The Brutalist

Jeg vil starte et andet sted end inde i Brady Corbets film “The Brutalist”, nemlig i Berlin, nærmere bestemt i arkitekten Daniel Libeskinds Holocaust-museum. Hvis man har besøgt det sted, vil man vide, at én af de mest skræmmende effekter er de mørke, genstandsløse og skævt indrammede rum, der har meget høje vægge, og allerøverst er der diminutive vinduer. Intet menneske vil af egen kraft kunne kravle op i lyset og slippe ud af rummet. Libeskinds konstruktion er ikke en imitation af KZ lejrenes arkitektur, men nok en sanselig, fysisk genskabelse af den afmagtsfølelse, som de indsatte måtte have følt ved tanken om hvor svært, ja umuligt det var at nå op til lyset.

Denne digression er for så vidt ikke en decideret digression, fordi én af de arkitektoniske pointer i arkitekten Laslo Toths bygningsværk, som er omdrejningspunkter i Corbets film, er baseret på den modsatte tankegang i forhold til Libeskind. For Toth skaber et avanceret tårn, der samler sollyset og kaster det ned i bygningen, ned i en kirke, og på den måde bliver der forbindelse mellem det jordiske og det himmelske. Solen kommer ned til menneskene i Toths vision, mens sollyset ikke nåede ned til fangerne i virkelighedens KZ-lejre, eller hvis det var tilfældet, var fængselsmurene og pigtråden uovervindelig.

Koblingen til Libeskind er også nærliggende, fordi den ungarske arkitekt er flygtet til USA efter at have overlevet et ophold i en KZ-lejr. Den dybt traumatiske oplevelse, der bliver forstærket ved den lange og ydmygende rejse til just frihedens land, giver karakteren en voldsom tyngde. Dertil kommer, at Toth er jøde og uddannet arkitekt fra Bauhaus, der repræsenterede helt nye bygningsidealer i mellemkrigstiden og også efter Den anden Verdenskrig. Den flygtedes bagage kommer ham til gode men ikke ubetinget.

Toth har brækket næsen på rejsen, og jødens næse bliver der stukket til flere gange i filmen, ud over at smerter forbundet med den kan forklare, at Toth i ny og næh skyder sig med heroin (!). Tilsyneladende omsorgsfuldt stiller flere spørgsmålet: ’skal vi ikke gøre noget ved den?’, men bag omsorgen ligger konstant en modsatrettet intention. Arkitekten er flygtet fra den reelle og politisk programsatte antisemitisme; han møder en moderne, mere dæmpet version af samme hos såvel middelklassens som overklassens amerikanere, som han omgiver sig med i filmen.

Den lange og trange rejse

I filmens stærke ouverture ser vi, hvor umenneskeligt krævende rejsen væk fra Europa var: Kameraet er tæt på en sammenpresset masse af mennesker, der filmes, så vi ikke ser deres ansigter. Det er kroppe uden frihed, uden overskud, og da montagen slutter, tumler en mand op fra en underetage i det, som viser sig at være et skib, og derude øjner han frihedsgudinden ved Ellis Island, New York – der i stedet for at pege op i himlen ligner en gigantisk horisontal pegefinger. På lydsiden bliver Goethe citeret for de viise ord: ”Ingen er mere håbløst slavegjort end de, som fejlagtigt tror de er frie”. Så er tonen slået an.

I epilogen er vi fremme ved 1980, biennalen i Venedig, hvor der er en stor retrospektiv udstilling af Toths produktion i form af tegninger, fotografier og delikate ‘en miniature’ modeller af hans bygninger. Toth sidder i rullestol, og det er et nært familiemedlem, der holder præsentationstalen. Flygtningen hyldes for sit livsværk. “The Brutalist” skildrer de mange forhindringer, som lå på vejen op til fejringen. At det er en pointe bliver i øvrigt betonet ved et tilbagevendende motiv, nemlig noget så tilsyneladende banalt som en optagelse af en bil, der i høj fart kører på en landevej eller et tog der farer afsted, altid fotograferet tæt på asfalten eller skinnerne. Den ekstra pointe i motivet er også nærliggende – alle stadier på Toths fysiske eller mentale rejse er forbundet med umiddelbar fare.

