Unge Astrid

Filmen har været genstand for en del polemik i Sverige. Allerede før den havde premiere. Det var Astrid Lindgrens datter, der mente, at netop den del af hendes mors liv, som bliver beskrevet, ikke egnede sig til at blive fremstillet for alle på et filmlærred.

Dette synspunkt virker besynderligt set med mine øjne, for selv om det er en historie, der på det tidspunkt, hvor den udfoldede sig, var kompliceret og havde store omkostninger for Astrid Lindgren, så belyser den på smukkeste vis, hvilket forunderligt og stærkt menneske, hun allerede var som ung, og hvorfor hendes livslange opmærksomhed var på børn og deres vilkår.

Det er jo fortællingen om hendes graviditet uden for ægteskab i et miljø, der bestemt ikke tolererede den slags. Om hvordan hun måtte tage til København for at få dette barn (det eneste sted i hele Norden, hvor en kvinde kunne føde sit barn uden at opgive en fader, var på Rigshospitalet). Her bliver Lasse født og anbragt hos en plejemor i Brønshøj (spillet med stille varme og nænsom opmærksomhed på både barn og mor af Trine Dyrholm, der efterhånden har svært ved at sætte en fod forkert). For Astrid skal jo passe arbejdet i Stockholm, og har kun sjældent råd til at tage til København.

Det er netop i sin omsorg og kærlighed til Lasse – den lille gut, der ikke blot skal tilbringe sine første og vigtige år hos en plejemor, men som også senere, da Astrid endelig kan tage ham med hjem til Sverige, er en svagelig dreng, der tit må ligge i sengen med kighoste – det er netop i de utallige situationer, hvor hun ligger hos ham eller sidder med ham og holder humøret op hos ham, at mange af de smukkeste og stærkeste fortællinger, der nogensinde er fortalt, bliver til.

Filmen foretager et fint fortællemæssigt greb: I glimt ser vi den gamle Astrid Lindgren, der i sin lejlighed på Dalagatan 46 i Stockholm læser nogle af de tusindvis af breve fra børn, der takker hende for hendes fortællinger (fortællinger der giver selv den mindste lille lort mod og rygrad), og som indrammer den netop opridsede hovedfortælling om unge Astrid (inden hun blev fru Lindgren), hvor kamp, mod og ikke mindst kærlighed folder sig ud på fornem og hjertegribende vis.

I et roligt og glidende tempo fortælles historien uden trang til eksperimenter. De tidsmæssige spring er forbundet med omhu og med sigte på den stadigt fremadskridende historie. Figurerne er omgærdet med varme og forståelse. Selv “skurken”, redaktøren ved Vimmerby Tidning, får både mere “plads” og medfølelse, end han får i den folkelige (mere sladderprægede) udgave af fortællingen.

Filmen slutter med et samlet og stærkt udtryk for den altomfattende basale kærlighed, der overvinder sladder, moralske kvababbelser og stivnakkethed: Da Astrid og Lasse bliver hentet hjem til Vimmerby, og hendes far og mor byder dem “velkommen hjem”, og hele familien med rank ryg går til gudstjeneste og sætter sig langt oppe i kirken. Så enkelt og så smukt kan det fortælles.

Pernille Fischer Christensen har skabt en renfærdig og rørende film (med manuskript af hendes mand, Kim Fupz), der aldrig henfalder til sentimentalitet eller kitchet klamhed. Og så viser hun også i denne film sine evner som personinstruktør. Hele raden rundt. Men navnlig de to hovedfigurer stråler i bogstaveligste forstand: Alba August er rystende god som unge Astrid med imponerende styrke og kontrol over enhver detalje i sit spil. Kan man tillade sig en enkelt kliché: A star is born ! Men jeg vil også fremhæve Pernille Fischers arbejde med “lille Lasse”. Imponerende som hun har fået drengen til at agere.

Synd, at Astrid Lindgrens datter ikke kan se, at filmen er én stor kærlighedserklæring til hendes mor.