Til Sama

“Vi vil leve værdigt eller dø!!” Sådan råber de unge universitetsstuderende i starten af revolutionen, som de unge startede fredeligt og i broderskab på tværs af religioner. Og netop dette “et værdigt liv” er et hovedtema i filmen. Men de unge mennesker kommer til at dø. Allerede 5 minutter inde i filmen sidder man som forstenet og ser række efter række af mishandlede lig, fisket op af floden.

Og sådan fortsætter det.

“Til Sama” er rædselsfuld i ordets sande betydning. Filmen er fuld af søde små børn, der griner og leger, krammer deres mor  – og lige pludselig slæbes ind og ligger på hospitalets nøgne, kolde gulv i en pøl af deres eget blod. Døde børn. Og masser af døde unge mennesker, og voksne med blodige ansigter, der skriger af smerte, og anråber Gud i afmagt, når de må bære deres døde barn ud fra hospitalet i en blå papirssæk.

Det totalt sønderbombede Aleppo ligner en kulisse i en katastrofefilm, forledes man som tilskuer til at tænke. Men det her er virkelighed. Det er krig. Mennesker bor i de her ruiner, og forsøger at beskytte sig mod bombeangreb med madrasser på væggene og sandsække over vinduerne. De brænder dæk af i gaderne for at de russiske bombepiloter ikke skal kunne se, hvor de skal ramme. Vores venner i filmen er dokumentaristen Waad selv og hendes mand, lægen Hamza, og deres spæde datter Sama. Hamza er en samvittighedsfuld mand, der opretter sit eget hospital (byens eneste) sammen med nogle venner fra universitetet. De arbejder under umenneskelige forhold dag og nat. Da hospitalet bliver bombet og mange af deres venner og kolleger bliver dræbt, opretter de et nyt hospital i en forladt bygning. De giver ikke op. Hamza befrier symbolsk sine haveplanter for murbrokker, stammer dem op igen og vander dem efter et bombeangreb. Planterne skal leve. Aleppo skal leve.

 

Filmen vil give svaret på, hvorfor så mange mennesker vælger at blive i Aleppo, og nægter at forlade stedet under belejringen. Det svar har jeg ikke fundet i filmen. Jeg sad hele vejen igennem og havde lyst til at råbe “Flygt dog! Red dog jer selv! I har et lille barn!!” Jeg begriber simpelthen ikke, hvorfor de ikke bliver i Tyrkiet, efter de har været og besøge bedsteforældrene, som åbenbart for længst er flygtede. Men jeg tror slet ikke, jeg kan forstå, hvordan Waad og Hamza tænker. Jo, jeg forstår godt, at de ikke kan lade Sama blive hos bedsteforældrene og selv rejse tilbage. Men hvorfor overhovedet tage tilbage?

Waad siger i voice-overen til sidst, at “vi gjorde det hele for din skyld, Sama.” Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det ikke kan være for barnets egen skyld at lade hende fødes og vokse op i den mest skrækkelige krigszone. Jeg synes nok, at de som forældre negligerer deres ansvar overfor deres eget barn, men tager så meget desto mere ansvar for deres medmennesker i Aleppo. På mange måder virker Waad tankeløs som hun efterlader sin lille baby sovende på et værelse på hospitalet for selv at gå ud og filme midt i krigen, midt i bomberne. En ting er, at hun føler et ansvar for at dokumentere, og ellers havde vi jo heller ikke kunnet se filmen. Men når alt kommer til alt må hendes vigtigste ansvar som mor være at passe på sig selv og sin baby. Og det kan man ikke i en krigszone.

Jeg fik det indtryk, at de her oprørere et langt stykke af vejen overlever på en slags modstands-eufori. Der er en scene, hvor vores hovedpersoner må krydse frontlinjen til fods og i mørke med lille Sama i en bæresele på maven af sin far. Man tør næsten ikke trække vejret, men scenen bliver bizar, da de for at berolige Sama, som klynker og græder, begynder at synge en børnesang om nogle små kyllinger, der er så glade og priser Gud. Sama begynder at le, og den glade lille sang står i grotesk kontrast til den dødsensrisikable situation. Men da de kommer tilbage til hospitalet og bliver modtaget af deres venner, er al bekymring som blæst bort. og de omfavner muntert hinanden. Waad jubler “Vi klarede det! nu kan jeg dø lykkelig!” og jeg tænkte spontant “Jamen, det kommer du da også snart til, på den der måde!”

For personerne i filmen virker det vigtigere og mere ærefyldt end alt andet at hjælpe, hvor man kan. Selvom man med rette kunne have sagt: “I har et lile barn, I må væk, I kan ikke være her.” Men Waad og Hamza bliver. For det er deres pligt at blive. Det er lige dele heltemodigt og helt vanvittigt. Jeg må indrømme, jeg ikke bryder mig om måden, lille Sama bliver brugt som maskot for forældrenes modstandssag på. Som på billedet, hvor Sama holder et skilt, hvorpå der står “This is Aleppo, what’s justice?”.  Det er måske nemt for mig at sige, og hun er jo der, midt i det, og det er da til dels også hendes egen sag, men….hun er en lille BABY!