Vi får kun brudstykker af tiden i Europa. I Budapest har Toth skabt moderne byggerier, der nyder international anerkendelse, og han er gift med Erzsébet. Parret bliver imidlertid adskilt af nazisterne, og længe troede Toth, at hustruen var omkommet i KZ-lejren. Et uventet brev afslører, at Erzsébet lever og har taget Toths niece, Zsofia, til sig, og i filmens anden del forenes den lille familie. Med et raffineret dramaturgisk plot: Erzsébet viser sig at sidde i rullestol, fordi hun lider af knogleskørhed, forårsaget af flere års vedvarende sult – et faktum, som parret nærmest skjuler, fordi også den kendsgerning er uforståelig for amerikanerne, der savner fantasi til at forestille sig, hvor mange ofre der er fulgt med krigen.

Da Toth ankommer til den frie verden, får han huslys hos sin fætter i Pennsylvania. Fætteren har skiftet navn og religion, for det er ikke klogt at skilte med sin jødiske baggrund og fremmede status. Under kummerlige fysiske vilkår overlever Toth akkurat, mens den humørsvingende fætter laver dobbelt-bind kommunikation. På den ene side inviterer han til intim familiefest og viser stolt sin hustru frem, på den anden side anklager han siden Toth for at have danset for tæt med hustruen. Man forstår godt, at Toth forlader den ’rede’. Inden da har Toth sammen med fætteren renoveret et bibliotek hos en rigmand, Harrison Lee Van Buren, og denne bliver på en gang Toths rednings-banemand og spøgelse.

Da de to mænd mødes anden gang, er det evident, at den rige kan bruge den fattige men kreative, egensindige Toth til at få rejst et monument, som både kan være den kristne lokalbefolkning til nytte og især kaste lys på den ’glade givers fortræffeligheder’. Spændingen mellem kunstneren og kapitalisten er den røde tråd i filmen, og hovedhistorien er Toths arbejde med at skabe og gennemføre dette omnipotente byggeri, der skal være den kompromisløse Toths emblematiske udtryk. ’Ornamentik er en forbrydelse’, som en af funktionalismens første bannerførere, Adolf Loos, erklærede tilbage i 1908.

Hvori består så Toths arkitektoniske brutalisme? Jo han skaber i forlængelse af sin Bauhaus-uddannelse et bygningsværk, der forener flere funktioner – et gesamtkunstværk – samtidig med at det i sit skrabede udtryk – man kan sagtens se forbindelser til minimalismen – også rummer ekkoer af den indespærrethed, som Toth oplevede i KZ-lejren. Bygningen er både højmoderne, et lysende udtryk for Bauhaus’ intention om at det industrielle udtryk var sagen, og peger tilbage mod den nøgenhed, som jøden oplevede fysisk på sin krop og i sit sind under Holocaust.

Man kan meget i en fiktion, og fiktion er “The Brutalist”. Angiveligt er Laslo Toths historie en sammenskrivning af to ungarske arkitekters virke (Marcel Breuer og Erna Goldfinger) og hverken den ene eller anden havde jødisk baggrund, så vidt jeg kan se. Ægteskabshistorien og kampen med Van Buren er tildigtninger, der skal give historien en psykologisk dramatik, som supplerer kampen med materialerne, økonomien og almindelige fortrædeligheder. Sigende nok for den moderne kultur, herunder også filmkulturen, mener jeg, at det ikke er tilfældigt, at de stærkeste scener i Corbets film er erotiske/ seksuelle. Det er i den tæthed ’sandheden’ om mennesket og dets relationer kommer til udtryk.

