Verdens værste menneske

Filmen er lavet af Joakim Trier og Eskil Vogt og er nr. 3 i makkerparrets ”Oslotrilogi”. Dog kan den sagtens ses uafhængigt af de første film; jeg har f.eks. ikke set de andre.

Filmen er inddelt i en prolog, 12 kapitler og epilog. Overskrifterne til hvert kapitel gør en spændt på, hvad der nu kommer til at ske. Det bliver aldrig kedeligt, og de 2 timer suser afsted.

Julie (spillet eminent af Renate Reinsve, som rollen er skrevet direkte til) er i starten af 20’erne, da vi først møder hende. Hun er en af de dygtige piger, der selvfølgelig skal bruge sit høje snit til noget fornuftigt. Hun er startet på medicin, men finder ud af, at det med kroppen faktisk ikke lige er hende. Hun nok mere er til psykologi. Det er bare heller ikke rigtig hende, så hun vil være fotograf. Hun bruger nu sin tid på at fotografere, gå i byen og score fyre. Ved siden af arbejder hun i en boghandel, og det fungerer egentlig fint nok. Men selvfølgelig er det ikke dét, Julie ”skal.” Hun har jo potentialet til at ”blive til noget.” Men hvordan får man dog hul på det? Hun venter, og tør ikke rigtigt.

Det er let at genkende sig selv i Julies situation, i forhold til den skræmmende kendsgerning, at man vælger noget fra, når man vælger noget til. Paradokset i, at man gerne vil have alle muligheder stående åbne, men samtidigt ved, at man aktivt bør vælge sin vej. Modsætningen i at have umådeligt store forventninger til sig selv, og samtidigt ikke have troen på sig selv og sin egen kunnen. Så kommer man let til at nøjes, fordi man ikke tør vælge. Men det er vel også en slags valg, ikke at tage et valg. Søren Kierkegaard beskrev jo valg-dilemmaet i ”Enten-Eller” (”Jeg kan enten gøre dét eller gøre dét, men hvilken af delene jeg gør, er det lige galt, ergo gør jeg slet intet”…osv.)

Julie møder Aksel (Anders Danielsen Lie) til en fest. Han er ældre og etableret som undergrundstegneserietegner. Han virker egentlig ikke hverken særligt interessant eller særligt lækker, og Julie kender kun flygtigt hans tegneserie som ret latterlig og sexistisk, men lader alligevel som om, hun kender og beundrer serien. De indleder et forhold, som Aksel hurtigt vil afslutte, for at det ikke skal udvikle sig til noget alvorligt. Og afvisningen bliver Julies cue; så er det lige netop dét, hun vil. Nu vil hun have Aksel! Og det får hun. Aksel, som er omkring de 40, noget dyster af livssyn og sidder begravet i sin tegnserieverden i lejligheden det meste af tiden.

Aksel vil have børn, uden at virke særlig opflammet af tanken, selvom han siger til Julie, at han er sikker på, at hun vil blive en god mor. Men måske er det mere, fordi hans venner har det liv med børn og sommerhus som man ”skal” have. Jo, Julie vil da også have børn på et tidspunkt, siger hun. Aksels venners liv er dog ikke just tillokkende, som de jagter rundt efter deres skrigende umulige børn på græsplænen, synker sammen i sofaen om aftenen, for trætte til at danse, og højlydt skændes på den anden side af væggen om natten.

Julie fylder 30 og svigtes (bare endnu engang ud af utallige, fornemmer man) af sin hypokondriske og rygradsløse far.  ”Man må skabe sin egen familie”, siger Aksel på vej hjem i bussen. Julie tænker sit. Det er noget af det, jeg rigtig godt kunne lide ved filmen, at Julie tit kigger og tænker, og man ved jo ikke præcist, hvad det er, hun tænker, men netop derfor får man lov til at tænke selv og forstå Julie i forhold til sit eget liv og alle de situationer, man kan relatere til.

Da Julie en tidlig morgen er alene på vej hjem fra kærestens bogreception, standser hun oppe på en bakke og kigger ud over byen og fjorden. En stor tristhed kommer over hende, og dét, tror jeg, vil være et meget genkendeligt øjeblik for mange. Man kan føle sig så lille og malplaceret i verden. Er dét her virkelig livet, som det blev for mig? Der ér mere derude, men hvordan kommer jeg derhen?

