Trolls - sammen igen - Kirke og Film
Animation, Familiefilm, Komedie, Musikfilm

Trolls – sammen igen

"Gjøl-troldene er tilbage i musikalsk og farvestrålende 90'er-fest"

Af: Helle Sihm

Der var engang i 1930’erne, hvor Thomas Dam var bager i en lille, nordjysk by og en rigtig dårlig een af slagsen, for han ville meget hellere snitte sjove dukker i træ – gerne med umiskendelig lighed med sig selv og de øvrige beboere i den lille by: Gjøl-troldene var født. I løbet af de følgende årtier ændredes de både hvad angår materiale og udseende; de topper i popularitet i 1960’erne som dem, vi kender i dag: Kramme-bløde, bredhovedede, fladnæsede, med vildt strithår og bare otte fingre og ditto tæer. Deres popularitet når også USA, hvor gigant-selskabet DreamWorks i 2016 producerer den første hellange animationsfilm om og med de små, danske charmetrolde: Forbillede-respektfuld med farvestrålende fantasi og masser af munter musik. Nu er “Trolls sammen igen” i en treer:

Der var engang i 1970’erne et vanvittigt populære boyband: Brozone, som bestod af fire brødre, hvoraf den yngste, Kvist, blot var en ble-baby. De var så meget Nsync at det kun kunne gå i One Direction (jo, der er også masser af indforstået, begavet guf for voksne her) indtil de forsøgte sig med det umulige: At opnå perfekt familieharmoni – i klangbillede som i samlivsform. Det voldsomme, mislykkede forsøg på dette splittede gruppen og sendte de tre brødre i forskellige retninger, mens lille Kvist ensom og forladt måtte blive hjemme hos Bedstemor.

En lille snes år er gået, – det er nu de pangfarvede, plateausko- og skulderpudeprydede tidlige 90’ere, baby-Kvist er en ung mand, der har fået Poppy som kæreste. og nu er de på vej til deres kæmpestore venner Birgits og Gisles bryllup, da en grusom nyhed når ham: Den skrupelløst modbydelige, voldsomt populære og ganske talentløse duo, Velvet&Veneer, holder storebror Frej fanget i en diamant-parfumeflacon for at kunne udsuge og udspraye hans talent til eget brug. Frej kan kun udfries af flaconen ved at de fire Brozone-brødre finder sammen igen, og så begynder den vildeste 90’erfest-rejse rundt i Trolde-universet, skabt med den sindssygeste fantasi i de skingreste pang-farver, akkompagneret af årtiets mest ikonisk ørehængende hits og en god del ny-komponerede bragende ud fra kassettebåndsafspillerne – lige til at disco-danse til, og det bliver der!

Det er overproppet og overdrevet i både handlingstemaer og virkemidler, og derfor afviklet i rivende, rablende fart, men med respekt for det gamle Gjøl-trolde-forlæg med deres viltre strithår, ansigtstræk, tænder med mellemrum og otte fingre og tæer. Det er alt for meget og samtidig sødt, sjovt og rørende, drønende frem til slut-moralen om, at perfektion er umuligt, og derfor omsonst at stræbe efter, men “bare” at gøre sit bedste er faktisk helt OK, og det er vel også en helt OK slut-morale.

De danske stemmer er formidable: Trods det rasende tempo formår de både at ramme figurernes mundbevægelser, gøre de mange mange ord fuldt forståelige og få dem til at udtrykke de rigtige følelser, synge de nye sange tidstypisk korrekt, og derfor ubesværet matchemde de tilbageværende original-versioner med oplevelses-højnende omhu og stort stemme-talent.

Trolls – sammen igen er lidt spænding, godt med humor og en rablende bunke underholdning for både børnene og deres ledsagende voksne. En ikke ringe overbygning på Thomas Dams gamle Gjøl-trolde!

Link
Common Sense Media


Del med venner og familie

Skriv et svar