Thor: Love and Thunder

Hvor skal man dog begynde, når man skal forsøge at forklare, hvad pokker Thor: Love and Thunder egentlig går ud på? Logik og sammenhæng kan du godt glemme alt om. Meget kort fortalt vender Thors store kærlighed, Jane (Natalie Portman), tilbage efter lang tid (otte år, syv måneder og seks dage, som den forsmåede tordengud siger, mens han forsøger at skjule sin begejstring for at gense sin eks). Hun kan pludselig både samle og betvinge Thors ellers smadrede hammer, Mjølner, og er på den måde blevet til Mighty Thor(!) Det er denne slags vanvittige betingelser, man skal være villig til at sluge råt, hvis man skal nyde det nyeste Thor-epos. Og hvis man ikke kan det, skal man gå en lang bue udenom biografen. Men kan du æde det ene absurde optrin efter det andet – fx at alle universers guder hænger ud i et flyvende guldslot et ikke nærmere angivet sted i verdensrummet, eller at et vikingeskib fra en Asgård-forlystelsespark i Norge bliver til et interstellart transportmiddel trukket af to geder (ja, de to du ved…) på Bifrost, som udledes af Stormbryder, en kæmpe økse, ja så er du klar til et brag af en actionkomedie, der sjældent er set bedre!

Den newzealandske indie-instruktør Taika Waititi beviste i 2017 med Thor: Ragnarok, at det var muligt at tage det ellers noget selvhøjtidelige Thor-univers, der var opbygget gennem to af de mildest talt mindre gode Marvel-film og gøre det til en fantastisk komedie. Dette skyldtes ikke mindst at Chris Hemsworth (Thor) viste sig at være en vanvittig morsom skuespiller, noget han igen beviser i Love and Thunder. Hans scener med Mjølner (ja, hammeren) og den jaloux Stormbryder (ja, en jaloux økse) er fantastiske og virkelig fjollede på et nærmest Monty Pythonsk niveau.

Alt det, der fik Ragnarok til at blive en uventet succes ikke bare udbygges, men presses til det yderste i Love and Thunder. Al logisk tænkning parkeres i foyeren, og det ene vanvittige scenarium efter det andet serveres i neonfarver til et bragende soundtrack af Guns’n’Roses-hits fra 80’erne!

Waititi formår at bevare sin indie-humor, selvom han arbejder for Marvel-mastodonten. Hvor andre indie-instruktører har knækket nakken på opgaven (Chloé Zhaos Eternals var et decideret makværk), virker det som om, at Waititi gør, som han plejer at gøre – bare med et budget på 1,8 milliarder kroner og et stjernecast inkl. fem oscar-vindere til rådighed.

En anden grund til at Thor: Love and Thunder står tilbage som et højdepunkt i den efterhånden endeløse strøm af Marvel-film (nummer 29 i rækken) er filmens skurk. Christian Bale gør det intet mindre end fremragende som Gorr, der ikke bare afsværger sig alle guder, men sværger at dræbe dem. Han er skræmmende som bare pokker og et skyggefuldt og monokromt modstykke til filmens neonpalette.

I en birolle rager Russell Crowe op som mafioso-Zeus med tyk græsk accent og bliver på en måde billedet på hele filmen. Er han for meget? Helt sikkert! Men på den helt rigtige måde, og man kan kun krydse fingre for, at han vender tilbage i den næste Thor-film – hvilket efterfilmen under rulleteksterne da også mere end antyder.

Med alle de guder, der efterhånden er proppet ind i Thor-universet, kunne det være interessant om Waititi havde mod på at give sig i kast med nogle af de store monoteistiske religioners guddomme. Naturligvis er han begrænset af materialet fra tegneserierne, men det kunne være spændende at se Yahve, Allah, Buddha og måske endda Jesus som figurer i Waititis vanvittige Thor-univers. Jeg skal i hvert fald nok være den første, der køber både billet og popcorn!