Det er svært at forstå, hvorfor den vennefamilie, som er med i filmen, insisterer på at blive i deres hus. Moderen er leder af den eneste tilbageværende skole, hvor børnene undervises i kælderen for at være mest muligt beskyttede mod bomber. Og det er prisværdigt, også hvordan hun holder humøret højt med en ikke uanseelig galgenhumor. Hun har tydeligvis valgt i den ubegribeligt barske hverdag, der er blevet hendes, at leve og le i stedet for at græde og dø. Men de har altså selv 3 små børn, som tydeligt er bange og ulykkelige over at være i det inferno, som deres helt almindelige liv er blevet forvandlet til. Moderen må servere bulgur med biller i, da de intet andet har. Faderen fortæller lærehistorier om “Drengen, hvis hus blev bombet” og moralen er: gå ikke ud, når du hører et bombefly! En vigtig lærdom, men en lærdom, intet barn burde have personlig erfaring med. Drengen i historien døde, og hans forældre døde, og vennerne døde og huset blev ødelagt. Familiens lille pige fortæller om granater, som hun er bange for “for de har så store tænder.” Den mellemste dreng bliver interviewet af Waad, og siger først kækt, at han aldrig forlader Aleppo ligemeget hvad. Rejser hans far og mor, ja så bliver han da bare! Hvorefter han bryder ud i gråd og må søge trøst i sin mors arme. Moderen siger: “Se! Selv børnene vil ikke rejse, hvordan skulle vi kunne rive dem bort herfra?” Men jeg sad tilbage med det klare indtryk, at børnene er traumatiserede, men spiller tapre for forældrenes skyld. Intet barn kan af sig selv ønske at leve i så stor frygt, som de gør. Og det burde intet barn gøre. Uanset hvor hyggeligt man så kan have det med at male og lege på gaden i en udbrændt bus, eller sidde i beskyttelsesrummet og høre de voksne snakke og sin far synge gamle sange. Førnævnte dreng har lavet små papirsdukker, der forestiller alle hans venner, som nu er rejst. “Gud tilgive dem for at have ladt mig helt alene tilbage” siger han. Og fortsætter: “Dem, der ikke er taget afsted dør jo bare en efter en.” Der synes jeg ikke, at det er rimeligt – uanset hvor stærk en værdighedsfølelse man har, og hvor lidt man ønsker at fremstå “sig-selv-nok” – at sætte sit eget og sine børns liv og sikkerhed på spil på den måde.

Men man skal på den anden side heller ikke forledes til at tro, at de “bare” kan flygte. Vi ser i filmen hvordan næsten en hel familie bliver skudt af regeringsmagtens soldater under forsøg på flugt til den ubesatte del af byen. En lille dreng med bange øjne siger trist: “de er døde allesammen.” Faderen græder over sin datters lig: “Min datter! Det var jo for din skyld, at vi ville væk!”

Det triste er – eller ja, som om der var noget, der ikke var trist og helt forfærdeligt i denne film – at disse uselviske mennesker til slut er tvunget til at give op, da russerne og regeringsmagtens soldater står i den næste gade og giver dem valget mellem at dø eller blive evakuerede med frit lejde. Man sidder med en lettelse, da de endelig kører væk og kommer uantastede over kontrolposterne. Men tanken, der trænger sig på er, om ikke det havde været bedre for de mange, hvis de havde overgivet byen, mens de stadig havde livet i behold. Men de håbede jo til det sidste, og troede, at det internationale samfund vil gribe ind, når de opdagede, hvad der foregik. Waad ser, at millioner har set de små film hun lægger op på Youtube, og spørger: “Hvorfor gør de ikke noget?!”

Dette er absolut ikke en film, man skal gå ind og se for at hygge sig. Den er virkelig, virkelig uhyggelig og frygtelig barsk, frygtelig blodig. Men det er rigtige mennesker, vi ser, det er krig i virkeligheden!

Enhver teolog kan med fordel se filmen. De store temaer i filmen er værdighed, uselviskhed – og ikke mindst næstekærlighed! Så absolut relevante emner for en teologisk såvel som en almenmenneskelig diskussion.

Jeg vil nok mene, at filmen er for barsk til at vise for konfirmander. Selvom børn i dag er vant til meget fra internettet, også meget vold, og desværre også meget ægte filmet vold –  så er der alligevel det ved filmen, at det er rigtige mennesker, vi følger, det er ægte blod, og de dør rigtigt.

Jeg vil ikke ligefrem kalde den en god film, men en vigtig film, der må være obligatorisk pensum for politikere, kommunalt ansatte og Røde Kors-folk, der er tildelt beslutningsret over andre menneskers liv og skæbne, og ofte har brug for en lektie i empati. Man spørger sig selv, hvordan nogen kan finde på at tale om at sende flygtninge “hjem” til forhold som disse?

Et andet spørgsmål, der kom op i mit hoved var, hvordan danske myndigheder kan finde på at tale om at tvangsfjerne børn fra flygtede forældre, der “vælger” (valget er jo ikke frit) at bo i lejre som Sjælsmark og Kærshovedgård, når alternativet ville være at blive – eller rejse tilbage – i en grusom krigszone og udsætte sine børn for så store farer som lille Sama og de andre børn i filmen lever i. Hvordan kan man overhovedet tvivle på, hvad man da må vælge for sine børn? Et liv med bomberne bogstavelig talt faldende om ørerne, eller et liv i det mindste i fred, om man så af hjerteløse myndigheder placeres under fængselslignende forhold i rottereder med elendig mad. Det handler jo om liv eller død. Hvad ville du selv vælge?