Vejen hjem
"Formidabel konstruktion i afskyelige omgivelser"
Først uklar forvirring: En moden, hvid, dansk mand gennes sammen med en flok angste flygtninge gennem en gold ørken mod en grænse. Så totalt kaos, da den danske mand, der kalder sig Abu-Issa, er ankommet til en syrisk by, hvor betegnelser på alverdens islamistiske grupperinger fyger uforståeligt gennem den hede, støvede luft, og Abu-Issa flygter desperat fra sine forfølgere. En mobiltelefon aktiveres, et par samtaler føres, og så samles de forvirrende, skræmmende tråde lidt efter lidt til den hektiske histories egentlige kerne: Et far-søn-drama, formidabelt vinklet, opbygget og udviklet: Publikums opmærksomhed og interesse er hjælpeløst fanget -“hjælpeløst”, da der er scener, så voldsomme og modbydelige, at det ville være rart at kunne kigge væk, for den tydeligt kamp-, drabs- og flugtvante arabisktalende danske mand anvender alle metoder for at nå frem til sit mål: Adam. Et par telefonsamtaler afslører, at manden hedder Christian, og Adam er hans søn, som absolut ikke ønsker at blive fuldet af sin hæmningsløst målrettede og styrende far. For sønnen Adam har benyttet alle metoder for at kæmpe sig frem til indlemmelse i Islamisk stat – et sted, hvor han ønsker at blive, og et liv, han ønsker at leve.
Via de voldsomme, uforsonlige far-søn-samtaler og små korte telefon-input fra mor hjemme i Danmark afsløres det, at fars opførsel har skabt denne grusomme situation. Det er netop filmens genialitet, at den lader sit fine budskab om at lytte til sine børn, give dem plads, forståelse, accept og uforbeholden kærlighed, udspille sig i ISIS’, dvs. Islamisk Stats, ufatteligt morderiske gru og udryddelse af alle ikke “rettroende”.
Far og søn spilles af Nikolaj Kaas og Albert Rudbeck Lindhardt, som pudsigt interessant netop nu kan ses i samspil i TV2s drama-serie “Familier som vores”. Dog ikke i et så tæt og intenst samspil som her, hvor det er fantastisk, hvad Charlotte Sielings personinstruktion har ført disse to store talenter fra hver sin generation, frem til: Pinefuldt overvældende!
Det er bemærkelsesværdigt og befriende politisk ukorrekt i disse feministisk woke-tider, at filmholdet har fået tilladelse og økonomi til at lave en film forløbende i et miljø styret af Islamisk Stats morderiske fanatisme og helt uden kvinder foran kameraet. Således bliver “Vejen hjem” et dybt originalt, tæt og uforudsigeligt far-søn-drama, som udspiller sig i det mest modbydelige miljø og afviklet på blot 96 højspændet minutter. Selv om eller måske netop fordi skylden for dette grusomme drama éntydigt og uimodsagt lægges på den ene part af et forældrepar lægger den op til masser af debat og diskussion.