Det seksuelle er sandheden

Det kan selvsagt være en projektion fra den skrivendes side – og dog: Filmens to mest vellykkede scener viser nærheden mellem Toth og Erzsébet. I den første ligger de to for første gang i mange år ved siden af hinanden i sengen, og Erzsebet spørger, om Toth er krænket over, at hun ikke har skrevet om sin invaliditet? Svaret er tøvende, fornægtende, men det stopper ikke hustruens fremfærd. Hun taler hviskende om, at hun tilgiver Toth for alt det, han har gjort (og filmen har indtil da vist, at Toth har haft seksuelle møder med kvinder), og hvorfra véd hustruen det? Jo, imaginært har hun været inde i Toth trods den fysiske afstand, hvorfor efter de begge ser erotisk vakte ud, men hvem der er den aktive i onaniscenen, kunne jeg ikke bestemme trods nærbillederne, der diskret forbliver over dynen. Det er nok heller ikke afgørende. Det er derimod, at de overhovedet er intime sammen (eller hver for sig).

Flere år senere får vi en parallelscenen til dette møde, filmet med lige så meget close up som den første, men denne gang bliver genforening erstattet af snarlig adskillelse. Nu handler det om, at Erzsébet ikke længere vil leve i USA (man forstår hende så inderlig godt!), i stedet vil hun rejse til Israel, hvortil Zsofia for længst er rejst med sin mand. Grædende erklærer Toth, at han senere vil følge sin hustru.

Den værste seksuelle scene er derimod filmet i et distancerende heltotal, og vi ser en lettere beruset Van Buren voldtage Toth, der lige har skudt heroin ind i sig, hvorfor han allerede er fra sans og samling. De to har været til fest og ligger nu i en tunnel i Italien, hvortil de er rejst for at finde marmor, der skal bruges til at færdiggøre byggeriet, der har ligget stille i flere år. I mellemtiden har Toth har overlevet som teknisk tegner i New York, mens Erzsébet har skrevet klummer om læbestift og andet, hun som har en fornem akademisk litterær uddannelse erhvervet i England i mellemkrigstiden. Voldtægten kommer ikke som nogen overraskelse; kapitalisten afslører et ubevidste, der er nok så betændt. Van Buren kalder Toth for en skøge, som om det legitimerer rigmandens (homo)seksuelle adfærd. Måske kommer rigmandens overfald som et chok for Toth, der tilsyneladende ser ud til massivt at fortrænge hændelsen.

Det fortrængte, det traumatiske melder sig altid

Men som bekendt melder det fortrængte sig altid ved forskydninger, og til sidst bliver det traumatiske for overvældende. Efter den sidste elskovsscene med hustruen – den som ender med en snarlig adskillelse – får Toth øjensynlig fortalt Erzsébet om hændelsen. Derfor tager hun en taxa ud til Van Buren, og for første gang ser vi hende gå (med gangstativ) og pænt blive inviteret til at spise med. Svaret er et høfligt nej tak, og så falder hammeren for øjnene af den anerkendte, men løgnagtige familien Van Buren. Efterfølgende forsvinder Toths onde ånd; om afsløringen af Van Burens indre fantasier driver ham i døden, fortæller filmen ikke. Tilskueren må leve med uvisheden.

På den måde ender “The Brutalist” med en dobbelt happy end. Kapitalisten med lig i lasten går en grum fremtid i møde, mens hans kreative og kun på nåde behandlede modsætning får fuld oprejsning – ganske vist flere år senere. På et tidspunkt i filmen siger Van Burens bundusympatiske søn til Toth, at ’vi tolererer jer’; Underforstået: Der er ikke langt til, at grovere midler vil blive taget i brug. Det er godt at blive mindet om, at de slavegjorte aldrig er frie.

Om Brady Corbets film er en must see? Jeg er i tvivl. Den er bombastisk i sit formsprog. Den er insisterende og skånselsløs. I modsætning til andre mener jeg ikke, at anden del (filmen er 219 minutter lang med indlagt pause) er markant svagere end første del. Problemet er nok snarere, at historien skriver sig selv. Den er kunstnerens drøm om at få hævn over kapitalismen. Men vi véd godt, at i virkelighedens verden er det omvendt.

Links
ekko ~ Internetforbrugeren ~ Den korte avis