Til verdens ende

Han hedder Holger Olsen og slår undertiden over i det dansk, der også ligger som en fin accent under hans amerikanske, og da han bliver tilstrækkeligt led ved krig og soldaterliv, smider han sin tapperhedsmedalje, komplet med guld-kongekrone og emalje-Dannebrog i floden. Således “flasher” vor landsmand multikunstneren og -talentet Viggo Mortensen sin danskhed i sin western “Til verdens ende”, som han har udtænkt ideen til, skrevet manus til, komponeret musikken til, instrueret, produceret og spiller hovedrollen i.

Originaltitlen “The Dead Don’t Hurt” er ubrugelig på dansk, da den både kan oversættes: “De døde forvolder…” og “De døde føler ingen smerte”, og som faktisk ikke giver mening i forhold til filmen, hvilket den danske titel absolut gør, Filmen er en ganske traditionel, klassisk hævn-western, hvor en god, kærlig, hæderlig, hårdtknoklende mand og hans familie behandles grusomt og uretfærdigt, hvorefter manden selvfølgelig må tage en grusom, men retfærdig hævn.

Mortensen, som både har udtænkt, skrevet og instrueret, og hans glimrende, danske klipper, Peder Pedersen, er så bevidst om den ene ting, der gør film til sin helt egen kunstart – redigeringen, editeringen, klipningen – at de udelukkende ved hjælp af denne, får skabt denne velkendte og forudsigelige westerns spænding og fascination – imponerende! Den første lyd, der høres før det første billede ses, er et tungt åndedrag, der standser: Olsens hustru og unge Vincents mor er død. En begivenhed, der forløber mod historiens slutning, og herfra klippes denne historie både koncentrations- og opmærksomhedskrævende sammen i en totalt ukronologisk orden.

Dansk-amerikanske Olsen har mødt sin fransk-amerikanske Vivienne i San Fransisco, lige ved havet, der godt kan minde om Verdens ende. De forelsker sig, og hun flytter med ham ud til hans lillebitte farm i det ødeste Nevada – en bid ødemark, som de trimmer blomsterende frugtbart, rundt om det stadigt mere hjemlige hus.
Men så melder Olsen sig helt frivilligt til Borgerkrigen, Vivienne må opretholde livet ved at arbejde i den lille præriebys saloon, og helt forudsigeligt, mishandles hun derefter voldsomt af “by-kongen”, Jeffries, som helt traditionelt er rig, psykopatisk ond, skingrende racistisk, morderisk blodtørstig og liderligt kvindehadsk. Så da Olsen vender hjem efter 5-6-års borgerkrig, skal mishandlede Vivienne og hendes voldtægts-barn selvfølgelig hævnes, hvilket Olsen så går i (en ny) krig med.

Et tema, der kunne have været brugt interessant baggrundsuddybende er lille Viviennes fascination af Jeanne D’Arc, og i sine nærdødsøjeblikke besøges hun da også af en person i middelalderlig panser og plade, men ikke Jeanne D’Arc – et ærgerligt spild af en smuk erindring, der skulle have været gennemført. Øjeblikket, vi alle imødeser med rædsel – den ensomme kvindes fødsel af voldtægtsbarnet mutters alene i den ødeste ødemark – forbigås totalt!

Der kommer da overraskelser undervejs, men de er få og små, fascinationen af filmen ligger i Mortensens brug af sin danskhed, de smukke, enorme vidder, historiens rå realisme og det ualmindeligt smukke samspil mellem Mortensens Olsen og Vicky Krieps Vivienne, hvilket også er nok til at gøre filmen seværdig.

Links
ekko ~ Film Review Daily ~ Sight & Sound
_ _ _