Vanskabte land

Filmens fortekst fortæller, at den er skrevet over fundet af nogle gamle billed-glasplader, fotograferet af en udsendt præst. Så rammen er autentisk. Dog er det ikke de originale billeder, vi ser i filmen, det havde ellers været ekstra sjovt. Vi er midt i 1800-tallet og følger den unge danske præst Lukas (Elliott Crosset Hove), som udsendes til Island for at bygge en kirke i en øde del af landet. Island var dengang underlagt Danmark og var et meget tyndt befolket, vildt land, som den gamle præst (Waage Sandø) også advarer Lukas imod. Alene vejret kan gøre folk vanvittige. Men Lukas har jo Gud med på sin færd og vælger i stedet for at sejle hele vejen til sin destination at ride tværs over landet for at fotografere, og ankommer med sin besynderlige kamerarygsæk og bl.a. et kæmpemæssigt trækors, som alene kommer til at optage en hel pakhest. Den gamle rå islænding Ragnar (Ingvar Eggert Sigurdsson) skal føre Lukas over landet, og er ikke imponeret over den spinkle, upraktiske præst. Han får tildelt en hest ved navn “Torsk” og må hænge på, så godt han kan.

Lukas har en tolk (Hilmar Gudjonsson) med, som under sejladsen træner ham i islandske ord, men selvom han får øvet en masse ord for regnvejr, kan han ikke tale bare en brøkdel af sproget, og har tolken med ved sin side. Man aner en form for bromance imellem de to, i en scene hvor Lukas fotograferer tolken syngende ved et vandfald som en slags Nøkken. Det får dog en brat afslutning, da tolken tragisk omkommer under krydsningen af en flod, som Lukas stædigt insisterer på at de skal krydse, selvom Ragnar bedømmer vandet til at være for dybt. Trækorset bliver tolkens skæbne, da det trækker pakhesten ned, som han rider med som håndhest. Lukas må begrave sin ven på flodbredden.

Der går nu ikke længe, før Lukas er syg i både krop og sind. Han taler ikke med nogen – vil heller ikke – har kun sin hest som ven, og beder om natten Gud om, at han dog må blive fri for de forfærdelige mennesker og komme hjem. Han er i en form for vildelse, hvor han selv tror, han er Gud. Næste dag falder han af hesten og ligger som død, men bliver reddet af  Ragnar, som bringer ham til en dansk bondes (Jacob Lohmann) hus, hvor han installeres i kælderen. Han står splitternøgen og bleg som et lig med vanviddet lysende ud af sig, da bondens søde datter (Victoria Carmen Sonne) kommer ned med morgenmad til ham. Efter dette bliver han flyttet til et værelse ved stalden, og kommer sig. Han går henført rundt i sin kjole og iagttager bygningen af den nye kirke. Selv løfter han ikke en finger, vil ikke engang vie et ungt par i kirken, fordi taget ikke er færdigt endnu. Men more sig med at ride på tur med bondens datter, som også hellere ville være hjemme i Danmark (og som ikke bare er sød, men også temmelig sensuel) og fotografere mens andre arbejder, dét kan han.

Da Ragnar henvender sig for at lære at blive en Guds mand, tager Lukas ikke den udstrakte hånd, men udgyder noget fortænkt bibelsnak, som selv i oversættelse ikke giver nogen mening for Ragnar. Det spændte forhold mellem de to mænd bliver skæbnekonflikten i filmen – og så må man selv se, hvad det ender med!

Filmen er rigtig flot,og man blæses bagover af de eventyrlige vyer, mens man mærker den iskolde regn under kraven og myggens stik. Maria von Hausswolf har fotograferet eminent.

Skuespillerne er gode; jeg blev oprigtigt ærgerlig på Lukas og hans frelser-attitude og irriterende måde at tale på. Han ser sikkert sig selv som ydmyg, men er det ikke!

Hans evindelige “Jeg forstår ikke hvad du siger, Ragnar!” er så overlegent, hvor han i stedet kunne have lyttet og lært af den erfarne Ragnar. Lukas er så malplaceret på alle måder, at det må gå galt!

Filmen er absolut seværdig og kan nok invitere til en diskussion om mission, integration og måden at møde et land og en befolkning på. Hvem skal integreres i hvad? Og hvordan kommer ægte ydmyghed til udtryk?