Julie tager sagen i egen hånd og går videre ned gennem byen, hvor hun crasher en tilfældig bryllupsfest og får øje på en fyr, Eivind (Herbert Nordrum), som hun begynder at flirte heftigt med, dog uden at krydse ”grænsen” – det er de enige om, da de skilles; de har ikke været deres kærester utro. Men det bliver herefter kun mere tydeligt, at Julie ikke er tilpas i forholdet med den lidt triste, splejsede og blege Aksel. Hun vil noget andet, selvom hun ikke vil tænke på Eivind. Men da hun en dag møder ham og hans kæreste i boghandelen, hvor hun arbejder, er der ingen vej tilbage for nogen af dem.

Her kommer en ualmindeligt fin scene, der smukt skildrer, hvordan det kan føles at være så forelsket, at der kun findes en selv og den elskede i hele verden. Julie stopper tiden hjemme i køkkenet med Aksel, og løber fyldt af forventningens glæde gennem et Oslo, hvor alle er stivnede statister. Helt ud til Eivinds arbejde, hvor han som den eneste anden er i bevægelse. De mødes i ekstase og der er ingen tvivl; de to skal være sammen.

Julie må hjem og slå op med Aksel. Det sker med den effekt, at speakerstemmen fortæller de samme, lidt fesne ting, som Julie siger, imens hun siger dem. Det gør situationen en smule komisk, selvom Aksel tager det tungt. Julie er også ked af det, men med den optimisme, at hun ved, at hun vil have Eivind. Det fortæller hun dog ikke Aksel. De tager afsked med en form for medlidenhedssex fra Julies side, og hun beroliger ham med, at de måske finder sammen igen – ”Jeg mener det.” Men det gør hun jo ikke.

Med Eivind er der løssluppenhed og sjov. I en svamperus med Eivind og hans venner, får Julie gjort op med sin vatnissefar i nogle vanvittige scener, der fik mig og min ledsager til næsten at hulke af grin.

Julie skriver lidt og er god til det, men tør alligevel ikke tro på, at hun kan noget. Hun håner Eivind for at udtale sig positivt om hendes måde at udtrykke sig skriftligt på – hvad har han at have sin mening i, når han bare arbejder i en bagerbutik og er tilfreds med dét?!  Julie arbejder ganske vist selv i en boghandel, men det er jo ikke det, hun vil med sit liv. Man fornemmer en splittelse imellem de to. Det er vist alligevel ikke nok at have den stærke fysiske tiltrækning og det ukomplicerede hverdagsforhold sammen.

Julie erfarer, at Aksel er blevet alvorligt syg, og opsøger ham, da hun er blevet kraftigt i tvivl om sin vej i livet igen (årsagen vil jeg ikke røbe her) De genoptager nogle af de dybe snakke, som Julie savner at kunne have.

Filmen er ikke en komedie; den indeholder tunge elementer af svigt, tab og sorg. Alligevel er den flere steder så sjov, at man må grine højt. Det er et meget realistisk indblik i en ung kvindes liv, sådan som det er, med op- og nedture og lange perioder af status quo, når man gerne ville have, at der skete noget andet.

Moralen er, at tilværelsen kan vende og dreje sig på mange måder, men selvom man kan tage nogle lange omveje og i årevis kan befinde sig i et tilsyneladende dødvande, så er det hele alligevel en del af livet. Man har ikke nødvendigvis spildt tiden og spillet fallit, selvom man har tilbragt tid på det forkerte studie, i det forkerte job og i det forkerte forhold. Og så er det nu engang sådan, at man ikke kan bestemme alting selv, uanset hvor meget man gør sig umage for at planlægge og tage de rigtige beslutninger. De hårdtslående ting i livet som fødsel, sygdom og død er noget, der typisk sker, uafhængigt af vores egen vilje. (Medmindre man begår selvmord, kan man indvende, men det er nu slet ikke et tema i filmen.)

”Life is what happens to you while you’re busy making other plans.” som bekendt.

Julie får efterhånden navigeret sig frem til et liv, hun kan trives fint i. Man føler sig tryg ved at forlade hende, der hvor filmen slutter. Når summen af delene er gjort op, er hun faktisk god nok og helt okay, og det er en opmuntrende konklusion.

Alle vil kunne spejle sig i Julies liv og de eksistentielle overvejelser om ”Hvad kan jeg, hvad vil jeg, duer jeg overhovedet til noget?” og ”Hvad er meningen med livet?”