Toves værelse

I filmens epilog sidder ægteparret Victor Andreasen og Tove Ditlevsen og ’evaluerer’ det psykologiske drama de just har udspillet for øjnene af Klaus Rifbjerg. Ditlevsen beder om at blive indlagt (!), og så vil hun skrive en bog, der skal hedde Vilhelms værelse. ”Den vil jeg gerne læse” siger avisredaktøren. Sådan kom det til at gå i den virkelige verden. Kort før Ditlevsen begik selvmord udkom just den nævnte roman – der ubetinget er en af hendes bedste – og på den måde flettes dramatiseringen af Jacob Weiss’ drama sammen med litteraturhistorien, og sådan bliver Toves værelse til exo-fiktion.

Paprika Steen ligner Tove Ditlevsen i mimik og kropssprog (men ikke helt i Vesterbro-dialekten), og Lars Brygmann kan på en god dag ligne Victor Andreasen. Joachim Fjelstrup skal så agere unge Klaus Rifbjerg, men her kommer dramaet til at halte. Det fysiognomiske er mindre afgørende; det er derimod, at Jacob Weiss har skabt en figur, der skal være normalitetens stemme i det familiære galehus, en modernistisk stjerne der her reduceres til en lammet beskuer. Dramaturgisk er det nok velbegrundet, men det stemmer ikke med den status og pondus som Klaus Rifbjerg for længst havde fået, da dramaet udspiller sig.

Den psykiske terror udfolder sig med uhyrlige spidsfindigheder fra begge sider, og voyeuren Rifbjerg kastes rundt i manegen som en våd hund, men det gør mindre, for der er fart over feltet, og manuskriptet er uhyre velskrevet, ligesom den filmiske adaptation af Weiss drama fra 2016 er vellykket. ”Vi er alle sammen ubehagelige” som Victor Andreasen konkluderer efter at en af excesserne er afsluttet. Det er filmens og dramaets menneskesyn, som alle anmelderne har hæftet sig ved. Tag to symptomatiske overskrifter som ”To, som hader hinanden”, hentet fra Weekendavisen og ”Scener fra et giftigt ægteskab” i Jyllands-Posten. Som ægteparret så menneskene.

Det er 75 ret intense minutter; der er nærmest ikke et roligt øjeblik, hvor der bliver dvælet ved den mørke herskabslejlighed. Kammerspillet i næsten bogstavelig forstand er fikseret til en stor bruntonet stue, hvor bogreoler fylder godt, men selv om der står klassisk litteratur omkring figurerne, giver scenografien ikke varme. Dagligstuen er ægteparrets scene, og de behøver øjensynligt andres tilstedeværelse for at mærke, at de lever. Det gør de ved rituelt at nedgøre hinanden.

I prologen er vi i badeværelset, og der ser vi i ultranærbilleder forfatterens fødder vandre rundt – senere forstår vi, at denne backstage er der, hvor Ditlevsen sprøjter sig i foden som en anden narkoman. Hvad både ægtemand og husets stuepige er klar over. De fleste hemmeligheder i Toves værelse er kun hemmeligheder i citationstegn.

Det altafgørende er magtkampen mellem Andreasen og Ditlevsen. De skiftes til at have overtaget, og der bliver spillet på alle horrorens tangenter. Ikke mindst det seksuelle, både sadisme og masochisme, imagination og realisering. Den stærkeste kan et øjeblik være den, som tåler at være den svageste. Hvem skal man holde med? Ingen velsagtens. Omvendt kan man næppe holde distancen til de to, der kæmper for livet, for at bevare en selvrespekt og en menneskelig værdighed, som Rifbjergs figur rigtig siger for længst er forduftet. Måske er Andreasen så modbydelig over for Tove, fordi hans mission er at redde hende og hendes forfatterskab, så Victor (!) Andreasen er en raffineret hjælper, mens den fortabte forfatter betaler en meget høj pris for den venlighed. Fx afslører filmatiseringen den kvasi-incestuøse relation, som stedfaderen Andreasen angiveligt havde til Tove Ditlevsens datter. Kendere af forfatterskabet vil vide, at det allerede blev tematiseret i tilslørede gevandter i Ansigterne (1968), men i dag er der bedre belæg for at hive den uhyrlighed frem i lyset.

Det er ikke nogen tilfældighed, at den berømte psykoanalytiker Thorkil Vanggaard bor i samme opgang som det famøse ægtepar og slet ikke noget tilfælde, at Ditlevsen på et tidspunkt vrængende taler om at blive hjemsøgt af sin moder. Og man skal heller ikke være uddannet psykoanalytiker for at forstå, hvorfor Tove Ditlevsen var så forhippet på at blive optaget i Det Litterære Akademi, der var totalt mandsdomineret. Ditlevsens ambivalenser bliver udstillet, ligesom filmen demonstrerer, at den fysiske og verbale kamp, som de to hovedaktører udfolder, har en rituel karakter.

Dermed er jeg fremme ved det helt afgørende ved Toves værelse, nemlig dens karakter af gentagelsestvang. Tilskueren er vidne til et mentalt freakshow, der kører i ring, og spørgsmålet er om filmen gør os meget klogere. Bort set fra at den regestalter psykiske terror og en psykisk indfoldethed, der gør det svært at skelne mellem offer og bøddel, helt og skurk, og som derfor må udspille sig gang på gang. Toves værelse er så at sige et symptom – uden en forklaring. Netop fordi vi får en klar fornemmelse af, at dette spil gentager sig, aner vi, at ingen af parterne har forstået, hvad der driver dem – ikke fremad men nedad i psyken, såvel den kollektive som den individuelle.

Hvis filmen er analysanden, er seeren analytikeren, der bruger al energi på at følge med – og ingen kan finde ud af hvad symptomet drejer sig om. Og det er jo, jævnfør ovenfor, ikke, fordi det skorter på slet skjulte referencer til psykoanalysen, men hvis den skal mobiliseres, kan vi måske alligevel finde skyggen af en forklaring.

Den udtalte destruktionsdrift, som både Andreasen og Ditlevsen lever højt på, har rod i dødsdriften, så konklusionen må blive, at Toves værelse er klaustrofobisk – visuelt og mentalt – fordi den ekkoer af en dødsdrift, der determineret river alt med sig ned i afgrunden. Der kan endog ligge en lyst i den menneskelige degradering. Og oplevelsen af fornedrelse er en motor for den kunstneriske skabelse som nogle kategoriserer som sublimering. Forstadiet til sublimeringen er akkurat Toves værelse.

 

Udlejes af Nordisk Film, dvs. filmen er IKKE dækket af en CVLI-licens

https://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/toves-vaerelse/
https://www.kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=2760
https://soundvenue.com/film/2023/06/toves-vaerelse-paprika-steen-leverer-en-kraftpraestation-i-eksplosivt-dansk-drama-526262