Tatami

En tatami er et sted; et område, hvor der udkæmpes rasende kampe mellem forskellige nationaliteter, religioner, – på overfladen inden for judo, men lige under om intet mindre end ære, hjemland, liv og død. Der afholdes verdensmesterskaber for kvinder i judo i Georgiens hovedstad Tbilisi. Iran er med og på det iranske hold er Leila Husseini et rigtig godt og stærkt bud på en kommende verdensmester. Den højt begavede, toptrænede kvinde med mand og lille søn, heppende venneskare og beundrende forældre hjemme i Iran overvåges på turen tæt af det iranske præstestyre: Den kendte og populære kvinde skulle jo nødigt blive for selvsikker og selvbevidst, men katastrofen rammer, da det viser sig, at Leilas vej mod toppen kommer til at indebære en kamp mod en israelsk kvinde, hvilket styret absolut ikke tillader. Så er det slut: Leila skal omgående forlade konkurrencen, lyve om en sygdom, en skade, hvadsomhelst, bare hun ikke nærmer sig tatamien igen!

Nu kan Leila selvfølgelig vælge at overhøre ordrerne fra det allerøverste styre hjemme i Iran, for judo-forbundet og alle og enhver i Georgien er klar til at hjælpe den desperate, hårdt pressede unge sportsverdensstjerne, men hun jo også venner, familie, gamle forældre hjemme i Iran, og nu begynder grusomme trussels-videoer at tikke ind på hendes telefon: Videoer af hendes nærmeste, der tydeligt er blevet tævet og tortureret for at advare hende mod ulydighed mod styret. Samtidig har Leilas mand, som jo kender sin stolte, kampklare hustru, sammen med deres lille søn begivet sig ud på en dødsensfarlig flugt mod den fjerne grænse, I desperation hamrer Leila ansigtet mod et spejl og får en flænge i panden, som snildt kunne have fået hendes kampe stoppet, men nu vil hun med den kyndige, russiske stævnelæges hjælp kæmpe videre, og da hun igen træder ind på tatamien, lyder truende tilråb fra iranske embedsmænd, der er spredt blandt det jublende publikum i den store sportshal. Presset kan ikke blive større. Leilas træner, Maryam, selv engang judoudøver på verdensplan, som fik karrieren stoppet af en skade (eller gjorde hun?), er under næsten samme pres og grusomme trusler: Det er jo ikke lykkedes hende at standse den stolte, stædige Leila.

Handlingsforløbet er vanvittigt spændende, og judo-kampene er fotograferet og klippet så filmisk bevidst, at om man så aldrig havde hørt ordet “judo” før i sit liv, er det i de ca. 100 minutter, filmen varer, det mest spændende i verden. Udover at Arienne Mandi til rollen har lært sig judo på allerhøjeste niveau, er hun også en blændende skuespiller, som udtrykker alle den svære rolles mange, store følelser rent, klart og ægte.

Frygtelig farligt og befriende symbolsk bliver det, da Leila gispende efter vejret under én af de afsluttende kampe flår den hætteagtige islamiske sportskvinde-beklædning, der stramt dækker hår, nakke, hals og bryst, af og pludselig kan “ånde frit” i alle begrebets betydninger, vel vidende at hun ved tilbagevenden til Iran vil blive dømt til døden for at have fjernet kampsportsudgaven af den islamiske hijab. Blot én af denne stærke films meningsladede, symbolske detaljer. Med sine stemningsladede sort/hvide billeder er filmen både af form og indhold anderledes, modig og original. Den er en grusom og voldsom øjenåbner for de forhold, kvinder lever under i det præstestyrede Iran. Politisk indignation og desperate budskaber rammer bredest og hårdest, når de pakkes ind i vellavet, vanvittig spændende underholdning som det netop er tilfældet med “Tatami”. Lyt godt efter filmens allersidste replik, som emmer af skæbnens knivskarpe ironi.

Links
ekko ~ Nettavisen ~ Cinephil ¤