er hendes søster Chantelle: Selvstændig, succesfuld og populær frisør, som hyggesludrer med sine kunder og er mor til to livsglade døtre, som hun både taler fornuft og pjatter med. Da de to søstre, Pansy og Chantelle mødes på Mors dag, løfter Chantelle en anelse på sløret til, hvad der kunne være årsag til Pansys rablende, rasende, kulsorte væsen:

Da de var små, forlod deres far dem, hvorefter deres mor i høj grad væltede alle problemer og pligter over på Pansy. Endnu en sprække i Pansys vredespanser og måske den, titlens “Svære sandheder” hentyder til, men som ikke fyldestgørende begrunder Pansys til tider karikatur-komisk groteske negativitet. Ekstra komisk bliver det, hvis titlens “sandheder” tolkes som, at meget af Pansys rablende had-og kritik-tirader er noget, vi selv går og tænker, dog uden at udtrykke det højlydt! Pansy føler smerter overalt, men sviner også både sin læge og sin tandlæge til i en sådan grad, at de må lade hende gå ubehandlet og selvfølgelig skingrende utilfreds. Det havde været interessant at opleve, hvordan en “konfrontation” med en “shrink”, en psykolog eller psykiater var spændt af, men en sådan undlader Pansy at kontakte, selvom det jo nok var der, der havde været hjælp at hente!

Mike Leighs tidligere film har ofte via hans glødende indignation villet ændre samfundet til fordel for de nederste klasser ved at chokere og forarge publikum, men denne film vælger at skildre en frådende, rasende, lidende psykisk syg (?) stakkel, som gør alle omkring sig til stakler. Et enkelt positivt, lyst øjeblik mod slutningen står enorme Moses for, men for kort og “påklistret” til at få betydning for helheden.

Filmen er da voldsomt underholdende, ikke mindst på grund af Marianne Jean-Baptistes fantastiske spil, men også tåget uklar og uforløst. Men måske skal filmen ikke dissekeres og analyseres; måske skal man bare lade dens håbløse, uafklarede tristhed sive ind i sjæl og sind og acceptere, at dens kulsorte budskab er, at livet er noget skidt?

Links
ekko ~ Moovy ~ The Guardian